10x10: Behemoth – ’The Satanist’

Behemoth - The Satanist

Metalscenen kan stadig samles om de store, brede album. Det viste Behemoth, da de femogtyve år inde i karrieren toppede med årtiets vigtigste plade, ’The Satanist’.

Kunstner
Titel
The Satanist
Dato
03-02-2014
Trackliste
1. Blow Your Trumpets Gabriel
2. Furor Divinus
3. Messe Noire
4. Ora Pro Nobis Lucifer
5. Amen
6. The Satanist
7. Ben Sahar
8. In the Absence ov Light
9. O Father O Satan O Sun!
Forfatter

Tiden, hvor enkelte bands ledte vejen, og hvor metalscenen kunne samle sig om enkelte album, er forbi.

Siden metalgenren trådte ind i det nye årtusinde, siden nu-metal forsvandt fra mainstream, og siden internettet demokratiserede adgangen til ny musik og gjorde det muligt for alle at producere og uploade deres egen, er scenen splintret med et hav af retninger, subgenrer, udtryk, opdelinger, hybrider og kanaler til følge.

Der er stadig stor årvågenhed, hver gang Metallica udgiver et album. Og det afføder stadig reaktioner, når store nye bands som Slipknot smider en ny plade på gaden.

Men allestedsnærværelsen og uomgængeligheden er forsvundet.

Ét samlingspunkt
Sådan kan man tegne et billede af 2010’erne op: Metallen trivedes, men den var sin egen andedam, og selv inden for andedammen var der ingen større bølgeskvulp, ingen bevægelser, der for alvor skabte røre.

Med et par enkelte undtagelser, dog.

En af dem er Ghost, der har brudt barriererne ned og skabt et navn, som alle har en mening om.

Et andet er Tool, der i forvejen havde særstatus som mystikomgærdet kultband, og som efter 13 års pause omsider kunne gøre comeback og få alle med interesse i hård rock og metal til at sætte alt på pause for en stund.

Men var der ét band, ét album og ét øjeblik, der blev et samlingspunkt for hele scenen, så var det, da polske Behemoth den 3. februar 2014 udgav deres storværk ’The Satanist’.

Ti album inde i karrieren havde trioen bestående af frontmanden og guitaristen Adam ’Nergal’ Darski, bassisten Orion og trommeslageren Inferno fundet en formel så effektiv og en lyd så stor, at man ikke kunne sidde den overhørig.

Og så havde de skruet et album sammen, der var så gennemført, at det skrev sig direkte ind i den moderne metalkanon.

Som tænkt til stadioner
Men ’The Satanist’ er ikke bare et album, der er gennemført. Det er et album, der er stort tænkt – på alle parametre fra de enkelte sanges riffstrukturer til det dæmoniske tekstunivers til albummets struktur og helt ud i artworket og musikvideoernes visualitet.

Det er et album præget af en overordnet vision, og det er en vision, der følges helt til dørs.

Over de små tre kvarter, albummet varer, spænder Behemoth vingerne helt bredt ud og favner black metal såvel som dødsmetal og forlener det med en rocket appel, alt imens det hele bliver tillagt ekstra bombast med et stilfuldt integreret symfoniorkester.

’The Satanist’ hiver både black og død op og ud af undergrunden, og sådan følger Behemoth den tråd, der de foregående år var blevet udlagt af henholdsvis Watains episke fornemmelser og Deafheavens bredt appellerende bud på at puste nyt liv i en noget låst genreform.

Det er ekstremmetal, der er som tænkt til stadioner. Men det er også ekstremmetal, der kan indgyde alle de store følelser, omfavne det medrivende groove, opildne til pumpende næver og bære de fængende melodilinjer uden at gå på kompromis med hverken riff, tempo, dramatik, spænding, stemning eller ondskab.

Et mesterstykke i fortælling
Behemoth har forstået, at det gode album handler om bygge en struktur og en fortælling op. Og at det skal åbne og lukke med et brag.

”I saw the virgin’s cunt spawning forth the snake” er en åbningslinje på lige fod med ”What is this that stands before me?” og ”Auschwitz, the meaning of pain, the way that I want you to die”. Det er en sætning, der på fremragende vis maler visionen op og sætter tonen for resten af albummet.

Og når Nergal med henvisning til ærkeenglen Gabriel, der skulle bebude Herrens genkomst ved at blæse i sit horn, brøler sangtitlen ”blow your trumpet, Gabriel!”, er det en æstetisk hensigtserklæring, der går i opfyldelse: Det er ikke Guds genkomst, men Satans, vi lytter til.



På blot fire minutter opsummerer Behemoth hele det udtryk, der skal uddybes i de kommende fyrre. Det er et mesterstykke i opbygning, som bandet går fra det slæbende åbningsriff til mellemstykkets svulstige korsektion til afslutningen, hvor Infernos trommer tager føringen og accelererer fra en thrashet duga-rytme til et fuldendt blastbeat. Alt imens hornene gjalder om kap med bandets riffmaskineri.

