Metaldiktator: Carcass - Heartwork

Populær
Metaldiktator: Carcass - Heartwork

Om et par uger udgiver Carcass deres første studieplade i 17 år. Inden da kigger vi på deres musikalske højdepunkt, mesterværket 'Heartwork' fra 1993.

Kunstner
Titel
Heartwork
Dato
18-10-1993
Label
Trackliste
1. Buried Dreams
2. Carnal Forge
3. No Love Lost
4. Heartwork
5. Embodiment
6. This Mortal Coil
7. Arbeit Macht Fleisch
8. Blind Bleeding the Blind
9. Doctrinal Expletives
10. Death Certificate
Karakter
666

Carcass er en forjættet størrelse, der i undergrunden nyder stor anseelse for deres vanvittige debutplader, der sammen med Napalm Death var med til at grundlægge genren grind core, som den dag i dag fostrer bands, utvivlsomt inspireret af netop disse to bands' første plader. Men Bill Steer, Jeff Walker og trommeslager Ken Owen ville andet og mere end bare vade rundt i smult vande. Én genre opfundet og overvundet. Derfor eksperimenterede de med mere regulær dødsmetal på deres anden studieplade 'Symphonies Of Sickness', der antydede, at Carcass ikke ville forblive i samme støbeform, som debutpladen 'Reek Of Putrefaction' var lavet i. Her opfandt Carcass også et navn, der i dag står stærkt i metalkredse. De valgte nemlig den, dengang, i metalkredse relativt ukendte producer Colin Richardson. Før 'Symphonies Of Sickness' i 1989 havde Colin Richardson ikke kun produceret metal, men havde i knap 10 år lavet mange forskellige genrer. Efter den tur i studiet med Carcass skulle det ændre sig markant for produceren, der siden kom til at arbejde med førnævnte Napalm Death, Brutal Truth, Fear Factory, Slipknot, Gorefest, Machine Head, Cannibal Corpse og et hav af andre mere eller mindre kendte navne.

ENTER MICHAEL AMOTT

På deres turné for 'Symphonies Of Sickness' fik de selskab af svenske Michael Amott. Svenskeren gjorde så stort indtryk på de grundlæggende medlemmer, at han fik lov at blive og var med på den tredje plade 'Necrotism - Descanting The Insalubrious', omend han her ikke fik lov at brede sine vinger alt for meget ud. Pladen var en succes, og det var tydeligt, at Carcass var på en rejse mod noget mere melodisk, end det havde været tilfældet på forgængerne.

Så skruer vi tiden frem til 1993. Carcass gik i studiet i midten af maj måned og ironisk nok kom Michael Amott faktisk ikke med til indspilningerne. Han havde fået smidt sit pas væk på en rejse i Indien og kunne derfor ikke nå at komme til Liverpool da de skulle i studiet. Det er derfor kun Bill Steer, der høres på rytmeguitaren på 'Heartwork'. For efter en god måneds tid i Parr Street Studios i Liverpool var Carcass og Colin Richardson tilfredse med resultatet, og pladen blev sendt til mix og udgivelse.

ALIEN MEETS CARCASS

18. oktober 1993 lander 'Heartwork' så på pladehylderne. På coveret ser man et fredssymbol og en underlig rygrad med hænder spændt ud over symbolet. Skulpturen er lavet af den surrealistiske kunstner, schweizeren Hans Rudolf Giger, der blandt filmnørder nok bedst kendes for sit arbejde i Alien-filmene (og blandt metalfans bl.a. er kendt for at have lavet covers for bl.a. Celtic Frost, Danzig og Atrocity og sceneudsmykning for Korn). Instruktøren Ridley Scott var meget imponeret af Gigers værker, hvorfor han valgte at arbejde sammen med Giger på den første Alien-film, hvor Giger var en del af special effects-holdet og vandt en Oscar for sin indsats. Derefter brugte man ham også i resten af serien. Netop Gigers fascination af den menneskelige anatomi kædet sammen med maskiner og stål i en kold atmosfære var præcis, hvad Carcass fik i deres cover. Musikvideoen til titelnummeret 'Heartwork' er også tematiseret således, at det handler om tilblivelsen af coveret akkompagneret af bandet, der står og spiller sangen i det industrielt inspirerede atelier.

HEADBANGERS BALL GAV EKSPONERING

Heldigt for Carcass var 1993 også året, hvor Headbangers Ball på MTV i Europa var på sit allerhøjeste. Det betød også, at den førnævnte musikvideo fik en ganske god eksponering, og 'Heartwork' blev hurtigt en skive, som alle kendte, og Carcass fik mejslet deres navn ind i enhver metallytters forreste pandelapper.

