Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Top 10

Populær
Updated
Top 5 - Top 10

Vi er faldet for en udfordring på Facebook. Her får I de 10 plader, der har haft størst betydning for vores nordjyske del af redaktionen.

Vores top 5-format bliver i denne uge undtagelsesvis ganget med to. Den seneste trend på Facebook er, at man skal liste de 10 plader, der har betydet mest for én. Tidligere var det proletariatet, der i foråret nominerede hinanden til at hoppe i havet. Desværre gjorde alt for mange det så sent på året, at de ikke blev deri længe nok til ikke at kunne nominere nogen bagefter, så det blev en landeplage på niveau med Chili Klaus. Det elitære metalpublikum holdt sig næsten for gode og sobre til at hoppe med på vandvognen. Lige indtil én eller anden var så snedig at finde på et trick, som selv ikke den mest hærdede og vrisne musikelsker kan holde sig fra at hoppe på.

Lav en liste. Din allermest elskede liste af alle. Dine favoritplader. Og for lige at give den en knivspids malurt, så det både bliver irriterende og udfordrende, så sikrer man, at ingen kan lade være. Du skal begrænse dig! Det er ingen hemmelighed, at mange af os, der hører heavy metal, gør det af et godt hjerte. Vi elsker simpelthen musikken. Lige så meget som vi elsker at hade andres musiksmag, lige så meget elsker vi den og dem. Det betyder, at vores musiksamlinger oftest er et sted mellem 5-50 gange så omfangsrige som alle andre, vi kender, der lytter til almindelig pop, rock og techno. 

Det er der kommet rigtig mange sjove top 10-lister ud af. Nogle formår lige nøjagtig at holde sig ved de 10, mens andre må kapitulere og lige smide en 10-15 stykker oveni som bilag for at understrege, at 10 plader ikke kommer i nærheden af at kunne tegne et bare nogenlunde billede af, hvordan ens musiksmag blev formet i ens ungdom. Vores egen Lars Schmidt forsøgte forgæves at undertrykke sit kærlighedsforhold til Thin Lizzy og Deep Purple ved at liste fem plader med hvert band og nåede samtidig også, at få plads til Rainbow, Black Sabbath, The Beatles, Dire Straits, Iron Maiden, Metallica og The Police. Imponerende og samtidig matematisk udfordrende!

Det understreger, hvor umuligt det er at begrænse sig i denne opgave. Vi vil hjertens gerne lege med på legen, men vores kærlighed til musikken gør, at vi sprænger rammerne af et godt hjerte og lader det løbe af med os i et frustrerende forsøg på, at fortælle omverdenen, hvor højt vi skatter den musik, der har formet vores ungdom og voksenliv.

Nuvel. Du troede måske, at denne skribent så ville gå planken ud og begrænse sig til en top5. Men det lader sig ikke gøre. Jeg vil dog holde den på 10 plader og i stedet forklare i dybden, hvorfor netop denne plade nåede ind i top 10. Kraftigt inspireret af min anmelderkollega Peter Béliath, der i min bog er en af de bedste og vigtigste skribenter, vi har haft i dansk hårdrockhistorie. Jeg når ham ikke til sokkeholderne, men vi kommer fra samme by, så jeg låner lidt af hans ideer. Hermed min top 10 over de plader, der har betydet mest for mig i mine unge dage.

1. Metallica - Master Of Puppets (1986)

Ikke nogen overraskelse. Metallicas mesterværk. Den er spækket med tidløse klassikere. Jeg hørte den første gang omkring udgivelsen, da jeg sad hjemme hos en af mine bedste venner. Han havde en storesøster, hvis kæreste var nogle år ældre end os, og han var så flink at låne sin kærestes lillebror den nyindkøbte plade. Jens, som min ven hedder, satte pladen på, og jeg tænkte med det samme, at det var alt, alt for vildt til, at jeg nogensinde ville kunne komme til at lide det. Jeg bad Jens tage den af pladespilleren og sætte 'Who Made Who' på igen. Der gik dog ikke mange måneder, før jeg faldt til patten, og jeg har siden diet ukritisk ved denne utømmelige kilde af god musik, der er gravet ned i vinylen. Otte numre. Otte perler på en snor, hvor specielt titelnummeret og den instrumentale 'Orion' for mig står som noget af det ypperste nogensinde skabt i denne verden. Her knap 30 år senere er jeg selv mere glad for efterfølgeren, der trods kritik for en aparte produktion er noget af det smukkeste, jeg har i samlingen. Men 'Master Of Puppets' var min første oplevelse med Metallica, og den umiddelbare frygt, jeg havde for musikken og genren, har haft en afgørende betydning for udviklingen af min musiksmag.

