Briller Af Stål: Uovervindeligheden

En teenagedreng lærer noget om det heltemod, metal kan indgyde en, og en rockstjerne lærer noget om hybris i tredje afsnit af historien om Bathory. Her skaber Quorthon hovedværket ‘Hammerheart’, men følger det op med et konceptalbum om Nietzsche. 

1990, efteråret på vej over i vinter. Landbrugsskolekvarteret i udkanten af Odense. Tidlig morgen, frost i luften, helt mørkt. På gangstierne mellem ungdomsboligerne dukker cykellygterne frem, en dreng på en cykel stopper ved en postkasse, hiver avisen op af saddeltaskerne med fingre komplet følelsesløse af kulden. Det høje, metalliske smæld gennem stilheden når postkasselåget smækker i igen, gearets tikken i frihjul forbi cykelskurets kulsorthed, ekkoet mod cementvæggene. Her blev en kvinde voldtaget og myrdet for nogle måneder siden, eller også var det et andet sted som her, det er i hvert fald svært ikke at komme til at tænke på, og med sine lange, blonde slangekrøller er avisbuddet godt klar over, at det i mørket ikke nødvendigvis ville være til at skelne den 14-årige dreng, han er, fra en ung kvinde. Det er sket før, han har stået til koncerter, mærket hænder på sig, set mænd med blikket sejlende af beruselse og øjenbrynene skudt op i panden værge for sig med hænderne, mens de bakkede hastigt væk igennem mængden, mere bange for deres egne seksuelle impulsers fejlbarlighed end for den trussel, drengen måtte udgøre. Han behøver ikke at true nogen, det er godt, han har ikke modet til at true nogen, og der er intet mod i ham, når han triller forbi de cykelskure med den skjulte fare, de udgør. En fare, der egentlig ikke er reel, men som vel godt kunne være en forsmået landbrugsskoleelev, der i et anfald af hormonel rasen har besluttet sig for at tage det ud på en af de universitetsstuderende kvinder, der bor i boligerne på den anden side af Landbrugsskolekvarteret spændt ud imellem dem som et voksenhedens ingenmandsland, aflibidiseret splinternyt parcelhusbyggeri med hækkene stadig på vej op mellem de nyudstykkede matrikler.

Bortset fra, at han ikke er bange nu, drengen. Noget er blevet vækket i ham, og det er svært for ham at fatte, hvad det er, og hvad han skal stille op med det, fordi følelsen er helt ukendt for ham. 

Uovervindelighed. 

Den dreng var jeg, og det var jo ikke, fordi jeg ikke havde hørt metal før, og det var i hvert fald slet ikke, fordi metal ikke tidligere havde gået efter at fremstå uovervindelig, stolt, heltemodig, stærk, det var bare ikke den metal, jeg havde været tiltrukket af indtil da. Det var første gang, det havde virket på mig, det var blevet vækket i mig af at have hørt Bathorys ‘Hammerheart’ om og om igen, siden jeg havde købt den om sommeren. Det forstår jeg stadig ikke helt, hvorfor jeg overhovedet gjorde, fordi den plade var så fjernt fra, hvad jeg ellers plejede at samle op af nyhedskasserne i Van Rock inde i Odense. Der var vikinger i færd med en ligfærd, ‘Hammerheart’ skrevet med fake-runer. Den der heroiske metal, som jeg overhovedet ikke havde beskæftiget med med, sådan noget som Manowar, som vi grinte ad, allesammen, fordi det var så fjollet med deres olierede, muskuløse kroppe og sværd og sange om drager. Thrash var min ting, crossover og på det seneste den nye dødsmetal, der var ved at overtage det hele, få al anden metal til at lyde spag og ufarlig. 

Men noget har alligevel tiltrukket mig ved den plade, nok til at jeg brugte den uges frokostpenge på den i stedet for noget død. Og selvom det jo altså egentlig var meningen, at de penge skulle have været brugt på frokost i stedet for de plader, jeg smuglede hjem, måtte jeg alligevel tage den med ind i stuen for at få min mor til at forsøge at oversætte det latinske tekststykke i gatefolden for mig. “A furrore normannorum libera nos domine,” noget med, at nogen beder Herren om at befri dem for normannernes rasen over et fredfyldt sceneri med solopgang over havet og gus over våde sten i vandkanten, det passer overhovedet ikke sammen. Men der er andre ting, der passer sammen på den plade: Sangene stillet op i en anden rækkefølge end den, de kommer i på pladen, fortæller historien om en vikings fødsel, opvækst, togter, krige og død og gennem hans historie om vikingecivilisationens endeligt med kristendommens komme. 

