Top 5 – Brutal Assault 2025

Igen bød fortet på et utal af hårdtslående indslag, ikke mindst i den brutale ende. Vores ene mand på skansen samler her op på sine personlige BA-højdepunkter!

Med dette mit fjerde år på Brutal Assault føler jeg mig efterhånden som en fast del af inventaret – også selv om mange andre fra mit danskerslæng har betydeligt flere år under vesten. Og det siger jo sådan set bare lidt om, hvad festivalen kan, når man alligevel år efter år rejser så langt for denne årlige begivenhed. Ikke blot er lineuppet glimrende, men den er også billig at være på, i det mindste med danske øjne – og så er der alle de lækre toppings med i købet. Madudvalget med separate afdelinger til veganere og kødspisere. De varme temperaturer, der denne gang for det meste lå støt omkring de 25 grader, hvor man sagtens kunne vente til midnat med at tænke i varmere beklædning, hvis overhovedet. Alene det at se koncerter bag fortets mure på Octagon-scenen, eller at rense ud/køle ned på KAL Stage dagen derpå, mens solen står skarpest, med en powernap i sofaerne eller over en smadret B-film i horror-biografen. 

I år var det desuden endnu engang tydeligt, at festivalen trækker flere og flere til år efter år – også fra de hjemlige breddegrader. Flere gange måtte jeg faktisk tage mig selv i at tale dansk ved baren/spisestederne, hvilket siger en del, om hvor meget dansk man lægger ører til på vej rundt på fortet. Og fuldt forståeligt, for Brutal Assault har virkelig fanget noget, som ingen danske festivaler mestrer i samme kaliber – og med navne på plakaten i år såsom Gojira, Mastodon, Opeth og Bathory-tributen Blood Fire Death har de også fået en større masseappel, alene i de år jeg er kommet på festivalen, uden at det i øvrigt går ud over den profil, vi ellers kender Brutal Assault for.


Obituary

Som altid er det svært at begrænse sig til fem højdepunkter, så mange skarpe skud var der i bøssen igen i år. Obituary var solide som altid, men tog lige dét flere kegler for undertegnede, fordi vægten var tungt plantet på min personlige favorit, ‘Cause of Death'-pladen. Oranssi Pazuzus dramatiske måde at udfolde og give nyt liv til deres repertoire fra scenekanten tog endnu engang kegler, men blev desværre en kort affære for undertegnede p.g.a. en særlig koncert, jeg ikke kunne misse andetsteds på pladsen.

Den elektroniske scene var også endnu engang stærkt repræsenteret, ikke mindst på KAL Stage, hvor den britiske DJ Evil Dust bød på svedigt pumpende EBM torsdag nat efter en i forvejen ikke så lidt aggressiv Absu-koncert i nærheden. Mest overbevisende i den retning var dog Thrash Cobra fra Bratislava, der koblede tidens synthwavede ånd med et mere metallisk udtryk, mens random horrorklip på bagbeklædningen fik os ind i stemningen sent onsdag aften. 
Endelig fik jeg også rundet den tyvende koncert med det, jeg som oftest kalder mit yndlingsband, Opeth. Det var solidt, til tider også fænomenalt, men også meget forventeligt, så helt i top 5 kommer den trods alt ikke.



I den skuffende afdeling var Paradise Lost absolut blandt de mest uinspirerede shows jeg har set med dem gennem årene. Det virkede som om de bare havde kigget på, hvad der var deres ti mest spillede sange på Spotify, mens Nick Holmes vadede uinspireret rundt, uden at se ud til at have nogen lyst til at være der – og deres cover af ‘Small Town Boy’ virkede mest af alt bare som et søvnigt spild af tid for at fylde sættet ud.
Som stor Cult of Luna-fan må jeg også erkende, at deres sene tidsslot ikke talte deres sag, når de samtidig gravede ned i noget af deres tungere materiale, så efter en håndfuld gab måtte jeg bekende, at jeg har en ditto håndfuld bedre CoL-koncerter bag mig – og så må man bære over med engang imellem at måtte #killyourdarlings. 

Med de boblere og skuffelser af vejen, så er her min håndfuld personlige højdepunkter fra Brutal Assault 2025:

1. Ministry (onsdag 22:20, Marshall Stage)



Oprindeligt annoncerede Ministry, at de på denne turné ville spille materiale fra deres to første plader ‘With Sympathy’ og ‘Twitch’ – plader, som Al Jourgensen af diverse årsager har ignoreret i årevis, og ligefrem har krævet høje summer fra sine fans, hvis de har efterspurgt autografer på netop debuten. Mange af disse numre blev så genindspillet til ‘The Squirrely Years Revisited’, der udkom tidligere i år. 
Hvor interessant det end er at høre dem spille materiale, de ikke plejer at spille, så afskrev jeg dog umiddelbart koncerten p.g.a. Oranssi Pazuzu, indtil en ven kort forinden gjorde mig opmærksom på, at det ikke alligevel var retro-sættet, de spillede i denne ombæring, men et mere vanligt Ministry-sæt, og da Ministry nu synger på sidste vers som live-band, gik turen i stedet hastigt mod Marshall-scenen. 

Og hvilket fantastisk valg det var, hvor vi fik bidske udgaver af både ‘Rio Grande Blood’-titelnummeret og ‘Goddamn White Trash’, samt samtlige numre fra den fænomenale live-plade ‘In Case You Didn’t Feel Like Showing Up’. Jourgensen virkede knap så energisk som tidligere, men stemmen var stadig bidsk som en slagterhund, og bandet leverede bagkataloget helt efter bogen, med en sjældent spillet ‘Jesus Built My Hotrod’ og en fænomenal, kvarter-lang udgave af ‘So What’ som nogen af højdepunkterne. Var det sidste gang, vi nåede at se dem i Devilution-regi, så var det absolut en værdig afsked med Jourgensen & co. fra scenekanten!