2. Iron Maiden - Seventh Son Of A Seventh Son (1988)

Pladen, der for alvor satte tingene på plads. Jeg havde slået græsplæner i nabolaget til en 20'er stykket i flere somre og samlet 'Killers', 'Piece Of Mind' og 'The Number Of The Beast' til huse, men det var, da 'Seventh Son Of A Seventh Son' udkom, at det hele gik op i en højere enhed. Jeg boede oppe i Nordjylland, hvor der var langt til nærmeste musikforretning i storbyen Hjørring, men jeg fik alligevel tiltusket mig et eksemplar på bånd. Sangen 'Can I Play With Madness' satte sig med det samme, og på en sommerferie i Norge havde jeg kun den ene plade med. Det blev til 14 dage med en Walkman og fire AA-batterier, der med al deres akkumulerede energi fik sat tingene på plads i mit hoved. 

3. AC/DC - The Razor's Edge (1990)

Igen, jeg havde allerede 'Flick Of The Switch', 'Who Made Who', 'Back In Black' samt en overspillet version af 'For Those About To Rock... We Salute You' på bånd. Men da 'The Razor's Edge' udkom, var det endegyldigt. Den blev spillet ofte, og jeg husker, at en nabodreng knækkede sin nål på pladespilleren, mens vi sad og hørte 'Thunderstruck' om og om igen. Vi skillingede sammen, så han kunne få en ny nål, og så kørte det bare videre. Det var her, MTV for alvor eksploderede, og det satte et eksprestog i gang, hvis ild og fart fik næring af et fritidsjob, der muliggjorde flere indkøb, også takket være en svensk krone, der blev devalueret nogle år senere.

4. Deicide - Deicide (1990)

Utvivlsomt den vigtigste skive i dødsmetallen for undertegnede. Her gik det hele op i en højere enhed. Brutaliteten i genren, der gjorde, at jeg med det samme faldt pladask for musikken. Her var der bare endnu flere facetter, der understregede det faktum, at det næppe kunne blive meget bedre. Teksterne, symbolikken og forsangerens pande var så satanisk, at det ikke kunne blive vildere. Ungdomsoprørets perfekte plade. Læg dertil, at Deicide havde lavet en fantastisk fængende plade, hvor der på flere numre var reelle melodier, der lød godt. Det var ikke kun brutalt. Det var også virkelig godt. Produktionen sad lige i skabet. Pladen havde ganske simpelt ingen svage punkter. Den dag i dag står den stadig som noget helt specielt. Det var min indgang til den mere brutale, dystre og konfronterende del af metalgenren.

5. Pantera - Cowboys From Hell (1990)

Da Metallica ikke var hårdt nok længere, skulle der andre og flere boller på suppen. Pantera faldt ned i min turban som en moden appelsin, det bare gjaldt om at få sat tænderne i og lade saften forsøde tilværelsen. At Pantera fulgte pladen op med yderligere tre plader på samme høje niveau gjorde kun, at mit kærlighedsforhold til bandet forbliver eviggyldigt. Det er også det eneste band, der gik min næse forbi. Jeg havde billet til en koncert med dem i Sporthalle i Hamburg i 2001, hvor de skulle spille sammen med Slayer, Cradle Of Filth og Biohazard. Desværre røg der et par fly ind i nogle bygninger i USA en måned før denne koncert, og Pantera aflyste. Resten gennemførte heldigvis showet, men Pantera slap igennem fingrenem og qua en forstyrret fan og en Damageplan-koncert senere blev drømmen umuliggjort. Pantera er 'the one that got away' for mig. Dimebags næse for melodier og evner på en guitar er i særklasse, og sammen med Phil Anselmos galde spyttet ud i mikrofonen gjorde det, at Pantera blev en monstrøst vellydende måde at kanalisere vrede ud. 

6. Carcass - Heartwork (1993)

Pladen, der skabte genren, vi i dag kender som melodisk dødsmetal. Carcass satte i den grad standarden for, hvordan man skruer en vellydende plade sammen, der udover melodi også indeholder nerve og intensitet. Den blev købt på cd på en af mine mange ture til Sverige i en tid, hvor den svenske krone var blevet devalueret, og tilsammen med den manglende punktafgift, som Danmark stadig havde på musik dengang, gjorde det, at det var meget billigere lige at tage til Göteborg og handle stort ind. Carcass havde musikken og er for mig symbolet på den tid, hvor samlingen for alvor blev udbygget. En plade, der ikke har mistet styrke med årene. Tværtimod.

7. Death - Spiritual Healing (1990)

Den første oplevelse med Chuck Schuldiner. I mine spæde år som fan af dødsmetal, uden internet eller musikblade, var det lidt af en jungle at manøvrere rundt i svenske musikforretninger. Men når bandet hed Death, kunne det da ikke gå helt galt? Jeg fik den med hjem på min første tur over Kattegat og her blev et tæt forhold til Chuck Schuldiners musik grundlagt. Det blev kun styrket af pladerne 'Individual Thought Patterns' og 'Symbolic' samt en vis musikvideo til sangen 'The Philosopher' på MTV, der satte en tyk streg under, hvor meget Chucks melodiske og filosofiske dødsmetal passede ind i mit kram. En koncert i Århus i september måned 1995 beseglede min skæbne. Det var 'Spiritual Healing', der startede det hele. 