Og noget blev vakt i mig af den plade, og ham det 14-årige avisbud, jeg var, han føler det, da han standser op ved den vej, der løber mellem ungdomsboligerne og rækkehusløkkerne. Hans fingre er dybfrosne, huden på de bare knæ gennem cowboybuksernes huller blålilla, tæerne i basketstøvlerne så iskolde, at det kommer til at prikke og svie helt uudholdeligt i dem, når han kommer hjem i seng igen, og blodet begynder at fosse igennem dem. Drengen ser mod sydøst, det blåner nederst på himlen, solen er på vej op, og han trækker den kolde luft dybt ned i lungerne, hoster et par gange, slår håret tilbage over skulderen og fylder igen sin brystkasse.

Uovervindelighed.

Mosh i sovesofaen

Hidtil havde metal for mig bevæget sig i en lige linje mod et endemål: Det hurtigst tænkeligt mulige. Sammen med mine kammerater, de par stykker andre fra klassen over, der fandt ud af, at vi havde metallen til fælles, havde jeg jaget det mål, moshet rundt på et loftsværelse med en skråvæg, man skulle passe på ikke at støde ind i, når man kastede sig fra kontorstolen ned i sengen til ‘Reign in Blood’, siddet med alt dirrende på mig og headbanget i spasmer til Pete Sandovals blastbeats på ‘Maze of Torment’, og i det tidlige forår følte vi os overbeviste om, at vi havde nået målet: Napalm Deaths ‘Mentally Murdered’ dukkede med et halvt års forsinkelse op i Van Rocks nyhedskasse, og med det samme vi hørte den, kiggede vi på hinanden og forstod, at fra nu af kunne det ikke gå hurtigere, det kunne ikke blive mere sindssygt, og vi ville blive nødt til at finde på noget nyt.

Det kan virke mærkværdigt nu, at det aldrig var faldet os ind før, at tunghed, det heavy i heavy metal, var en mulighed. Det er jo så oplagt, men det var bare slet ikke været det, vi lyttede efter i metal. Vi gik fra Iron Maiden til Metallica over Anthrax til Slayer, og det hele var så tyndt og diskantet i lyden. Selv når vi gik tilbage og hørte Black Sabbath eller Trouble, var det ikke tyngden, bunden i det, der ramte os, det var melodierne, længselsfuldheden. Vi havde hørt musik på en helt forkert måde, erkendte jeg, da jeg hørte ‘Hammerheart’. Så i efteråret 1990 var min verden udspændt mellem de to poler: ‘Mentally Murdered’ med sine seks sange på et kvarter tilsammen og ‘Hammerheart’ med sine syv sange på en lille time tilsammen, den ene det hurtigste, jeg nogensinde havde hørt, den anden det langsomste, begge det tungeste, for jeg havde lært at høre efter det nu, og jeg kunne høre, at det osse var i Napalm Death, at det var i Morbid Angel og Entombed, og med et slag gjorde det al musik, der ikke var så tung og ekstrem som dem, komplet overflødig, svagelig.

Det var ikke alle, der var lige så lette at overbevise om, at der fra nu af ville være et før og et efter ‘Hammerheart’, selvom ingen kunne benægte, at Bathory havde fat i noget stort her. Der var folk i metalmiljøet, der talte om Quorthon, som var en særling, og at det vist i virkeligheden kun var ham, der var Bathory, at dem, der var med i videoen til ‘One Rode to Asa Bay’, bare var nogle, der var hyret til lejligheden. At Quorthon havde spillet black metal før, at han havde opfundet den, og at han havde kasseret en hel plade, han havde indspillet inden den her. Quorthon var lidt en, man grinte ad, men ingen kunne få sig selv til at benægte, at det her, den her plade, den var noget særligt, det var ikke en plade som andre metalplader. Der skete et eller andet her. Det had, der er til kristendommen i ‘One Rode to Asa Bay’, det triggede noget i os, uretfærdigheden, følelsen af at det var noget, der burde hævnes. For de gamle guders skyld. Hvordan man så end skulle gøre det, hvordan man skulle angribe den kristendom, der var så indgroet en del af det samfund, vi levede i periferien af. Der skulle ikke gå mere end et lille års tid, før der var nogle unge nordmænd, der under indflydelse af Bathory fandt ud af, hvordan man kunne hævne sig.

