Det grå guld glimter
Er Uriah Heep uden Mick Box stadig Uriah Heep? Og gør det noget, når de forvalter deres sangskat så godt?
Save Me Tonight
Shadows of Grief
Stealin'
Hurricane
The Wizard
Sweet Lorraine
The Magician's Birthday
Gypsy
July Morning
Lady in Black
Ekstranumre:
Sunrise
Easy Livin'
Der er noget rørende ved at se så mange ældre mennesker være dukket op til Uriah Heep-koncert en grå og tilsneet mandag aften. Her er par, der hørte Uriah Heep sammen som unge. Her er fædre med deres døtre og sønner. Min sidemand er her alene og har hørt Uriah Heep siden teenageårene. Det har jeg også selv, mine lå bare i 90'erne, hvor Uriah Heep blev opfattet som så forældede, at det nærmest er et mirakel, at vi var to drenge i klassen, der var kiksede nok til at høre briterne. Den der ler sidst, ler bedst: Rockpressen fra 90'erne er stort set forsvundet, mens Uriah Heep som liveattraktion vel er endnu større i dag end dengang.
"Afsked" uden Mick Box
En stor del af salen må have været fans siden storhedstiden fra 1970-1974. Lidt færre end os, der hoppede på i de hårde år. Med imponerende 57 år på bagen er det Uriah Heep vel undt, at denne turne er kaldt "The Magician's Farewell". Den skal forestille at være en den slags ikke-helt-afskedsturneer, som rockhistorien, især i de senere år, er så rig på. Reelt er det bare et stop for længere turneer.
Til gengæld er der flere publikummer fra bandets storhedstid, end der er medlemmer. Guitaristen og bandlederen Mick Box er eneste tilbageværende originalmedlem og eneste overlevende medlem fra den klassiske periode. Men han er blevet syg til den skandinaviske del af turneen, så Sam Wood fra Black Star Riders og Wayward Sons fungerer som vikar. Man kommer uvægerligt til at tænke på Theseus' paradoks.
Theseus' paradoks
Paradokset går på, at den græske sagnhelt Theseus (da han blev født, var Uriah Heep med andre ord forholdsvis nydannede) havde et skib, og som det nu er med træskibe, var det på tide, at det fik udskiftet en af plankerne. Senere skulle det have udskiftet en planke mere, så endnu en, og efterhånden som tiden gik, blev alle dets enkelte dele udskiftet. Til sidst var der ingen af de oprindelige dele tilbage, og det er her, paradokset opstår. Er det stadig det samme skib, eller er der tale om et nyt skib?
Læseren har nok luret, hvor jeg vil hen. Er Uriah Heep stadig Uriah Heep, når den eneste forbindelse til bandets storhedstid – som med al respekt for gruppens senere meget solide, men ikke helt så magiske materiale er grunden til, at Koncerthuset er udsolgt – ikke er med? Keyboardist Phil Lanzon og den meget underholdende frontmand Bernie Shaw har været med siden 1986. Da var jeg to år gammel, og mon ikke de har en del mere definitionsret over, hvad Uriah Heep er, end denne 1984-fødte noksagt har? De har trods alt spillet de sange flere gange i Heep-regi, end de fleste originalmedlemmer. Alligevel nager Box' fravær mig lidt. Selvom Wood er en dygtig guitarist, der gør det strålende, er det svært ikke at blive konfronteret med en lidt brutal form for affortryllelse over noget, der vel ret beset er et almindeligt branchevilkår for et aldrende rockband.
Men Theseus' paradoks bliver ikke mindre påtrængende af, at sidst jeg så Uriah Heep, i 2022 på en coronaudsat 50-årsjubilæumsturne, var det komplet vidunderligt. Og der spillede de stort set lutter gamle klassikere. Som Mick Box med få undtagelser var den eneste på scenen, der var med til at indspille.
Mellem nyt og gammelt
Uriah Heep synes selv klar over paradokset: De åbner med to numre, der stammer fra de seneste to udgivelser, og senere spiller de den nyere 'Hurricane', som for ligesom at cementere, at det skam er samme skib. Uanset at de bestemt ikke er uefne, når de tre habile hardrockere ikke klassikerne til sokkeholderne; uden den gamle keyboardist Ken Hensleys evner som sangskriver, havde Uriah Heep ikke fået den karriere, de fik.
De nye numre blegner noget, da progmonsteret 'Shadows of Grief' fra 'Look at Yourself' bliver luftet. Men det er, som om Uriah Heep kæmper lidt med Koncerthusets rammer: Der er ikke meget rockvenue over siddepladserne og de fine forhold, og det lægger en dæmper på festlighederne. Det varer kun til midtvejs i sættet. Fra superklassikeren 'The Wizard' og frem lykkes det for dem, som Shaw taler om, at forvandle mandag aften til fredag aften. Det grå guld glimter i salen. Det er lige før, man tror på Shaw, når han lidt klichéramt siger, at alder kun er et tal, og det handler om, hvordan man føler sig i indeni.
Klassikerparade
Det er også her, der for alvor går klassikerparade i den. Det er en fortræffelig version af 'July Morning', og under 'Gypsy' fra debutalbummet bliver det pludselig tydeligt, hvor meget dén tonstunge sang peger frem mod King Crimsons mere kantede progressive rock anno 'Red', ja, måske endda mod noiserocken. Og numre som 'Lady in Black' og 'Easy Livin'' kan man høre igen og igen uden at blive træt af dem, modsat mange andre af de helt store sange fra 70'ernes hårde rock.
Og det er her, Theseus' paradoks i nogen grad løser sig: For grunden til, at publikum igen og igen gider at møde op for at se disse musikere fremføre numre, de ikke var med til at indspille, og grunden til, at man sluger Box' fravær, er den simple, at det nuværende Uriah Heep er virkelig gode til at spille dem. Vi nåede ikke helt samme højder fra koncerten i Docken i 2022, af den simple grund, at sætlisten dengang var længere, og det gav plads til endnu flere af de sange, man er følelsesmæssigt investeret i.
Men Uriah Heep anno 2026 er og bliver, også uden Box, simpelthen et virkelig godt liveband. Og mon ikke både jeg selv og resten af publikum er klar på endnu en omgang, når de uundgåeligt alligevel lægger vejen forbi Danmark næste gang?