Symfoniorkestret bruges ikke på noget tidspunkt til at forstyrre sangskrivningen, men det bliver heller ikke et fremmedelement i forhold til bandets lyd. Det bruges udelukkende til at understøtte bandet, og det giver både sangene, temaerne og tyngden ekstra pondus, om de så dukker op kortvarigt som i ’Messe Noire’ og ’Ora Pro Nobis Lucifer’, eller om de fylder godt ud som i den majestætiske afslutter ’O Father O Satan O Sun!’.

Det er også en sidestilling, der går i spænd med bandets sangskrivning, som når det yderst catchy titelnummer, der gør brug af et decideret omkvæd (hvilket trods alt stadig er en sjældenhed i ekstremmetal), munder ud i ekvilibristiske bluessoli over flere vanvittige blastbeats, før symfoniorkestret træder ind og bærer nummeret ud.

Det er ikke bare black metal og stadionrock. Det er stadionblack, og det er eminent udført.

Dødsdommen, der blev vendt til sejr
Et er det musikalske, noget andet er historien bag.

For skal man vurdere betydningen af ’The Satanist’, må man også kigge på baggrundshistorien, der taler direkte ind i de myter og fortællinger, som bandet gør brug af i sit univers.



I sensommeren 2010 blev frontmanden Nergal diagnosticeret med kræftsygdommen leukæmi. En diagnose, der for mange er lig med en dødsdom, og som ifølge Nergal selv fik krigerinstinktet frem i ham. Med kemoterapi, strålebehandling og en rygmarvstransplantation blev kræften nedkæmpet, og sommeren efter kunne Nergal starte sin langsomme vej tilbage til livet som musiker.

En vej, som kulminerede med det, der skulle blive Behemoths magnum opus.

Det var ikke bare en kunstnerisk genrejsning, det var også et eksistentielt comeback og en sejrsrunde for bandets frontmand.

Den romantiske kunstnermyte
Det er en historie, der taler direkte ind i de romantiske myter, der altid har omgærdet kunsten: At stor kunst kommer ud af personlig modgang, at lidelse og smerte er det bedste brændstof for inspiration og skaberkraft, og at rigtigt talent har et guddommeligt skær, der aldrig kan undertrykkes helt, hvor kvælende eksistensen end kan tage sig ud, eller hvor sort fremtiden viser sig i horisonten.

Det er syn, der går igennem kunsthistorien og omgærder alt fra malere, forfattere, arkitekter og filminstruktører til musikere og komponister; fra vidunderbarnet Mozart, der skrev sit verdensberømte rekviem, en dødshymne, da han selv lå på sit dødsleje, og aldrig fik det færdiggjort; til Vincent van Gogh, hvis penselstrøg revolutionerede maleriet, men som levede fattig, ensom og syg og famøst skar sit venstre øre (delvist) af, før han tog livet af sig som 37-årig; til Beethoven, der ikke fik den kvinde, han elskede, og som gradvist mistede sin hørelse og dermed også sit kæreste eje, musikken.

Det er et kunstsyn, der er blevet videreført op igennem det 19. og 20. århundrede, og som i årtier har tegnet kunst- og musikkritik og formet receptionen af de værker, vi omgiver os med.

Og så er det et kunstsyn, der er åbenlyst falsk: Masser af kunstnere har oplevet modgang, er blevet ramt af sygdom, har kæmpet og lidt og er alligevel kun vedblevet med at lave bras; masser af kunstnere har trods begrænsede evner skabt noget, der har haft varig betydning; og masser af kunstnere har lavet stor kunst uden at have tragiske baggrundshistorier.

Komplekst og smertefrit
Pointen er ikke, at den biografiske baggrund ikke spiller nogen rolle. Det gør den.

Pointen er, at det er at reducere kunsten, hvis man forsimpler den til et budskab, der går fra afsender til modtager, og et forløb, der går fra A til B.

Kunsten, dens skabelse og – endnu vigtigere – dens indvirkning, effekt og betydning er langtfra simpel og entydig. Tværtimod er det en kompleks, mangefacetteret og tvetydig proces med mange flere faktorer i spil.

Hvilket er noget, Nergal endda selv kommer ind på i en minidokumentar, som det amerikanske rock- og metalmedie Loudwire netop har lavet i anledning af, at de (også) har udpeget ’The Satanist’ som årtiets album.



Her fortæller han, hvordan nummeret ’Ora Pro Nobis Lucifer’ blev skrevet færdigt på blot tre kvarter. Og han fortæller, at han undervejs i indspilningen af albummet derfor ikke troede på nummerets kvalitet og havde det i tankerne som et potentielt outtake.

For som han selv siger 16 et halvt minut inde: ”Nothing good can be done so harmless, so painless.”

En djævelsk ironi
Det kan det nu faktisk godt alligevel. Med sit rullende drive og monumentale breakdown (det eneste af sin slags på albummet) er ’Ora Pro Nobis Lucifer’ et højdepunkt på ’The Satanist’. Hvorfor den også blev albummets anden singleudgivelse og er en fast del af bandets livesæt, hvor den altid sætter ekstra ild til metalrusen.