‘Hammerheart’ er Bathorys mesterværk. Det er ikke den eneste Bathory-plade, der med rette kan gøre krav på at blive kaldt et mesterværk, de færreste ville løfte et øjenbryn, hvis nogen kaldte ‘The Return...’, ‘Under the Sign of the Black Mark’ eller ‘Blood Fire Death’ for mesterværker, selv den lidt usikre debut ville man kunne bære over med at høre udnævnt til et mesterværk. Men det er ‘Hammerheart’, der står ud i diskografien. Det er den plade, der den dag i dag, 26 år senere, stadig tager pusten fra nye lyttere og vinder fans blandt metal-novicer, fordi den er så meget, og fordi den er så tidløs i sin lyd. Hvad end det er, der er sket under indspilningerne i Heavenshore-studiet, hvor også de foregående Bathory-plader – med undtagelse af ‘The Return...’ – blev indspillet mellem bilreservedele og skrot, efterhånden som studiet blev omdannet til bilværksted, så har Boss og Quorthon ramt en lyd her, som de aldrig før eller siden skulle ramme. Quorthons guitartone er fuldstændigt ætsende, trommerne buldrer tungt – muligvis et resultat af, at ejerne af lokalerne på dette tidspunkt havde fjernet lydisoleringen, så der ikke var noget til at tage af for resonansen – og niveauerne indstillet, så alt næsten drukner i hinanden, fræserguitar, bulderbas, bumletrommer, synthesizer-gjalderhorn og Quorthons triumferende, hæse råben, men kun lige akkurat er adskit nok, til at alt står helt tydeligt frem. Det er den lyd, Steve Albini næsten formåede at ramme på High On Fires hovedværk, ‘Blessed Black Wings’, 15 år senere, og den lyd, som Kurt Ballou siden har gjort til sit varemærke i God City Studios, men den lyd er ikke deres, den er Bathorys lyd.

Kompositorisk er ‘Hammerheart’ også Bathorys mest gennemarbejdede værk, fra ‘Shores in Flames’’ atmosfæriske åbning og den ligeledes højstemte hymne ‘Song to Hall Up High’ over de martialt monotone ‘Valhalla’ og ‘Home of Once Brave’ og de snappe, riffbårne ‘Baptised in Fire and Ice’ og ‘Father to Son’ til den afsluttende hymne ‘One Rode to Asa Bay’. Det er de sange, der gør ‘Hammerheart’ til ikke bare Bathorys vigtigste, men en af metallens vigtigste plader overhovedet.

Hybris

I 1991 er Quorthon 25 år gammel, har udgivet fem album internationalt og tjent så godt på dem, at da han er ude for at kigge på en ny Harley Davidson sammen med sin far, har han taget kontanter med til at betale det fulde beløb, så han kan køre hjem på den. Forhandleren tror selvfølgelig, at han er rocker og kriminel, men det lykkes Boss at få ham overbevist om, at Quorthon bare ikke nødvendigvis ved så meget om, hvordan normale mennesker gør ting. Quorthon har ikke haft en gængs ungdom, og i hans voksenliv lever han uden synderlig meget kontakt med omverdenen, mens han skaber storværker. 

For en mand, der ikke kan holde på et band, er det en ganske succesfuld musikkarriere, han har kørende. Og fordi han ikke har noget band at skulle turnere med eller øve med, og fordi han har fået stor nok kommerciel succes til ikke at skulle bekymre sig om penge, har han fred til at skabe de her kolossale værker på frygtindgydende kort tid. Der er 14 måneder mellem ‘Hammerheart’ og efterfølgeren ‘Twilight of the Gods’, og den eneste grund til, at der gik 1½ år fra ‘Blood Fire Death’ til ‘Hammerheart’, var, at han lige i mellemtiden skulle skrive og indspille et album, ‘Blood on Ice’, som han endte med at kassere, fordi han ikke troede nok på det. Eller som han selv efterfølgende forklarer: Fordi han var bange for, at springet fra de første pladers black metal, som stadig var præsent på ‘Blood Fire Death’, til den rendyrkede vikingemetal med ren vokal, som han foldede helt ud på ‘Blood on Ice’, ville være for stort for Bathorys fans.

Det har ‘Hammerheart’ bevist, at det ikke var: Pladen har været en stor succes, kritisk såvel som kommercielt, og der er ingen, der rigtig har anfægtet, at han har ladet blacken helt bag sig. Så hvad gør en succesfuld metalmusiker så, når alle omkring ham bekræfter ham i det, hans ego i forvejen fortæller ham, at han er ufejlbarlig; hvad gør han, når han føler sig uovervindelig?