2. Mayhem (fredag 21:50, Marshall Stage)



Godt nok er showet det samme, som vi også så på Amager Bio kort før jul, blot i mere kondenseret festivalform på halv tid. Dengang var jeg dog så stiv, så jeg ærligt talt ikke husker så meget andet end turene til/fra baren – men det bliver der så rådet bod på i aften med filmsekvenser, der graduelt følger os fra 2019's ‘Daemon’ og baglæns gennem karrieren. En fed måde at også spotlighte nogle af de lidt mere glemte faser på vejen, hvor Attila Csihar også undervejs gør sit til at tilpasse påklædningen til æraen, om det så er fra hans periode i bandet eller ej. Især fræsende takes på ‘Chimera’-titelnummeret og ‘Ancient Skin’ giver mig lyst til at få lyttet op på et par plader, jeg ikke har hørt i årevis, og når der så endelig står ‘De Mysteriis Dom Sathanas’ på dagsordenen er der naturligvis ikke et øje tørt.

En stærk måde at folde karrieren ud på mere nuanceret vis, i stedet for blot at spille hele ‘De Mysteriis…’, som jeg har set dem gøre flere gange – nu fortryder jeg helt, at jeg ikke fik mere ud af koncerten på Amager Bio, men bedre sent end aldrig, I guess!


3. Sleepytime Gorilla Museum (onsdag 20:25, Obscure Stage)



Det er godt tyve år siden, at jeg opdagede de amerikanske oddballs. Desværre nåede de (hvad jeg da ved af) aldrig forbi de danske breddegrader, inden de blev opløst omkring 2010, og derfor var jeg slemt begejstret, da nyheden om gendannelsen kom ud i forbindelse med sidste års ‘Of the Last Human Being’. En plade, der som så mange andre gendannelsesplader ikke helt måler sig med fortidens meritter, men det var hastigt glemt, som de fra start sendte os tilbage til storhedstiden med en bevægende udgave af ‘The Companions’. Frontmand Nils Frykdahl (med den eklektisk højpandede frisure) spillede spillet eminent mellem numrene, vrøvlende helt ud ad tangenten, med underholdende kommentarer som “We’re mostly gonna be singing about animals, because animals are nicer than people”. Carla Kihlstedt lagde sin velkendte signatur-violin henover det hele, mens Dan Rathbun vekslede mellem bas, trompet og en flere meter lang, hjemmelavet slide-installation af en art, der i sig selv var lidt af en kunst at se ham folde sig ud på. Og sådan bevægede koncerten sig konstant rundt i vekslende instrumentering, og virkelig stramt eksekverede udgaver af ikke mindst den huggende ‘Phtisis’ og den mere komplekse ‘Salamander in Two Worlds’. 

Ganske vist ville jeg gerne have set et helt sæt fra dem, som danskerne får de efterfølgende dage på Stengade og 1000Fryd, men til gengæld er den lune aftensetting på den intime Obscure Stage også perfekt på sin helt egen måde – men lad der nu ikke gå tyve år til næste gang!


4. “Blood Fire Death” Bathory-tribute (torsdag 23:15, Marshall Stage)



At høre Bathory live kan ingen af os prale af at have oplevet – og med så hyldet et bagkatalog var det naturligvis blot et spørgsmål om tid, før nogen ville gøre en dyd ud af netop at mindes Quorthon og hans blændende bedrifter i black metal-genrens spæde år. En æra, du kan læse mere dybdegående op på i vores Briller Af stål-serie om Bathory her, her og her, og med folk som fx Gaahl, Ivar Bjørnson (Enslaved), Attila Csihar (Mayhem) og Blasphemer (Vltimas, ex-Mayhem) til at folde det ud, er der næppe nogen tvivl om, at det er passionerede kræfter, der har Bathory-ånden dybt under huden, og som tilmed selv har gjort sit igennem deres respektive karrierer til at bygge videre på samme blackede fundament.

Ganske vist blev der skiftet livligt ud i besætningen showet igennem, men det forstyrrede ikke flowet væsentligt, og glæden ved at høre klassikere som ‘A Fine Day to Die’, ‘Enter the Eternal Fire’ og ‘Shores in Flames’ live sammen med et utal af andre, dedikerede, skrålende Bathory-fans var noget helt særligt. Blood Fire Death føltes på sin vis hævet over tributeband-tagget – de tog en times ejerskab over kataloget, og det var i det hele taget mere end værdigt, som de vekslede fra de primale, tidlige bedrifter til de mere vikinge-tonede af slagsen en håndfuld år senere. Længere bevægede vi os ikke frem i Bathory-kataloget, og det var der heller ikke nogen grund til – vi ved alle, hvor guldet er begravet, og vi fik i allerhøjeste grad, hvad vi kom efter!


5. Gadget (lørdag 18:30, Octagon Stage)
Har du nogensinde været på den lille Octagon Stage inde på selve fortet, så ved du, hvor trangt der er – og da appen lokkede med svensk grind, lød det som en fantastisk lejlighed til omgående at slå til og få pulsen i vejret. Og det var da liiiige hvad vi fik, med Emilia Henrikssons brutale intensitet i front og deres rasende, korte grindtirader på max ét minut stykket var det bare med at hænge på og lade sig rive med, og det var da lige, hvad vi gjorde!

Jeg har aldrig så meget som hørt om Gadget før, selvom de tilsyneladende har rødder helt tilbage til 90’erne, og selvom det bestemt ikke er den slags musik jeg lige smider på til hverdag, så er de hermed solidt prentet bag øret, hvis de nogensinde måtte overveje at krydse Øresund!