Briller Af Stål: Ned i det sorte søle
PopulærBathory skabte fundamentet for black metal og vikingemetal, men historien om Quorthon og bandet fortaber sig i skrøner og tvivlsomme beslutninger. Over fem afsnit gennemgår Briller Af Stål Bathorys karriere og betydning for black metal i dag. Dette er første del.
“I ride the bloodstained goat
I let the brewage float.”
(‘In Conspirasy [sic.] with Satan’)
1984: Noget er ved at ske i metal. Mens dele af scenen er ved at vokse sig stadionstor og spiller med kæmpe sceneopsætninger som Iron Maiden, og andre som Van Halen er ved at lære at indynde sig hos den brede offentlighed med ballader og sportshits sovset ind i keyboards og serveret med kække videoer, er der andre, der søger nedad. Ikke bare tilbage til udgangspunktet, men helt ned i det sorte søle, som metallens kritikere altid har beskyldt den for at vælte sig rundt i.
Venom er tre album inde i karrieren, men selvom det er dem, der har lagt navn til black metal med deres andet album fra 1982, er de blevet et langt mere partyrocket band med numre som ‘Teacher's Pet’ og et rockstjerneliv med champagne og groupies, og de er allerede ved at lægge afstand til den scene, der er begyndt at spire i deres plades navn. Der er en sigende scene i Hellhammer-biografien ‘Only Death Is Real’, hvor Tom G. Warrior konfronterer Venom ved et pressemøde i Zürich og fortæller, at hans band er meget vildere, meget hurtigere og meget mere okkulte end Venom, som selv indrømmer, at satanismen mest er noget, de bruger som en gimmick.
Hellhammer er i høj grad med til at definere black metal i årene 1981-84 med en musik, der er langsommere, tungere og mere avantgarde end forlægget, hvad de så siden tager meget længere ud i Celtic Frost. Hellhammers debut-ep, ‘Apocalyptic Raids’, når lige at udkomme i foråret 1984, inden bandet går i opløsning for at gendannes kort efter som Celtic Frost, og den kommer til at danne skole for den mere kaotiske og menneskehadske black metal, der dukker op i slutningen af 80'erne.
Kirkegårdsritualer og patronbælter
Blasphemy bliver dannet i Canada i 1984, men prioriterer at bruge tiden indtil 1989 på at lave sataniske ritualer på den lokale kirkegård, slås og sidde i fængsel fremfor at indspille noget af den musik, der efter sigende ellers har det med at drive deres lokale fans til blodig ekstase. I Norge bliver Mayhem dannet samme år, og deres klassiske debut, ‘Deathcrush’ fra 1987, bærer tydeligt præg af såvel Hellhammers kaos som det fuldstændigt no wavede vanvid, som Parabellum har gang i samtidig i Colombia på et par demoer, men ikke mindst bygger deres skoledannende version af black metal på midt-80'ernes tyske, brasilianske, chilenske og colombianske thrash metal, som har cirkuleret i tapetraderkredse.
Den bredere offentlighed møder dog allerede den sorte thrash på Destructions debut-ep fra efteråret 1984, ‘Sentence of Death’. Tyskerne står ikke tilbage for Hellhammer, når det kommer til patronbælter, nitter, læder og sort øjen-makeup – som ikke er decideret corpsepaint endnu – og deres thrash er langt sortere, mere satanisk og primitiv, end det, som sådan nogle som Metallica og Slayer har gang i i USA.
Og i Sverige har Bathory gang i noget af det samme som Destruction, Hellhammer og Venom. Gruppen er debuteret i januar måned på compilationen ‘Scandinavian Metal Attack’ og udsender i oktober debutpladen, ‘Bathory’.
En gul ged fra en feministbibel
‘Bathory’ er et mesterværk. Det kommer til at gælde for de næste fem plader, Bathory udgiver. Bathory er med til at lægge grundlaget for, hvad black metal skulle blive, med de tre første plader, og da det så er gjort, og bagmanden Quorthon er kørt træt i det, opfinder han vikingemetallen på de næste tre plader. Det er plader, der er foragtede af deres samtid, fordi de virker så bagstræberiske, bare fordi kun få fatter, at det er metallens fremtid, Quorthon er i gang med at skabe. Bevares, ikke færre, end at han kommer til at kunne leve fint af det, men det er så også en anden tid, hvor pladeselskaber og -salg er noget andet.
