Var det virkelig det?

Behemoth-I-Loved-You-At-Your-Darkest-Artwork

Behemoths 11. fuldlængdealbum er kærlighed ved første lyt, men ligesom ved enhver anden overfladisk forelskelse forsvinder magien hurtigt.

Kunstner
Titel
I Loved You at Your Darkest
Dato
05-10-2018
Trackliste
1. Solve
2. Wolves ov Siberia
3. God = Dog
4. Ecclesia Diabolica Catholica
5. Bartzabel
6. If Crucifixion Was Not Enough
7. Angelvs XIII
8. Sabbath Mater
9. Havohej Pantocrator
10. Rom 5:8
11. We Are the Next 1000 Years
12. Coagula
Forfatter
Karakter
4

Det er over fire år siden, at Behemoths ‘The Satanist’ udkom; en plade, der af mange blev anset som et mesterværk, og som fik så meget omtale, at det for alvor fik de polske ekstremmetallere på verdenskortet – for musikken var det bedste, bandet havde komponeret, og historien bag albummet var endnu bedre. Nergal var endelig tilbage efter en svær kamp med leukæmi, hvis forløb efterlod frontfiguren med en endnu større tiltro til satanismen. Hypen omkring bandet og albummet blev enorm og resulterede naturligvis i en del censur i religiøse og konservative lande. Således blev ‘The Satanist’ et af de mest omtalte album i dette årti.

Hvordan kommer et band tilbage efter så enorm succes, og hvordan overgår de sig selv? Det er ikke nogen nem opgave, og det er ingen hemmelighed, at forventningerne til ‘I Loved You at Your Darkest’ er skyhøje. Heldigvis holder albummet. Delvist og i hvert fald det meste af vejen.

 

Da førstesinglen ‘God = Dog’ udkom i midten af august, var modtagelsen blandet; musikken og æstetikken blev holdt i samme blasfemiske og antikristne stil som pladeforgængeren, men konceptet var blevet en anelse klichéfyldt. Kristne virkemidler vendes mod sig selv for at virke sataniske, religionskritiske og nedladende, og et børnekor benyttes til at understøtte Nergals prædiken for at bevise, at intet er uskyldigt eller rent.

Og det er netop sådan, at albummet indledes med åbningsnummeret ‘Solve’; med børnekoret, der på insisterende vis råber de samme fraser fra ‘God = Dog’, om at diverse gudeskikkelser ikke vil blive benådet for deres synder mod menneskets frie vilje. I baggrunden lyder mørke og atmosfæriske guitarer ledt an af en diskret, men bestemt trommerytme, der gradvist får mere og mere plads i lydbilledet for til sidst helt at eliminere helvedets børnekor.

Introduktionen til ‘I Loved You at Your Darkest’ – der i øvrigt er et bibelcitat, for der er intet kærligt over Behemoth – kunne næppe være mere sigende. Alle de klichéfyldte og klassiske Behemoth-elementer, der særligt fylder i albummets første sange, herunder ‘Wolves ov Siberia’ og ‘Ecclesia Diabolica Catholica’, viger lige så stille og roligt pladsen til fordel for passager, der for alvor giver musikken og derved albummet en egen karakter.

Behemoths musik altid haft sin helt egen personlighed, og i løbet af de efterhånden 27 år, bandet har eksisteret, har man aldrig været i tvivl om deres signaturudtryk, selvom stilen naturligvis har forandret sig gradvist gennem årene. Alt sammen et resultat af bandets dedikation, passion og hårde arbejde, der endelig og for alvor gav pote med ‘The Satanist’.

Overordnet bevæger trioen sig stadig i black- og dødsmetalsprektret af ekstremmetallen, hvor den lige i fjæset-attitude, man bl.a. kender fra 2004-udgivelsen ‘Demigod’, stadig hersker i sange som ‘Sabbath Matter’ og ‘Angelvs XIII’. Men alligevel synes musikken at have fået en anelse friere tøjler end før.

Akustiske guitarstykker pryder enkelte sange, og generelt er kompositionerne mere dynamiske end tidligere. Der er ganske enkelt højere til loftet, og sangere har mere plads til at udvikle sig. Albummets tre sidste hele numre emmer af afveksling, hvor stemningen ofte går hen og bliver episk – men på en afslappet og eftertænksom manér, der aldrig rammer et useriøst cirkusniveau.

 

Kronen på værket er balladen ‘Bartzabel’, hvor Behemoth for alvor synes at være vokset. Sammenlignet med pladens øvrige numre virker sangen måske banal ved første gennemlytning, men dens mystiske atmosfære, der bådea skabes af det okkulte lyriske univers og det nedtonede, tunge tempo, er et kærkomment afbræk i det inferno, der ellers dominerer ‘I Loved You at Your Darkest’. Det afmålte og tilnærmelsesvis ritualistiske udtryk reflekterer bandets intellekt, og der er ingen tvivl om, at de er klar til at tage næste skridt. Men det har de bare været siden forrige udgivelse, så  forventningerne til det nuværende album bliver ikke indfriet.

Behemoth har bevist deres værd, og nu er det tid til at komme videre. Deres status er slået fast, nu skal der gøres brug af den. Skal udtrykket være mørkt, satanisk og religionskritisk, må det netop gøres ekstremt igen, da de nuværende virkemidler er blevet in, klichéfyldte og bruges af gud og hver mand.

Den ekstreme metalscene har brug for en revolution a la den vi så i 90’ernes norske black metal-scene, bare med nye metoder. Og hvem bedre egnet til det end Behemoth, der har både begavelsen og gennemslagskraften til at kunne føre en moderne provokationskampagne?

Forventningerne efter ‘The Satanist’ var store, ja, men forventningerne efter ‘I Loved Your at Your Darkest’ bliver endnu større, også selv de ikke helt er indfriet. Bandet har brug for yderligere fornyelse for igen at kunne lede og repræsentere ekstremmetalscenen, som de gjorde tidligere.