Top 5 - Politisk korrekt metal

Metal har altid gerne villet være lidt kontroversielt og edgy, men det må være muligt at høre noget, der hverken er dumt, racistisk, voldsforherligende eller bare bøvet. Vi giver fem bud på politisk korrekt metal, der stryger én med hårene.

Man kan jo godt anerkende i hvert fald de tidlige Burzum-pladers storhed, selvom Varg Vikernes bliver ved med at finde nye måder at være en galning på, og man kan sagtens synes, at Graveland er ganske habil Bathory-worship på trods af bandets nazi- og rollespilsforbindelser. Faktisk kan det nogle gange virke svært at høre metal uden at måtte tage forbehold for et vist mål af naivitet, rabiate holdninger og simpel stupiditet. For hvis man ikke bare tager afstand fra decideret vold og racisme, men også begynder at afskrive sådan nogle som Pantera og Slayer for deres bøvethed, hvad er der så egentlig tilbage at høre af metal for den politisk korrekte metaller? Det giver vi fem bud på, der alle er hårdere end Fugazi og Creedence Clearwater Revival, men ikke mindre etisk, politisk og musikalsk uantastelige.

1. Napalm Death
Strengt taget stopper listen bare her. Der er ingen andre bands i metal, der så konsistent har holdt den moralske fane højt og stået ved deres idealer. I mere end tre årtier har de propaganderet for humanisme, vegetarianisme, antisexisme og antifascisme og nægtet at sælge ud, selv da de gik dødsmetal ved indgangen til 90’erne. For det er faktisk det allermest prisværdige ved Napalm Death: De er blevet ved med at udvikle sig musikalsk, og de seneste fem plader hører til blandt karrierens bedste.

2. Cattle Decapitation
Skulle Napalm Death alligevel en dag beslutte sig for at stoppe – helt unge er medlemmerne trods alt ikke længere – står Cattle Decapitation klar til at videreføre korstoget. Det californiske grindcoreband står ikke tilbage for Napalm Death, når det kommer til klimapolitisk agitation, men den er alligevel en kende mere subtilt serveret med et større fokus på dybdeøkologisk anti-speciecisme og mindre på den traditionelle punkpolitik.

3. Kreator
I starten af 80’erne var Kreator lige så meget Satan, patronbælter og pelsklædte helte som deres samtidige i Destruction og Sodom, men allerede på gruppens anden plade, ‘Pleasure to Kill’, begyndte samfundskritikken at gøre sit indtog i ‘Riot of Violence’, der midt i al goren gjorde sig et par strøtanker om fremmedgørelse. Det blev foldet fuldt ud på det fjerde album, ‘Extreme Aggression’, og siden da har Mille Petrozza altid været god for en hurtig kritik af magthaverne. Også han er vegetar, klart. Desværre klarer han ikke den musikalske uantastelighed hele vejen igennem, da han har medvirket på plader med både Lacuna Coil og Volbeat.

4. Wolves in the Throne Room
Så øko, at de blev dannet under en Earth First!-festival: Wolves in the Throne Room tager godt nok musikalsk afsæt i den norske black metal, og de deler dens glæde ved naturen, de tager den bare et skridt længere. Så langt, faktisk, at da de spillede på Loppen i 2009, havde de taget deres egne visne grene med til at skabe lidt efterårsstemning på scenen. De to vegetarbrødre (naturligvis) bor da også på en gård, hvor de dyrker grøntsager efter gamle metoder, og selvom de er erklærede anti-fascister, anser de ikke Wolves in ihe Throne Room for at være et politisk band, snarere et øko-spirituelt band. Den sidstnævnte dimension betød så godt nok bare, at deres seneste plade, ‘Celestite’, var en new age-plade.

5. Gojira
Og således har vi alligevel allerede slækket lidt på kravet om musikalsk uantastelighed, og så kan vi vel ikke rigtig komme uden om Gojira. For godt nok er bandets lidt sterile metal temmelig overvurderet og plaget af uklædelige breakdowns og fortænkte melodier, men klimapolitisk får den ikke for lidt, når franskmændene står ud for på en gang at redde verdenshavene og hindre dem i at stige. Hvis noget så plastic som Gojira kan få folk til at holde igen med plastic, er deres plader måske ikke helt overflødige, og et vegetarisk slogan som “no blood in me but mine” fra den seneste plade, ‘Magma’, giver dem også et lille plus i den politisk korrekte metallers sorte bog.