8. Type O Negative - October Rust (1996)

Som så mange andre blev jeg fanget af musikvideoerne til 'Black No. 1' og 'Christian Woman' på MTV og havde da også hurtigt både den 14 sange lange version af 'Bloody Kisses' på cd samt en digipack-udgave med kun ni sange. Men da først det misantropiske mesterværk 'October Rust' udkom tre år senere, blev jeg for alvor fanget i Pete Steeles gotiske univers af selvhad og desperate forhold til kvinder, der ramte en usikker nordjyde på det helt rigtige tidspunkt. Koncerten i Vega i foråret '97 på turnéen til netop 'October Rust' er samtidig af flere personlige årsager den bedste koncert, jeg har oplevet med Type O Negative. Et band i storform og en ung nordjyde, der var groet personligt i tiden fra pladens udgivelse og frem til koncerten betød, at flere ting gik op i en højere enhed den aften. 

9. Emperor - In The Nightside Eclipse (1994)

Pladen, der står langt over, hvad nogen anden plade i black metal nogensinde vil kunne drømme om at opnå. Forsinket pga. så rigeligt med kontroversielle hændelser i og omkring bandet var det en øjenåbner af rang, og samtidig indeholdt den noget musik, der hensatte én til lige dele isnende kulde og fantastiske, drømmende vandreture i egne tanker. Den betød, at jeg for alvor gravede mig ned i genren, og her 20 år senere stadig nyder at være nået ind i den verden. Igen står den ud, fordi melodien akkompagnerede den uimødekommende lyrik på så forbilledlig vis, at den fremstod som noget helt specielt. Den kunne og turde være andet end bare ond. Den var og er også smuk. At forene det smukke og onde på en plade var præcis det, Emperor gjorde med 'In The Nightside Eclipse'. 

10. Megadeth - Youthanasia (1994)

Uden sidestykke Megadeths bedste plade. Som man nok kan ane, så tegner der sig et mønster i min top 10. Melodien trumfer alt andet. Formår kunstneren at lave et fængende omkvæd, et godt riff og nogle kompositioner, der bare lyder godt, så er jeg billigt til salg. Her havde Dave Mustaine begivet sig ud på en rejse, der delvist kulminerede med 'Rust In Peace', og han nærmede sig toppen med 'Symphony Of Destruction' fra 'Countdown To Extinction'. Da 'Youthanasia' udkom, var jeg blevet gjort mør af thrash, black og dødsmetal i nogle år, og alle porer i kroppen var klar til at suge en vellydende plade til sig. Det var præcis, hvad 'Youthanasia' var. Den blev samtidig mere eller mindre overset af stort set alle og, kun 'A Tout Le Monde' fik lidt opmærksomhed, fordi MTV nægtede at vise videoen, da de mente, at den advokerede for selvmord. Heldigvis kom 'Reckoning Day' og 'Train Of Consequences' op på kanalen, men pladen blev overset, og det er derfor kun et fåtal, der sådan for alvor har fået muligheden for at nyde et af Megadeths stærkeste numre i 'I Thought I Knew It All'. En perle.

Og sådan kom jeg på 10 plader af en samling på over 1000. Under 1 % er repræsenteret. Hvordan har jeg kunnet undgå at inkludere navne som Slayer, Machine Head, Cannibal Corpse, Morbid Angel, Darkthrone, Sepultura, Obituary, Mayhem, Dimmu Borgir, Hypocrisy, Burzum og mange, mange flere, hvis plader jeg naturligvis har alle sammen af, endda sommetider i flere udgaver, og som jeg har lyttet til i timer, dage, uger og år? En top 10 er ganske simpelt umulig at lave uden at blive tvunget til at udelade meget vigtige plader, der har haft afgørende betydning for i hvilken retning ens musiksmag er gået. Men en top 10 er det dog blevet til. Som Peter Béliath meget præcist skrev:

"Alt fedt er blevet skåret fra – ja, der er ikke kun blevet skåret TIL benet. Der er blevet skåret helt NED i benet på denne liste over de 10 mest betydningsfulde albums i mit liv."

Tænk sig, at skulle begrænse sig så meget, at man har skåret Slayer, Morbid Angel og Sepultura fra? Det er uretfærdigt. Jeg nægtede egentlig at lege med. Men ideen med en liste er alligevel så tillokkende, at jeg falder for fristelsen og derfor ofrer Hanneman, Trey og Max for at lege med. Jeg skulle skamme mig!

Titlen skriver top 5. Jeg har lavet en top 10. I er blevet ført bag lyset. 

Menu