Lasher Fest 26: De første navne
Lasher Fest, Aalborgs tilbagevendende festival for hård musik med en alternativ kant, har de første navne til 2026-udgaven klar. Og de udvider genrefeltet.
Fokene bag festivalen, der i år kommer til at løbe af stabelen i sin fjerde udgave den 19. og 20. juni, har haft en ambition om at udvide det spillemæssige felt.
"Vi ønsker fortsat at udfordre grænserne for kunstnerisk indhold inden for genrebrydende, tung musik. Første annoncering af bands er vores mest ambitiøse til dato. Og vi kan godt love, at der kommer mere”, siger Troels H. Sørensen, den ene del af bookinggruppen bag festivalen.
De to hovednavne, der afsløres, er Wolves in The Throne Room og This Will Destroy You, begge fra USA og begge navne af en størrelse, man hidtil ikke har booket til festivalen. Med det øgede ambitionsniveau er nye samarbejdspartnere kommet til. Festivalen er i år arrangeret i et samarbejde mellem Lasher Agency, Skråen, SH35, 1000Fryd og Teater Nordkraft.
I år er der derfor givet plads til lidt mere hardcore og punk samt elektroniske elementer i form af Youth Code og Meejah x Hiraki. Dødsmetallen får også sin debut på festivalen i form af norske Voidspire, men også det lokale islæt er repræsenteret.
”Vi ønsker at pleje den spirende danske scene i vores genrer og hjælpe den med at vokse og udvikle. På samme måde ønsker vi at pleje scenen lokalt og regionalt i vores del af landet. Det vil skinne igennem i programsammensætningen på lige fod med store internationale bannerførere.”, siger Casper Clasen som er andet ben i bookinggruppen bag festivalen.
Blandt de danske navne annonceres nu New Money, samarbejdet mellem Meejah og Hiraki, Omsorg, Bogwife, Mt. Sarin og Inertials samt Eyes.
Den fulde liste af navne er:
Wolves in the Throne Room (US)
This Will Destroy You (US)
Youth Code (US)
Slow Crush (BE)
Joe and the Shitboys (FO)
EYES (DK)
Meejah x Hiraki (DK)
Voidspire (NO)
New Money (DK)
Omsorg (DK)
Bogwife (DK)
Mt. Sarin (DK)
Inertials (DK)
