Fremtiden tilhører de unge, pt. II

_T1X0821

De unge står klar til at løfte fanen som næste generations headbangere. De elsker genren, men de gider ikke finde sig i at få at vide, hvordan man er en ægte fan. De gør det på deres egen måde og finder derved tilbage til rødderne.

Dato
14-03-2021
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

I sidste uge indledte vi denne række artikler om metallens nye generation af fans. Vi fik lov at høre lidt om, hvordan de unge havde fundet metallen, og hvad den gjorde for dem. Vi hørte også om, hvad de kunne lide at høre, og hvordan de brugte den i hverdagen.

Ikke overraskende var det der var afgørende for de unge meget lig det, flere af os lidt ældre typer husker fra ungdommen. Som Sofie Weile fortalte, handlede det også om at skille sig ud. Det måtte gerne være anderledes, det måtte gerne være lidt farligt. Og lidt sejt.

På smukkeste vis pegede det tilbage i tiden. Helt tilbage til Twisted Sister der for 37 år siden skreg en metaforisk fuckfinger til alle forældre, der ikke forstod deres børn og til alle voksne og “normies”, der havde et konservativt, forstenet verdensbillede.

Som Dee Snider sang:
“If that’s your best, the best won’t do”.



Oprøret hos vores unge, var ikke lige så tydeligt og højrøstet, men ikke desto mindre var det en følelse af at stå på den anden side af et vedtaget normalitetsbegreb og føle sig uforstået. For Sofie Weile handlede det, som beskrevet i første artikel, om en opvækst præget af et pigefællesskab, der, ifølge hende, gik op i makeup og popmusik, som hun ikke kunne føle sig som en del af.

Snider gik i 80’erne ind i kampen mod moraliserende censur, der var anført af den berygtede bedsteborger og senere andendame i USA, Tipper Gore. Få øjeblikke i metal er mere ikoniske end Sniders vidneudsagn overfor det amerikanske senat – i fuld makeup og udklædning fra det kønsligt og seksuelt mangetydige orkester.

PMRC, eller Parents Music Resource Center, som Gores organisation hed, havde held med at få indført Parental Advisory-klistermærker på de plader, der havde “tvivlsomt indhold”. En succes der førte til, at adskillige kunstnere ikke længere kunne sælge deres plader i de store butikker. Det førte dog også til en dyrkelse af det grænseoverskridende, og op igennem 90’erne blev det i nogle kredse nærmest en hædersbevisning at få det lille sorte klistermærke på pladen.[1]

Det er det oprør, den anderledeshed, der stadig ligger til grund for manges indgang til metallen. Men nu er det tid til at se fremad. Hvor sidste uges artikel var en oprindelseshistorie, er denne uges fokuseret på nutiden og fremtiden. De unge, Max Karrebæk på 16, Sofie Weile på 18 og Mads Frostholm på 22, vil fortælle os om, hvordan deres generation oplever heavy metal, hvordan de oplever de ældre metalfans, hvordan deres forældre, lærere og kolleger ser på genren, og hvordan de forestiller sig fremtiden.

"Se de her gamle nisser"
En stor del af metallens selvopfattelse – hjulpet en del på vej af Tipper Gore og hendes slags forfærdede småborgere – bunder i "det farlige". Fra første udgivelse, ‘Black Sabbath’ med dens truende, mørke skikkelse på coveret, har vi haft fokus rettet mod det skræmmende og det uhyggelige.

Sammen med Dungeons and Dragons, der i øvrigt nydes ikke kun af rapperen Jøden, men også af flere af vores deltagere, blev heavy metal en del af den “sataniske panik” i 80’erne[2], som behandlet tidligere. Det er nærliggende, og en stor del af metalkulturen tog den omkringliggende verdens ængstelse til sig. Hvis vi retter blikket mod Norge, medvirkede den ekstreme kultur omkring den tidlige black metal-scene, med døde dyr på scenen, selvmord, drab og kirkeafbrændinger også til dette. Folk var bange for heavy metal. Er de stadig det?

Max Karrebæk fortæller:
– Det er overhovedet ikke farligt. Når det er i medierne, er det sådan noget “Black Sabbath fylder 50, se lige de her gamle nisser”. Mine forældre griner også bare lidt.