OK, der er en oplagt svarmulighed, men der går lige et par år mere, før vi når til den: Hvad Quorthon gør, er naturligvis at lave et album baseret på Nietzsches filosofi, som den rulles ud i ‘Afgudernes tusmørke’. Med al den autoritet, et konceptalbum om vikingernes storhed og fald giver ham, udsender Quorthon fra toppen af sit bjerg bandbuller mod det moderne livs forjagethed, overfladiskhed, åndløshed, historieløshed og griskhed. Han besynger de mægtige forfædre som antitesen til fedtede TV-prædikanter; med et lidt historisk uheldigt billede marcherer han under runerne til kamp for forne tiders nordiske stolthed.

Åh.

Nu, hvor Quorthon er blevet bekræftet i, at det var den rigtige retning, han gik i på ‘Hammerheart’, tager han skridtet fuldt ud på ‘Twilight of the Gods’: Der er ren vokal over hele linjen, og selvom den repetitive monotoni stadig bliver brugt på numre som ‘Blood and Iron’ og helt eminent i ‘Bond of Blood’, der nærmest fungerer som et koda til ‘To Enter Your Mountain’ i den måde, den skræller det nummer ned til sine simpleste byggesten og gentager dem i sløjfe, så bliver lydbilledet åbnet meget mere op. Boss lader ikke længere alt kværne så tungt af sted, som han gjorde på ‘Hammerheart’, men giver rum til detaljerne, til de akustiske guitarer, til koret, til Quorthons vokal.

Det er ikke udelukkende godt.

Quorthon var fremragende til at råbe-synge henover det brusende hav på ‘Hammerheart’: Hans stemme er ikke helt modnet til at stå på bjerget og synge dybfølt. Det bliver lidt pinagtigt sine steder på et nummer som ‘Under the Runes’, men altså, på den anden side så fuck nu det, for det er ikke desto mindre et af de bedste numre, Quorthon overhovedet har skrevet. Den episke opbygning med akustisk guitar, superriffet, der sætter ind med tusinder af knyttede næver løftet mod himlen, den måde, det lukker sig om sig selv på på ingen tid ved at gå tilbage i den akustiske guitar helt alene, efter at have været en hel koncertsal fuld af Quorthoner. Det er uovertruffent.

Ude af trit med sin tid

Uovertruffent er også det stort anlagte titelnummer med sit messende kor, sin tonstunge afsky for moderniteten og sin Joey DeMaio-bassolo hen imod slutningen. Det er godt, ‘Twilight of the Gods’ er sådan set en virkelig god plade, og derfor er det osse lidt svært at sætte fingeren på, hvad det er der galt med den, da den unge Jon køber den ved udgivelsen. Dødsmetallens sejrsridt har sikkert fået det storladne til at fremstå lige vel pompøst, lyden er alt for klar og poleret i forhold til det, der kommer ud af Sunlight Studios et andet sted i Stockholm. 

Det troede jeg i hvert fald dengang. Når jeg hører ‘Twilight of the Gods’ i dag, er det mest markante ved den, at den mangler sin forgængers heaviness, og at den heaviness kunne have gjort det mindre pinefuldt at høre Quorthon være følsom. Altså, på omkvædet til ‘To Enter Your Mountain’ kan man ikke rigtig undgå at høre, at hans register har sine begrænsninger, og selv hvis det skulle lykkes en at bilde sig selv ind, at det sgu er cool nok, så er der det afsluttende orkesternummer til at slå helt tydeligt fast, at det er det altså ikke. Det er ikke for det, ‘Hammerheart’ – ‘Twilight of the Gods’’ afsluttende nummer, ikke albummet – er rørende i sin storladne ubehjælpsomhed, sin skamløse megalomani, en parallel til Manowars ‘Heart of Steel’, bare baseret på et rigtigt klassisk stykke, Gustav Holsts ‘The Planets’. Det er et nummer, man godt kan få sig selv til at elske, men ikke uden ironi. Det er for forfærdeligt til, at jeg vil linke til det, så her er i stedet Harvey Milks bearbejdning af det:


(godt 2 minutter inde for de utålmodige).

Ah, det lettede.

Hvor ‘Under the Sign of the Black Mark’ fire år tidligere afsluttede Bathorys black metal-trilogi, afslutter ‘Twilight of the Gods’ Bathorys vikingemetal-trilogi. Forude venter 90’erne. Skælv.