Den svenske teenager Tomas Forsbergs far, Börje Forsberg, har på papiret verdens sejeste far-job i starten af 80’erne, hvor han har pladeselskabet Tyfon. Og far og søn har et mere end almindelig tæt forhold og bonder så meget over musik, at sønnen får ham overtalt til at prøve kræfter med det der nye heavy metal. Det gør han med compilationen ‘Scandinavian Metal Attack’, som RCA beder ham om at lave, men da et af de medvirkende bands hopper fra, overbeviser sønnen ham om, at hans garageband er fuldt ud i stand til at indspille to numre i et studie. Bathory er det mest beskidte og usammenhængende band på pladen, men det, de laver, er så anderledes og ekstremt, at fans begynder at spørge Tyfon om mere.
Börje Forsberg laver imprintet Black Mark, og et halvt år efter ‘Scandinavian Metal Attack’ bliver albummet ‘Bathory’ sendt ud i pladeforretningerne i efteråret 1984, hvor ingen rigtig ved, hvad de skal stille op med det, men bare kan se, at det vælter over disken, fordi alle er blæst bagover af, hvor vildt det lyder. Det lyder muligvis forhastet, og det er det på mange måder osse: På førsteoplaget prøver familien Forsberg at ramme guldfarven fra Baphomet-symbolet på coveret til Venoms ‘Welcome to Hell’, men der er ingen, der har fortalt dem, at guld ikke er en CMYK-kode og kun kan laves med en ekstra coating eller lidt kromeffekt, så resultatet bliver, tjah, pisgult, og førsteoplaget kendes idag som “Gula Geten”. Geden er i øvrigt kalkeret fra Erica Jongs okkult-feministiske værk ‘Witches’, som Quorthon har fundet i sine forældres reol. Han har også glemt at trykke titlen på introen “Storms of Damnation” på bagcoveret, men kompenserer for det ved at stave “Necromancy” og “Conspiracy”med s. Ifølge Daniel Ekeroths bog ‘Swedish Death Metal’ er det, fordi der ikke var flere c’er på det overførselsark, han lavede coveret med, og så tænkte han, at hul nu i det.
Fadermyten
Dem er der mange af om Bathory, historier. Tomas Forsberg var en særling, der hægede om sit privatliv i en grad, så der i mange år ikke var nogen, der vidste, hvem Quorthon i virkeligheden var. I den udgave, jeg har stående af Michael Moynihan og Didrik Søderlinds klassiske bog ‘Lord of Chaos’, angives hans rigtige navn som Pugh Rogefeldt – som er en slags svensk Rock Nalle – men røgsløret gjaldt alle: I Ika Johannesson og Jon Jefferson Klingbergs bog ‘Blod Eld Död’ kan man læse om en kæreste, der sad med ham i 1990 og så MTVs Headbanger’s Ball, hvor hendes kæreste pludselig stod og sang i videoen til ‘One Rode to Asa Bay’. Det havde han ikke lige brudt sig om at fortælle hende. I Thomas Väänänens store Quorthon-mindeartikel sidste vinter i musikbladet Sweden Rocks kunne man læse om sangeren fra Born for Burning – opkaldt efter et Bathory-nummer – der i midten af 90’erne havde været til MC-træf med Forsberg og i løbet af en fest havde prøvet at få ham til at indrømme, at han virkelig var Quorthon ved at spille Bathory og blive ved med at stikke til ham. Uden at kunne slå en flig af ham.
Og så er der far-søn-forholdet, som Quorthon benægtede igennem hele karrieren. På den officielle hjemmeside bathory.nu, som ingen tilsyneladende har tænkt på at opdatere, siden den blev lanceret i starten af 00’erne, gør Quorthon et stort nummer ud af at tilbagevise alle de løgnagtige rygter om, at han skulle være i familie med, for slet ikke at sige søn af, Boss, som pure opspind. Men det var han jo altså, Boss, endda en stolt en, selvom han aldrig kunne give sig til kende som sådan, når de rejste sammen eller forhandlede distributionsaftaler eller noget.
Endelig er der forholdet til Venom: Livet igennem benægtede Quorthon, at Venom skulle have været en inspiration for Bathory, selvom englænderne havde et nummer der hed ‘Countess Bathory’, selvom Bathorys sangtitel ‘In Conspirasy With Satan’ lyder lidt meget som ‘In League With Satan’, ‘Raise the Dead’ temmelig meget som ‘Raise the Dead’ og nåh ja, selvom Bathory i det hele taget lyder temmelig meget som en hurtigere, sortere, ondere udgave af de første Venom-plader. Følelsen var gensidig: “Bathory – that guy Quorthon is a dick,” citeres Cronos for at have sagt i Ian Christies ‘Sound of the Beast’.