Lidt mørkt ser det dog ud, når det handler om hans jævnaldrende. Bare ikke på en sej måde.
– Da jeg startede med at høre metal, var der nogle gange nogen, der spurgte om jeg var okay. De forbinder det mere med at være sådan lidt ustabil følelsesmæssigt. De kigger nogle gange lidt underligt på en, når man hører det gennem en højttaler, men der er ikke nogen der synes det er "farlig" musik. Det er måske mere sådan noget banderelateret hiphop, der har den rolle. Noget der reelt har en forbindelse med vold.

maxmindreMads Frostholm

Mads Frostholm har på samme måde oplevet, at folk ikke tager det alvorligt. 
– Da jeg gik i skole, vidste folk godt at heavy eksisterede, men ikke at nogen faktisk hørte det. Jeg spillede Slipknot for en kammerat, og han var helt på røven over, at sangen havde ti millioner views på youtube!

Med et grin fortsætter Frostholm:
– En anden kammerat sendte mig et link til en Job for a Cowboy-sang, fordi jeg havde nævnt at jeg kunne lide hård musik. Han havde ment det som en joke og troede slet ikke det var seriøst. Men jeg kunne godt lide det.

Alderspræsident Frostholm peger også på den gennemslagskraft, der er kommet hos selv temmeligt hårde danske undergrundsbands:
– Vi ser for eksempel Baest i Go’ morgen, Danmark, og det er sgu den rigtige vej at gå, selvom metalnazisterne synes det ikke er "true". Man sætter spotlyset direkte på musikken. Om noget, er det da dansk innovation.



Flinke folk, ævl, kævl og dårlige memes
Nu har vi brugt en del tid på at observere vores deltagere. Men som vi ved, kan man ikke observere et system uden selv at blive en del af det. De unge ser også på os.

Sofie Weile er dog fan. Hun synes generelt godt om den ældre generation af metalfans – heldigvis.
– Jeg synes, der bliver taget rigtigt godt imod os. Sidste år var jeg til Slipknot i Royal Arena, og der var den vildeste stemning. Vi blev mødt af en lidt ældre mand, måske 29-30 år, og han var totalt flink. Han købte endda øl til os! fortæller Weile begejstret.

– Man ved også, at selvom det ser hårdt ud, så er der de her uskrevne regler for pitten, for eksempel. Man bliver altid hjulpet op, hvis man falder, og folk, der ser ud til at have det dårligt, bliver hjulpet ud. Der er plads til os alle. Til Slipknot-koncerten var der også en 8-9-årig pige, der bare havde den største fest.

SofieSofie Weile

Mads Frostholm stemmer i:
– Jeg var til en Red Warszawa-koncert, hvor jeg bare væltede rundt, og før jeg overhovedet vidste af det, var der nogen, der fik mig op. Jeg synes, der er sådan en følelse af kammeratskab og solidaritet. De rigtig gamle, der kan huske alt fra starten virker også bare glade for, at der kommer nogle unge og er med.

Mads Frostholm forklarer, at han har været lidt for genert til at blive en del af scenen, men at modtagelsen i miljøet har givet ham mod på det:
– Baest gav en baggårdskoncert bag den lokale pladebutik, og jeg hørte om, det fordi jeg er stamkunde, og det var bare superfedt. Man lægger jo også mærke til folk nu, når man ser dem. Måske skal jeg til at råbe "fed trøje" efter folk, griner han.

– Nogle gange er det til gengæld også lidt skævt. Jeg har en kollega, der også hører det, og når vi er på arbejde sammen sætter han tit Volbeat på, for at vi kan være fælles. Så skal man stå der og lytte til det, griner Frostholm.

Max Karrebæk har, lig Sofie Weile og Mads Frostholm, også kun gode oplevelser fra koncerter. Han føler ikke, der bliver set anderledes på ham end på alle andre deltagere. Han retter til gengæld skytset mod den ældre generations opførsel på internettet.
– Det bliver sgu lidt irriterende, når folk bliver gale på hinanden over "har du ikke hørt det-og-det band?", eller når de bruger en masse tid på at diskutere, om Metallica er noget bras. For det er det.

I hælene af denne selvsikre udtalelse uddyber han:
– Det er så irriterende, når folk har sådan en fastlåst opfattelse af, hvordan en "rigtig metaller" skal være. Man skal gøre sådan, og man skal kunne lide dét dér, og alt det nye er elendigt. Det er kedeligt.

