Fascinerende
Populær
Dirty Days of Summer på Amager-spillestedet Beta blev afsluttet på fornemste vis af Deafheaven, der spillede en stærk og intens, omend lidt kort koncert.
Amerikanske Deafheavens musik, som blander black metal med shoegazer og post metal, er noget, som flere har en holdning til. Det har ført til betegnelser som hipster-black og Fjenden, som faste læsere på Devilution nok er stødt på, har ytret sig mere end skeptisk overfor bandet og tendensen (læs fx her). Og andre har gået samme vej.
Der var derfor ikke andet for end selv at få et syn for sagen. "Hipster" kan dække over så mange ting, så lad den del ligge, og lad det blot konstateres, at Deafheavens stiftende medlemmer, George Clarke på vokal og Kerry McCoy på guitar, i hvert fald ikke ligner noget, der er vandret ud af de norske skove i fuld corpsepaint. Det er snarere hr. Bankmand og hr. IT-Nørd. George Clarke har vandkæmmet hår og sort skjorte, der er knappet helt op i halsen. Ikke et smil smider han fra læberne koncerten igennem. Kerry McCoy bærer briller på markant stel og har en art mislykket svensker/tysker/Polle-fra-Snave-garn.
Når musikken smadrer mest igennem, så er det svært at tro, at de to herrer og følgesvendene står bag det, man hører. Det er voldsomt, og det lyder bekendt: black metal. Men der er noget mindre bistert over guitarlyden, som i de tonsende akkorder rammer en nærmest symfonisk top, så det får en snert af keyboardlyd. Akkorderne skiftes flittigt, og man forstår let bandets succes, for der gemmer sig fantastisk mange spændende opbygninger, akkordskifter og tonevalg, der på et splitsekund ændrer mørke til håb - og tilbage igen. Der bliver ikke talt meget til publikum, kun et par sangtitler nævnes, og tak til publikum. Naturligvis.
Dualitet i musikken
Det var smukt - ikke kun i de stille passager, som i princippet kunne minde om Wolves in the Throne Rooms ditto eller for den sags skyld norske ...In the Woods, men med en mindre dyster, transcenderende effekt og i stedet med melodisk finesse som hentet i indie-poppen. Men også de voldsomme passager var flotte, så kun trommernes hurtige puls og den næsten Burzum-agtige skrigevokal holdt helt og holdent fast i black metal-inspirationen.
Beta var perfekt til oplevelsen. Lyden var god, så begge guitarer fik plads, mens bassen lagde en god bund, omend med lidt anonymt spil. Trommerne tonsede, men med hver en detalje bibeholdt i lydbilledet. Og så var der udsolgt, hvilket gav et let pres frem mod scenen, så band og publikum virkelig kunne komme hinanden ved. Og George Clarke var trods fraværet af smil ikke totalt indelukket, som han lænede sig udover publikum med foden på monitoren og med mikrofonstativet som balancestok. Fagterne var vilde og hans blik skulende. Påtaget, bevares, men man må give ham, at han var konsekvent med det, selv når en pause mellem et nummer lige blev lidt længere, end den burde have været.
For lige at drille kritikerne, så bar guitaristen Shiv Mehra en Darkthrone t-shirt. Deafheaven var ikke "farlige" som norsk black metal, da det brændte igennem i sin tid, men der var lånt en masse af det gode derfra og tilføjet en selvstændig lyd og nogle interessante finesser. Fascinationen af amerikanerne kan i hvert fald godt forstås.
Alt i alt en fremragende koncert, der blev holdt lige under en time, og derfor godt måtte have varet lige lidt længere. Til gengæld var det ganske intenst.
Som det plejer - men mere vellykket
Før den amerikanske headliner gik på, havde lokale Redwood Hill varmet publikum op. Det var lidt som det plejede med dem - dunkel , primært rød lyssætning, hættetrøjer på forsangeren samt bassisten og så ikke så meget snak. I hvert fald ikke før præsentationen af sidste nummer, et helt nyt nummer, som faldt efter 'Dybbuk', den normale afslutter. Men et smadret skind gav en lidt længere pause, hvilket fik Marco på vokal til at komme med en lille joke i det uheldige i dette, når nu det var bandet, "som er kendt for ikke at tale".
Herfra har der før været lidt skepsis overfor bandets musik, selvom meningen gradvist forstås mere og mere efter flere live-oplevelser. Det har manglet lyspunkter i de meget mørke og lange gentagelser under den hysteriske vokal. Men denne aften - i god lyd og med en scene, hvor afstand mellem band og publikum er minimal - så var der anderledes saft og kraft i musikken. Kontrasterne i de to guitaristers spil stod tydeligt frem, pirrede øret på positiv vis. Bassen var tung som altid, men denne gang på det helt rigtige niveau, så der også var plads til mange fede detaljer i trommespillet. Sættet virkede godt sat op, så bandets sans for opbygning af sangene virkelig kom til sin ret, og det kunne høres, at det hele faktisk ikke var så mørkt, for der var mange stærke melodier under overfladen.