Forviklede tentakler i nye klæder
Populær
Til trods for en opsigtsvækkende teknisk overlegenhed lykkes Krallice kun momentvis med at skifte klæder og skrue helt op for de progressive elementer på 'Ygg Huur'.
2. Wastes of Ocean
3. Over Spirit
4. Tyranny of Thought
5. Bitter Meditation
6. Engram
De fleste anmeldelser af 'Ygg Huur' har hidtil taget udgangspunkt i Krallices tilknytning til den nye bølge af amerikanske black metal-bands, som fortjent eller ufortjent især har haft Liturgy og Deafheaven helt i front til at tage imod både hyldesten, men så sandelig også tæskene fra genrens puritanske bagside.
Og dermed blev denne anmeldelse altså heller ikke nogen undtagelse. Men at netop det er værd at nævne, er der i hvert fald to gode grunde til. For det første må det være af den simple årsag, at bandet til daglig hjemsøger Brooklyn, at Krallice er blevet suget ind i den indrømmet underholdende, men også meget selvmodsigende debat om netop black metalllens efterhånden meget lange rejse væk fra sit nordiske startpunkt. Det er historien om en genre, der begyndte i en total opløsning af musikalske konventioner, men (som med alle andre genrer) alligevel – groft formuleret – er endt med i sig selv at være en konvention i lighed med andre musikalske konventioner.
For det andet er Krallice slet ikke black metal længere. Men lad os bare kalde dem avantgarde black metal. Avangarde er i sin grundform forestillingen om noget andet (i håbet om noget bedre) end det allerede bestående. At være søgende og åben for nye perspektiver. Og det er Krallice på 'Ygg Huur'. Et evigt søgende bæst, der med frygt og lede lader sine lange tentakler snurre ind og ud af lytterens sanseapparat, uden nogensinde at forfalde til én bestemt idé.
En vindblæst død
Men det er også Krallices problem. Hvad vil de egentlig med det her album? Efter at have leveret fire velansete moderne black metal-værker, der har fokuseret lige så meget på brutale blastbeats som atmosfære og smukke melodier, oftest resulterende i klimaktiske crescendoer større end selve livet, er 'Ygg Huur' ved første lyt en overraskende vindblæst omgang.
Det er fire år siden, bandet udgav den anmelderoste 'Years Past Matter'. Et usædvanligt langt break for Krallice, som ellers har været særdeles produktive med et album om året siden begyndelsen. Og man kan med rette spørge sig selv, om det er overhovedet er det samme band, der nu er vendt tilbage.
Hvor inspirationerne før var hentet hos de traditionelle nordiske sortmetallere samt nyere bands som Agalloch og Wolves in the Throne Room, smager 'Ygg Huur' langt mere af teknisk dødsmetal, der i samspil og tone sågar vækker minder om selveste Death. En reference, man selvfølgelig ikke bare smider om sig med, men Krallice formår i glimt at tangere det legendariske orkester. Især i de hysterisk medrivende 'Over Spirit' og 'Bitter Meditation', hvor bandet vælter frem som en kæmpe metallisk blæksprutte. Bassen lever sit eget overjordiske liv, guitaristerne leger, fræser og hiver i tremolo-armen, mens trommerne er en ekvilibristisk opvisning i at dække selv de mest utænkelige huller uden at miste grebet om den bærende rytmik.
Stormfuld brainstorm
Det er forbandet velspillet, men også en smule hovedløst. Som om der ikke rigtig er nogen struktur overhovedet, men bare en masse forskellige stykker, som konstant afløser hinanden uden nogen som helst retning. Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at fire ud af seks numre varer præcis seks minutter og 42 sekunder.
Det er svært at sige, om der gemmer sig et budskab i det, eller om bandet bare har tænkt det som en sjov lille gimmick. Men det er også en sær tilgang til sangskrivningen, der blot forstærker fornemmelsen af, at albummet mere handler om at spille med de musikalske muskler end om at komponere egentlige numre.
Det hele vælter sammen i desperate skrig, som ligger konstant lavt i mikset, og et virvar af alle tænkelige instrumentale ideer, som kunne tænkes at presse sig ind på et album. Med musikere fra både Behold...The Arctopus og Dysrhythmia er Krallice et band bestående af nogle af de mest progressive metalmusikere i New York, men de forsømmer at finde deres egen identitet på 'Ygg Huur', der i det store hele slår ud som et album, der med tiden muligvis kan åbenbare sig, men stadig efter utallige gennemlytninger ikke rigtig sætter sig fast, selvom de som band imponerer.
Hvis Krallice næste gang kan forene deres nye ekstreme lyd med deres hidtidige velanrettede sans for melodi og stemning, så kunne de sagtens gå hen og eksplodere sig selv til storhed. Og samtidig forklare, hvorfor det denne gang føles mere som en stormfuld brainstorm end et færdigt værk.