10x10: Watain – ‘Lawless Darkness’

Black metal blev i 10’erne allemandseje, et pikant krydderi på tværs af genrer og et fashion statement. Men det var dælme ikke med Watains gode vilje.

“Kom lidt sukker i skeen, hvis din medicin er sur,” lød Mary Poppins’ guvernanteråd, og det var en rettesnor for metal op gennem 90’erne og 00’erne. Ville man bryde igennem til et bredere publikum, måtte man forsimple sine sange, polere produktionen og helst lige smide et par ballader, lidt skønsang og allerhelst også noget rap ind. Det billede ændrede sig i 10’erne, hvor det var, som om det ikke kunne blive ekstremt nok for et publikum, som internettet med dets ubegrænsede adgang til musik havde gjort blasérte.

Der skulle mere til, og det var lige præcis, hvad Watain leverede: Mere.

Mere ild, mere blod, mere råddenskab, mere satanisme, mere konfrontation. Deres koncerter var ritualer, hvor man aldrig kunne vide sig helt sikker for flyvende fakler og aggressive musikere. Man kan i virkeligheden opsummere den svenske trio i det stofmærke, de lavede på et tidspunkt: “Watain hatar dig”. Og vi elskede dem for det. 



– [Det] finns så klart många fientliga aspekter med Watain och de finns där av en anledning. Jag fattar att folk tänkar två gångar innan de kommer fram, och det uppskattar jag, sagde sangeren og bassisten Erik Danielsson i et interview med Close-Up Magazine i 2018.

Samme sted reflekterede han over den popularitet, der havde fundet Watain i løbet af årtiet:

– Allt hänger inte på hur kommersiell musiken är, tydligen, utan det handlar i många fall om att sticka ut. På så sätt kan Watain bli hur stort som helst. Vi kör på som vi alltid har gjort med total jävla black metal rakt in i väggen.

Arven fra Dissection
Det sidste er en sandhed med modifikationer. For selv om Watains musik umiddelbart kan virke hermetisk lukket om sig selv, er den langt fra så hovedløs og dødsforagtende, som Erik Danielsson forsøger at gøre den til. Det blev for alvor tydeligt på gruppens fjerde album, ‘Lawless Darkness’ fra 2010. De foregående plader havde vist et band, der med stadig større overbevisning mestrede en black metal, der så stort på den udvikling, den skandinaviske scene gennemgik rundt omkring dem. 

Mens Emperor og Satyricon gik i hver deres radikale retning, og Dimmu Borgir og Cradle of Filth indfriede genrens på én og samme tid komplet usandsynlige og aldeles uomgængelige kommercielle potentiale, syntes Watain fuldstændigt upåvirkede af deres samtid. På ‘Rabid Death’s Curse’ fra 2000 og ‘Casus Luciferi’ fra 2003 spillede de “total jävla black metal rakt in i väggen”, som Bathory, Mayhem, Sarcófago og Vulcano havde gjort det i 80’erne; først på ‘Sworn to the Dark’ i 2007 tog de en drejning og begyndte at inkorporere nogle af de melodiske og rytmiske elementer, som landsmanden Jon Nödtveidt havde brugt i Dissection. I 2006 fuldendte han sit virke efter syv års fængsling for rituelt rovmord med først en comebackturné, hvor Watain var supportnavn, dernæst pladen ‘Reinkaos’ og til sidst sit eget nøje iscenesatte selvmord: Watain overtog ikke blot hans guitarist, Set Teitan, men også Nödtveidts måde at skrive sange på.



Det er derfor, ‘Lawless Darkness’, kunne nå et større publikum: Det, der i første omgang virker så lukket, når åbningsnummeret ‘Death’s Cold Dark’ bare brager af sted for fuld skrue det første minuts tid, bliver snart brudt op med modspil og afbræk. Trommerne begynder at køre i halvt tempo, og guitaren bliver ført med store åbne riffs, inden det hele bliver ført ned i et langsomt mellemstykke. Det er her, det er svært ikke at høre Erik Danielsson snerre “to witness the erection of the templars” – hvor han faktisk synger “a temple”: Det er simpelthen stiv dolk i munkekutten, når Watain bygger op, river ned, omformulerer, tilpasser og udsmykker kompositionen med så mange fuldmetalliske detaljer, at det er lige til at få åndenød af.

Det er metal, der ikke bare har skimmet de første par sider i black metal-håndbogen, men opsummerer hele genrens udvikling: Alle dens måder at konstruere riffs og melodier på, alle dens bedste virkemidler. Og Watain gør det med et nonchalant riffoverskud, der er beundringsværdigt.



Rockerstil
Den overlegne måde at skrive sange på gentager sig i den efterfølgende ‘Malfeitor’: Her er det vederkvægende motiv i indledningen, der senere gentages som et dybfølt omkvæd. Her er alle de forskellige trommetakter, der kan accentuere forskellige sider af melodien i verset. Og her er ikke mindst den bøllede oi!-sekvens, der live kan få næverne til at skyde i vejret hele salen eller festivalpladsen igennem. Det er folkeforførende, det er den slags virkemidler, der kan få skeptikere til at se fascistiske takter hos bandet: Der er en smuk styrke i det, samtidig med at coverets malstrøm truer med at suge én ned.



