Opvarmningen virkede
Populær
Opvarmningen til det store Metallica-show i Horsens havde noget så sjældent som en god lyd og leverede på den baggrund en ganske hæderlig indsats. For de flestes vedkommende ...
I gamle fængselsfilm ser man gerne, hvordan fangerne bliver spulet med koldt vand fra en brandslange, når de skal vaskes. Cirka det samme gjorde vejrguderne ved Horsens Statsfængsel, så pladsen var godt gennemblødt, da koncerterne gik i gang. En kold afvaskning til at begynde med, men så var der også tale om ægte musikalsk opvarmning – for en gangs skyld, fristes man til at sige. Her et par ord om de første bands. Metallica har fået en selvstændig anmeldelse.
Ghost
Det har ikke altid stået helt klart, hvorfor dette band hører til i heavyland. Jovist, der er da lidt guitar og lidt bøhmænd, men mange af sangene er nærmest ABBA-agtig pop, kunne man mene. At Ghost, som var første band på plakaten, var med på opvarmningsdelen til Metallica gav nu alligevel mening, da der var skruet væsentligt op for det tungmetalliske i lyden. Musikken fremstod væsentligt mere kraftfuld og massiv end på plade, så det gav mening i sammenhæng med de andre mere kraftfulde og brutale bands.
Ghost havde kun en halv time at gøre godt med, hvilket jo ikke er alverden, men de fik alligevel leveret hittene, hvor især storhittet 'Year Zero' og 'Stand By Him' gjorde sig. Lige så klemt som sætlisten var deres show, som godt kunne have brugt lidt mere plads at skabe stemning på. Men sådan er vilkårene nu engang for opvarmningsbands, og med det in mente gjorde Ghost det sgu godt.
Gojira
Niels Hausgaard fortalte engang om, hvordan hans københavnske kolleger ikke forstod det at optræde i Jylland – Det, de oplevede var ikke det det, der skete – så at sige - fordi folk faktisk sagtens kunne lide showet, uden at de lod det syne: Det fineste, man kan gøre i Jylland, er nemlig at lade som ingenting, ifølge Hausgaard. Nogen burde have fortalt det til frontmand Joe Duplantier, da han ikke fik den ønskede reaktion på at proklamere, hvor glad han var for at være tilbage i Danmark. Reaktionen var i sandhed ikke overvældende, og den var ikke helt retfærdig, både fordi Gojira faktisk har leveret rigtig mange mindeværdige koncerter her til lands, og så fordi deres præstation i Horsens også var ganske energisk og viljestærk. Det sidste, fordi de ikke fik så meget energi tilbage fra publikum at arbejde med. Det skyldes muligvis den snakepit, som i alle henseender var halvtom (og husker du ikke lige, hvad en snakepit er, så er forklaringen, at det er et lille publikumsareal lige foran scenen, som er omkranset af en scenerampe). Den vender vi tilbage til.
Setlistemæssigt havde Gojira samlet nogle velvalgte sange på den halve time, de havde til rådighed. De klassiske 'Backbone' og 'Heaviest Matter In The Universe' demonstrerede deres knusende tynge, og 'Explosia' viste deres nyere og mere rytmisk komplekse tilgang til metallen. Skal skolemesterfingeren slå ned på noget, som var under deres vanlige standard, så var var det, at trommeslageren Mario Duplantier tabte i tempo i nogle af de hurtige stykker. Ærgerligt, da han ellers plejer at være tight som et schweizisk urværk.
Mastodon
Mastodon havde fået et kvarter mere at boltre sig på end hvert af de forrige bands, men snakepitten syntes heller ikke at gøre noget godt for Mastodons gejst. Hvor Gojira i det mindste havde brugt ramperne til at komme ud til folk på den anden side, så var Mastodon ganske immobile og virkede mere og mere modløse, efterhånden som tiden skrev frem.
Musikken skramlede ellers dejligt til at begynde med. Lyden var høj og smadret, og det klædte deres numre, også selv om bassen buldrede lidt for meget. Meeen. Mastodon virker trætte, og det gjaldt især deres stemmer. ”Hovedvokalisten” Troy Sanders havde svært ved at levere overbevisende, men især Brent Hinds kunne dårligt nok få en lyd ud af sin slidte hals. Trommeslageren Brann Dailor, der leverer skønsangen, skulle også kæmpe noget for at levere de høje toner i den nye sang 'High Road'. Og nu vi er ved det nye... Det virker, som om det kreative krudt er blevet vådt. De virker bange for folks reaktioner efter progpladen 'The Hunter', som om de tænker, at de nu vil lave noget gammeldags heavy, hvilket 'High Road' så er et forsøg på. Det var nærmest en dårlig parodi og det var medvirkende til at få bandet til at virke slidte på et mere generelt plan. De var dagens dårligste i øvrigt.
Slayer
Slayer er jo Slayer og kan derfor snildt kaldes for det andet hovednavn. Og så er Slayer alligevel ikke bare Slayer, da Jeff Hanneman jo er død og erstattet af Exodus' Gary Holt. Også trommeslageren Paul Bostaph, der over flere omgange har erstattet den oprindelige Dave Lombardo, er tilbage bag gryderne. Afløsningen gjorde det nu fint – især hr. Holt, som jo også har erfaringen til at begå sig på en thrashscene, og præcisionen til at levere Slayers hurtige toner.
Alligevel skal de nye have lidt af skylden for, at alle sange ikke helt klappede – blandt andet 'Disciple', hvor et eller andet gik galt, som energien aldrig rigtig kom sig over. Også den gamle Tom Araya havde sine stemmeproblemer sine steder og måtte gå ned i pitch for at levere – et langt liv med at brøle i Satans tjeneste er ved at sætte sig sine spor.
Men når det sure så er sagt, så var Slayer både frygtindgydende og mægtige sine steder. Når det klappede, hvad det da heldigvis gjorde det meste af tiden, så levede koncerten til fulde op til den ikonstatus, som bandet har i metalkredse. Især 'Mandatory Suicide' og 'Dead Skin Mask' var vellykkede og fik virkelig gang i folk i højere grad end noget, de tidligere bands havde leveret.