Når hele denne historiske udredning er værd at gennemgå, så er det, fordi det biografiske kunstsyn passer perfekt som ramme og baggrund for ’The Satanist’ og de mytologiske og religiøse temaer, som albummet behandler.

Og fordi bandet ikke mindst selv spiller på det – til det punkt, hvor det fascinerende artwork af den russiske kunstner Denis Forkas er malet med Nergals eget blod.

Den personlige lidelseshistorie går hånd i hånd med den kunstneriske bedrift – i hvert fald hvis man kigger på receptionen. Og når vi her fem et halvt år senere ser tilbage, er det umuligt ikke at kigge nærmere på den biografiske baggrund, hvis man skal forstå, hvorfor ’The Satanist’ har den vægt og betydning, som den har.

Fra at have været metalmusiker på støt kurs mod større scener til svækket cancerpatient genrejser Nergal sig selv med et værk, der mejsler sig ind i metalhistorien. Som en anden Kristus genopstår han som kunstner og menneske, samtidig med at han erklærer sig som Kristi modpol.

Der er en djævelsk ironi at hente i det forhold, at satanistens triumf viser sig som en kristen genopstandelse. Men der er også en anden pointe at hente.

Satanistens spejling
For modsætningen mellem og sammensmeltningen af det kristne og sataniske har bandet og særligt Nergal selvbevidst taget til sig.

Metal har altid været teatralsk, og særligt i black metal har man taget det til et nyt niveau, hvor koncerter ifølge et band som Watain ikke længere er koncerter, men ritualer.

Og med ’The Satanist’ forvandlede Behemoths liveshows sig til at være opførelser af, hvad der netop ligner religiøse ritualer.

Omvendte kors, ild, røgelse, ornamenterede udsmykninger og mere gennemførte udklædninger gjorde koncerterne til et udstyrsstykke, hvor også oblater og vin blev uddelt til publikum som fast indslag.



Det er effektivt, men også absurd, at den katolicisme, der egentlig står for kritik, ender med at tegne hele æstetikken for en musik, der skulle være dens største ideologiske opposition. Og det er den slags, der åbner for kritik, når Nergal – ligesom Papa Emeritus fra Ghost – gør en sort pavehat til en fast bestanddel af sin sceneoptræden.

For er Behemoths satanisme overhovedet andet end et visuelt gennemført udstyrsstykke? Er den grundlæggende mission egentlig en frigørelse fra religionens snærende bånd, eller advokerer Nergal for et religiøst system, der ligner katolicismen, bare med omvendt fortegn?

Opmærksomhed og anerkendelse udefra
Det er den slags diskussioner, der følger i kølvandet på Behemoths aktive turneren og det seneste års ’I Loved You at Your Darkest’, hvor den religiøse æstetik har fået endnu et nøk op.

Men ved udgivelsen af ’The Satanist’ var der ingen kritik, blot forbløffelse og benovelse.

Her på sitet gav vi den sjældne topkarakter 666 (hvad ellers?), hvor Daniel Pilgaard i sin anmeldelse beskrev albummet som ”en intens lytteroplevelse, et ekspressionistisk mesterværk, der konstant har et foruroligende udtryk over sig, smedet sammen af musikere, som er i triumferende topform.”

Men ikke kun inden for, også uden for metalverdenen blev ’The Satanist’ mødt af hyldester. Den britiske avis The Guardian gav topkarakter og fulgte albumudgivelsen op med et længere interview med Nergal, og det tidligere så indflydelsesrige indiemedie Pitchfork skrev deres fortsat eneste anmeldelse af bandet og roste ’The Satanist’ for sin balance mellem aggression, kompleksitet og tilgængelighed og kaldte det for ”a strangely hopeful vision of hell”.

Og herhjemme kunne man den 26. februar 2014 se Nergal, Orion og Inferno i sorte kapper og hornede masker tårne op over en død pattegris på bagsiden af Politikens kultursektion.

Under overskriften ”De kører dig midtover, hvis du ikke slår igen” (der senere har fået en mindre spændende overskrift på webudgaven) skrev Politikens anmelder Pernille Jensen:

”På ’The Satanist’ rækker de polske mørkemænd ikke bare ud efter stjernerne. De når dem i første hug. Og med vædede fingerspidser slukker de dem alle, en efter en. Og den kulsorte nat, der står tilbage, er smukkere, end man måske umiddelbart skulle tro.”

Og kvitterede med seks hjerter.

Det er noget, man kun kan tilslutte sig, også fem et halvt år efter.

For ’The Satanist’ er en hyldest til metal, men det er også meget mere end det: Det er en hyldest til kunsten, til kunstneren, til de onde kræfter, til døden og til livet.

Og så er det en hyldest til mennesket i al sin kompleksitet.

Ved udgangen af årtiet står ’The Satanist’ ikke bare som en nyklassiker, men som et hovedværk i metal. Og som et samlende højdepunkt i et årti, der var fattigt på netop dét.

Læs resten af vores serie om de ti plader, der definerede 10'erne her.