Folket lod sig forføre. I al deres menneskefjendtlighed og indædt sataniske antihumanisme blev Watain go to-bandet for alle dem, der syntes, at metal var ved at blive for ufarligt og fornuftigt. Der var ingen ironi, ingen nede-på-jorden-attituder: Der var ild og rådnende dyrelig på scenen, der var øretæver i luften fra et læderklædt band, der identificerede sig som en bande i bedste rockerstil.

Der var også bandets første Grammis i hjemlandet, rosende dagbladsanmeldelser og store turnéer med Behemoth: Watain blev bredt anerkendt for såvel ståhejet som den musikalske vision, de udrullede på ‘Lawless Darkness’.

Når man hører ‘Lawless Darkness’ godt ni år senere, er den stadig frisk, men det er samtidig svært ikke at lade sig farve af, hvor mange bands, der har taget Watains virkemidler til sig. Det er svært at forestille sig Tribulation bryde så bredt igennem, som de har med deres eget take på arven fra Dissection, hvis ikke Watain havde banet vejen for dem. Herhjemme er det ikke mindst Slægt, der har taget ved lære af Watains opbygning af klassiske heavy metal-riffs og deres måde at lade dem kontrasteres og nuanceres af trommespillet. Det, som af nogle betegnes deres rul: En lang, huggende bevægelse, der hele tiden accellererer og stopper op. Slægt har såmænd også taget Watains oi!-elementer med sig, som vores anmelder for nylig pointerede.

Watain brød igennem med ‘Lawless Darkness’. Men de gjorde det uden at sælge ud.



På bjergets top
De anklager begyndte først for alvor at lyde med den efterfølgende plade, ‘The Wild Hunt’ i 2013. Sangene blev i endnu højere grad bundet op på melodier og medrivende omkvæd. Der var sågar en voldsomt udskældt og komplet misforstået powerballade i ‘They Rode On’: Udskældt, fordi det virkede som det ultimative sell-out, at rakt-in-i-väggen-black-metallerne Watain pludselig forsøgte at komme sukker på skeen med en powerballade. Misforstået af weekend-battlewestene, fordi den sang netop var en hyldest til den klassiske thrash metal, Watain også var rundet af. Det var deres ‘Fade to Black’, deres ‘Spill the Blood’, og intet kunne have været mindre moderigtigt end at lave den sang i 2013. 



Alligevel fulgte de den plade op fem år senere i 2018 med ‘Trident Wolf Eclipse’, der med sine stramme 41 minutter af mange blev set som en tilbagevenden til det oprindelige Watain, selvom der mindst lige så meget på spil kompositorisk, som der havde været det siden ‘Lawless Darkness’. Som Erik Danielsson påpegede i det førnævnte Close-Up-interview, kunne bandet slet ikke finde ud af andet:

– Om vi försökte låta som första Sarcófago-skivan skulle det ända låta som att Sarcófago står uppe på en bergtopp med svinmycket eld runtomkring, konstaterede han med en vis klædelig selvironi, der ellers er komplet fraværende i alt, Watain foretager sig.

På ‘Lawless Darkness’ har de netop besejret den bjergtinde. Det er lyden af et band, der har fundet deres ståsted og er klar til at slås med alt, hvad de har at slås med. Blodet flyder, ilden raser, og det fortsætter i fem kvarter. Det er selvfølgelig for langt for en plade af den slags, og man kan godt lige have brug for en puster ind imellem. En sang som den Bathory-fræsende ‘Reaping Death’ kunne med fordel være sorteret fra; til gengæld ville man for alt i verden ikke være foruden kvarterlange afsluttende ‘Waters of Ain’, der opsummerer alt det, Watain kunne i 2010. Som alle andre sidenhen har forsøgt at gøre dem efter uden helt at lykkes med det.



Watain selv er forblevet tro mod deres udgangspunkt. Ved udgivelsen af ‘Lawless Darkness’ udtalte Erik Danielsson til Invisible Oranges: 

– We are all what normal people would consider to be outlaws or enemies of society. We have to be. I think it’s the natural destiny of anyone deeply into this kind of art.

Da bandet i forrige uge skulle begynde en turné i USA, blev guitaristen Pelle Forsberg nægtet indrejse fem år frem, efter politiet havde gennemsøgt hans mobiltelefon og fundet hverdagsbilleder fra en blackmetallers liv med alt, hvad det i Watains verden indebærer af motorcykelbander, dyrelig, ild og våben.

De “fientliga aspekter” betyder, at selvom Watain har fået kommerciel og kunstnerisk succes på deres egne vilkår, kan de stadig skubbe folk fra sig. Sådan som black metal helst skal kunne det, hvis den skal forblive interessant. Hvis den ikke bare skal være en gimmick.