Her kan du nyde musikvideoen til 'Heartwork':


Pladen 'Heartwork' i sig selv indeholder en perlerække af gode metalsange. Det er på denne plade, at Steer, Walker og Amott kunstnerisk finder fælles fodslag. Det melodiske indspark fra Amott kombineret med Steers og Walkers gode ører for rytme og aggressivitet betød, at 'Heartwork' blev en kompleks skive og alligevel skrevet og produceret, så den var letfordøjelig for nye lyttere.

'Buried Dreams' er første sang og lige fra start mærker man, at Carcass har ændret sig siden 'Necrotism...', idet introen er klassisk metal, med den knitrende lyd, som Carcass alle dage har haft over sine guitarer. Jeff Walkers vokal er mere ren, end den nogensinde har været før, hvilket kombineret med den nye lyd gjorde, at den hårde kerne af Carcass-fans fra den tidligere periode havde lidt svært ved at acceptere den kunstneriske drejning, som Carcass tog.

For i gamle dage var det jo grind core med pladecovers, der var et sammensurium af billeder fra retsmedicinernes scrapbøger, sangtitler, der antydede, at Carcass var forelsket i rådne kadavere, og alt der følger med den ånd. På 'Heartwork' er alt det væk. Coveret er nøgent og koldt stål. Logoet er ændret fra det klassiske cover til bare at være almindelige bogstaver i samme type som albummets titel og sangtitlerne, og teksterne er også anderledes.

På albummets anden sang 'Carnal Forge' fortsættes stilen, hvorfor det nu er klart for enhver, at det her er noget helt andet end de tre foregående plader. De gode sange fortsætter og bliver bare bedre. For tredje skæring er 'No Love Lost', der er en ret simpel sang, og som er blevet en evergreen i Carcass-historien. Derefter kommer titelnummeret 'Heartwork', der utvivlsomt skal have en stor del af æren for, at pladen som helhed blev så populær, som den blev i 1993.

Modsat hvad man kunne frygte, så bliver pladen dog ikke dårligere på anden halvdel. Tværtimod. Med 'Embodiment', 'This Mortal Coil' og ikke mindst den fantastiske 'Arbeit Macht Fleisch' fortsætter skiven med at henrykke lytteren i det salige miks af aggressiv dødsmetal med en snert af grind core over sig, og så de melodiske elementer, der er stærkt medvirkende til, at lyden og sangene forbliver relevante her 20 år senere. Selv slutspurten med 'Blind Bleeding the Blind', 'Doctrinal Expletives' og 'Death Certificate' indeholder samtlige af de førnævnte elementer, der er med til at runde skiven af som et regulært mesterværk.

VARM MODTAGELSE

'Heartwork' blev så stor en succes, at Carcass efterfølgende, som det første metalband nogensinde i den ekstreme genre, blev tilbudt en pladekontrakt med Columbia Records/Sony. Desværre blev det aldrig til noget. Det store pladeselskab ville styre Carcass for meget, og det hele flød ud i sandet. Carcass gik i opløsning nogenlunde samtidig med, at de kom tilbage på Earache, der havde udgivet samtlige af deres tidligere plader, inklusiv 'Heartwork'. Efterfølgeren, der med sin passende titel 'Swansong' blev derfor udgivet d. 10. juni 1996. Efter, at bandet officielt var gået fra hinanden.

Med den kedelige afslutning på et bands levetid står 'Heartwork' derfor som deres største øjeblik i karrieren. Både kunstnerisk og popularitetsmæssigt. Carcass var kæmpestore i 1993 og 1994. Men der er som bekendt langt ned fra de høje tinder, og falder man, så lander man hårdt. Sådan gik det desværre for Carcass.

Men 20 år efter udgivelsen af 'Heartwork' er Carcass dog i live igen. De blev kort gendannet omkring 2007, og i 2008 bragte det dem bl.a. forbi Wacken Open Air og Danish Metal Awards. I år skriver vi så 2013, og deres første album siden 1996 udkommer i næste måned. 'Surgical Steel' hedder det, og det bliver spændende at høre, hvorvidt det kan nå 'Heartwork' til sokkeholderne eller bliver endnu større.  Indtil vi får vished om dette, står 'Heartwork' som et tidløst mesterværk, der bør nydes af alle, der har hang til ekstrem musik tilført lige dele melodi og godt sanghåndværk.

Her er endnu en smagsprøve i form af Carcass' officielle musikvideo til 'No Love Lost'.