Det er nu ikke kun vores tendens til mundhuggeri, der uden tvivl for manges vedkommende er skarpslebent efter en ungdom tilbragt på metal-archives.com’s lettere barske debattråde, Karrebæk angriber. Som en ægte ung rammer han lige der, hvor det gør rigtig ondt: vores humor.
– Mange har rigtig, rigtig dårlig smag i memes. I er sådan cirka 15 år bagud, roder stadig rundt i Impact-skrifttyper, og det bare sådan noget med et sjovt billede og noget åndet tekst. I forstår slet ikke udviklingen i meme-kultur.
 rsz max guitar koekkenmindre
Max Karrebæk

Morgendagens ugennemtrængelige tåge
Ingen kunne have forudset heavy metal anno 2020 for 50 år siden. Det ved vi, kreativiteten er uendelig og virkeligheden overstiger tit fantasien. Alligevel har vi bedt de tre unge gøre sig lidt tanker om, hvad der skal ske herfra.

Alle tre er enige om, at de stadig hører metal til den tid. Ingen af dem tvivler. Mads Frostholm udtrykker det genkendeligt:
– Selvfølgelig hører jeg metal på det tidspunkt. Jeg vokser ikke fra det. Det er ligesom at køre på cykel.

Karrebæk mener, at han måske bliver lidt mindre eventyrlysten som voksen, mens Weile allerede nu begynder at gætte på et vist mål nostalgi i indtagelsen af den tunge vare. Hvad der skal ske med musikken, er de dog ikke enige om.
– Der kommer nok en vis udvikling i det teknologiske, der gør at man kan lave musik på andre måder end nu, men genren kommer nok til at lide lidt i udbredelsen. Det bliver aldrig lige så stort som pop eller elektronisk musik, siger Sofie Weile.


Architects - Black Lungs, ønsket af Sofie Weile

Max Karrebæk er enig i, at metallen ikke kommer til at stå forrest i musikkens verden nogensinde igen:
– Selvfølgelig kommer der ikke et nyt Metallica. Det kan slet ikke betale sig at lave metal for at tjene penge på det. Jeg tror derimod, at metallen kommer til at grave sine nicher dybere. Flere og flere bands vil nægte at være til stede på internettet i protest mod den overvågelse, der kun vinder frem.

– Hvis man er et ekstremt band – og det bliver man nødt til at være; der kan snart ikke skrues mere på musikkens tyngde – så kommer man ikke til at synes, det er fedt. Jeg forudser musik kun kendes og kan anskaffes i små, lukkede kredse.

Denne sidste forudsigelse peger forbløffende nok 30 år tilbage i tiden, til dengang Øystein 'Euronymous' Aarseth stadig levede, og udover at være bagmand for Mayhem også drev det legendariske pladeselskab Deathlike Silence. I et interview med det svenske magasin Close-Up i 1992 forklarede han, at de var blevet nødt til at genoptrykke 'Deathcrush', ikke kun fordi efterspørgslen var der, men også fordi en masse "trendidioter", ifølge Aarseth, have opkøbt pladen til eksorbitante beløb. Han forklarede også, at hvis han havde haft råd til det, havde han insisteret på kun at sælge til fans, der skulle sende billeder til ham, så han kunne verificere deres ægthed.
Det samme sås igen i de spæde 00'erne, da det franske black metal-kollektiv 'Les Legions Noires' drev deres gådefulde virke, hvor kun de særligt indviede kunne få adgang til de yderst begrænsede CD-R's med mærkelig, fransk black metal af svingende kvalitet.
Om denne kult-faktor nogensinde vender tilbage er endnu uvist, men Max Karrebæks tanke er i hvert fald ikke uden fortilfælde. Interessant nok.

Vi vender tilbage om femten år, og ser om disse forudsigelser holder stik. Én ting er dog stensikkert: Metallen dør ikke med hverken baby-boomerne, generation X eller millenials. Den vil leve langt ud i fremtiden og være i gode hænder. Fansene er der og de har den.

I næste uge taler vi med en af Danmarks yngste udøvende metalmusikere, Anton ‘Hajn’ Bregendorf. Vi skal se på metallen fra en kunstners perspektiv. En kunstner på kun 14 år endda.


(0) - Tyndere end Hud, ønsket af Max Karrebæk 


[1] https://www.newsweek.com/does-parental-advisory-label-still-matter-tipper-gore-375607
[2] https://www.vice.com/da/article/r3za83/satanic-panic-interviews