Amerikansk sejr og polsk skuffelse
Populær
Elendig lyd og for store omgivelser sendte Behemoth til tælling, mens hovednavnet ingen problemer havde med at hive en sejr hjem.
Hvis Slipknot vandt 00’erne som det nye årtusindes giganter og skrev sig ind i moderne metalhistorie med hovedværkerne ’Iowa’ og ’Vol. 3: (The Subliminal Verses)’, så forlod Behemoth 10’erne som den store sejrherre.
Da årtiet skulle gøres op for få måneder siden, var der konsensus blandt klodens metalmedier: 2014's ’The Satanist’ skrev sig ind i musikhistorien som årtiets væsentligste udgivelse. Kombineret med et mastodontisk format på scenen og et visuelt univers i særklasse har den polske kvartet gentagne gange også slået sit navn fast som et af de stærkeste livebands inden for ekstrem metal.
De danske fans er ikke blevet forbigået. Ti gange alene igennem de seneste ti år har polakkerne gæstet de danske breddegrader. Også her er der blevet skrevet historie med en håndfuld enestående koncerter. Fra den sorteste messe på den første udgave af Copenhell i 2010 over to magiske oplevelser i Amager Bio til en triumf i natten på sidste års Roskilde Festival.
Torsdagens rammer i Royal Arena var allerede før showtime også historiske.
Ægte arena-black metal foran et femcifret antal tilskuere blev i selskab med Behemoth en realitet i Danmark. Aldrig har et black metal-band spillet indendørs foran så mange mennesker herhjemme. Gæsterne gik desværre forgæves efter den store oplevelse.
Efter syv ugers turné var koncerten i Royal Arena et af de sidste stop på vejen. Nergal kunne nok tilgives for at være lidt hæs efter 25 koncerter på lidt over en måneds tid, men lydmanden havde tilsyneladende intet lært undervejs.
Behemoth spillede som et brølende bæst, men det lød som kattejammer. Nergals vokal var alt for lav i lydmikset. Guitarerne druknede i et miskmask af ekko og Zbigniew "Inferno" Promińskis hårdtslående trommelyd, så de indledende numre ’Wolves of Siberia’ og ’Daimonos’ fremstod helt uigenkendelige. Det blev bedre undervejs, men omsonst var det alligevel. Med 40 minutter til rådighed var løbet ligesom kørt.
Trods lydmandens fadæse blev sætlistens samme faste otte numre hver aften eksekveret til perfektion. Kvartetten optræder fantastisk – måske for fantastisk. For spørgsmålet er, om de polske giganter efterhånden ikke har sejret sig selv ihjel?
Vildskaben er blevet erstattet af indstuderet underholdning. Før i tiden blev Behemoths koncerter beskrevet af musikkritikerne som ”dæmoniske ritualer”, ”sort messe” og den slags.
Anno 2020 beskriver man ikke rigtig længere Behemoths koncerter med disse slags ord, vel?
Altså, når Nergal med svaj i hofterne og disco i benene slanger sig som en polsk Prince og proklamerer ”We love you Copenhagen!”, så er vi langt fra sjælen i black metal.
I det hele taget er der ingen sjæl over black metal i arenaskala. Når 1.500 fans har stået samlet i Vega eller Amager Bio, så har magien før sprudlet intimt under seancen. I Royal Arena faldt det bare til jorden, når Nergal under ’Blow Your Trumpets Gabriel’ beordrede ”At my command, scream for me” og cirka en procent af publikum var i stand til at mumle højlydt med.
Det var ikke en oplevelse, der behøver et gensyn.
Holdbart hovednavn
Men når Behemoth er med på plakaten sammen med Slipknot, skyldes det, at begge bands er under vingerne hos 5B Management.
Det er her, bands bliver til brands.
Da vi i sommer talte med King Diamond, lagde det danske ikon da heller ikke skjul på, at samarbejdet med hans nye management, 5B, havde løftet hele forretningen til the next level. Med alt fra eget ølmærke til et toptrænet team i ryggen til at styrke forretningen på de sociale medier.
Før og efter Behemoth kørte reklamerne da også nonstop på storskærmene til højre og venstre for scenen i Royal Arena. Sekvenser i konstant loop strålede lysende op for Slipknots nye whiskeymærke og Slipknots cirkus til søs, Knotfest at Sea. I merchboden skulle der 700 kroner i kassen for en hættetrøje.
Der er nu intet nyt i det, men det er nyt, at Slipknot, 25 år efter de blev dannet i Iowa, pludselig oplever så gedigent et comeback.
I 2016 var der beskedne 2.700 mennesker til Slipknots koncert i Esbjerg. Og året før hev arrangøren Live Nation sig i håret i frustration over, at det maskerede metalband ikke var i stand til at sælge meget mere end halvdelen af de 10.000 billetter til showet i Forum på Frederiksberg.
Men hvis Slipknot lignede nogen, der var på vej ud i kulden, så er de vendt succesfuldt tilbage med sidste års ’We Are Not Your Kind’. 11.000 mennesker i Royal Arena var mere end klar til at tage imod de maskerede galninge. Der gik et splitsekund, før åbneren ’Unsainted’ forvandlede arenaen til en sammenflettet kødklump. Selv på tribunen sad folk og moshede ind i hinanden.
Det gik vildt for sig, men galskaben tåler ingen sammenligning med den vanvittige stemning, der herskede fredag midnat under Slipknot på sidste års Copenhell, da Refshaleøen blev forvandlet til en massepsykotisk slagmark.
Slipknots største sejre i Danmark har været på festivaler, men det amerikanske ensemble forlod nu ikke scenen i Royal Arena uden at gøre indtryk. I særdeleshed beviste Jay Weinberg, at han nok engang kunne leve op til Joey Jordisons sindssyge trommespil på karrierens første plader – udgivelserne med alle klassikerne.
’Wait and Bleed’, ’Sic’, ’Disasterpiece’, ’Duality’ og ’People = Shit’ gik rent ind og kom med et frådende format fra det nihovedede bæst, hvor alle i hver deres rolle bed hårdt fra sig.
46-årige Corey Taylor er stadig sin generations nok bedste indpisker på scenen, om end frontmanden ævlede mere end nødvendigt mellem numrene. Lydforholdene var langt bedre end under Behemoth. Volumen var en tand for lav, men tålelig hele vejen igennem. Visuelt var showet imponerende og æstetikken matchede perfekt musikken.
Det er helt forståeligt, at Slipknot er forblevet sin generations giganter. Indstuderet underholdning, ja, men aldrig halvhjertet udført – endnu.