Forhastet debut
‘Bathory’ er fra en tid, hvor black metal stadigvæk var mere en idé om noget, der kunne skabes, end en formel, der kunne følges. Derfor lyder pladen ikke bare som det, man senere kommer til at kalde black metal, den lyder også som en del andet. Den er punket på ‘The Reaper’, den er rocket på 'Necromansy', den er speed metal på ‘Hades’. 18-årige Quorthon snerrer hen over numrene og lirer vilde speed metal-riff blandet med soli inspireret af hans store idol, Ace Frehley, som han i starten tog sit kunstnernavn Ace efter, og bag ham banker alt afsted på bedste beskub. På dette tidspunkt var den oprindelige bassist Frederick Melander og trommeslageren Jonas Åkerlund allerede skiftet ud, fordi Åkerlund tog til England for at studere og siden blev video- og filminstruktør. Bathory holdt op med at spille live, og Quorthon begravede sig i studiet sammen med sin far.
Det var en god beslutning, for godt nok er ‘Bathory’ et mesterværk, som jeg lagde ud med at sige, men i forhold til hvad Bathory på de efterfølgende plader skulle opnå, er den også primitiv og forhastet.
Skrækindjagende opfølger
1985: De forhåndenværende svenske metalmusikere tager stadig ikke rigtig den slags metal, som Bathory spiller, seriøst, selvom debuten sådan set solgte ret pænt for så ekstrem en plade, som den er i sin samtid.
Quorthon har succes, han har bare ikke et band, og selvom han i løbet af 1985 helt dropper idéen om at komme til at spille live, fordi det er for besværligt at få stabile nok folk til det, er det i sig selv svært nok at få folk, der er stabile nok til bare at indspille. Bassen kan han selv tage sig af, men med trommerne er der kun en løsning: Trommemaskine.
Har du aldrig lagt mærke til, at der er trommemaskine på store dele af Bathory-pladerne? Det skal du ikke være ked af: Da Sweden Rock Magazine 30 år senere spørger produceren og trommeslageren Necromorbus om, hvad Boss og Quorthons produktion af Bathory-pladerne har betydet for hans eget arbejde med bands som Tribulation og Watain, og om hvad han som trommeslager og producer synes om brugen af trommemaskine på Bathory-pladerne, svarer han helt ærligt, at det har han aldrig lagt mærke til. Men prøv lige at høre ‘Bestial Lust’ eller ‘The Rite of Darkness’ en gang til.
Hvis man tænker at det indikerer en vis kompromisløshed at opgive at spille live og ty til at indspille mere eller mindre det hele selv fremfor at prøve at nå til en eller anden form for gensidig forståelse med nogle bandmedlemmer, så har man også lidt en idé om hvor Bathory bevæger sig hen på den næste plade, ‘The Return......’, der kommer godt et halvt år efter debuten. Hvor ‘Bathory’ stadig i meget høj grad var præget var præget af forbillederne i først og fremmest Venom, forstærker Quorthon sit udtryk på opfølgeren og gør det hele endnu mere ekstremt. Vokalen er mere rådden og vrængende, lyden er koldere og mere larmende, guitarsoloerne er mere atonale og skrækindjagende på et nummer som ‘Reap of Evil’.
Det er også på ‘The Return......’, man finder grundformularen for den afart af black metal, som Mayhem perfektionerede godt syv år senere på ‘De Mysteriis Dom Sathanas’. Det er uhyggelig godt på numre som ‘Possessed’, ‘Sadist (Tormentor)’ og ‘Son of the Damned’. Venom-inspirationen er næsten komplet forsaget på ‘The Return......’, bortset fra i den umanerligt bøvede ‘Bestial Lust (Bitch)’, men den punkede vibe, som Venom var med til at bringe ind i det, der blev black metal, kan man til gengæld stadig høre spor af på ‘Born for Burning’ og i nogen grad i det drævende, bevidst grimme sangforedrag og den tilstræbte anti-produktion.
Uden at tage noget fra det mesterværk ‘Bathory’ er, så er ‘The Return......’ på alle måder en bedre plade: Langt mere personlig, langt mere uforsonlig, langt mørkere, langt mere stilskabende.
Og det vildeste er, at heller ikke engang den er Bathorys bedste.