Ritualer, romantik og sort magnetisme
Ponte del Diavolo forfiner deres blackened post-punk: mørkere, mere filmisk og langt mere afhængighedsskabende. De Venom Natura er gift, der virker.
Lunga Vita Alla Necrosi
Spirit, Blood, Poison, Ferment!
Il Velleno Della Natura
Delta-9
Silence Walk With Me
In the Flat Field (Bauhaus-cover)
Når thereminen først begynder at brumme i slutningen af åbningsnummeret ‘Every Tongue Has Its Thorns’, er det, som om rummet snurrer. Den der særlige, menneskeligt urovækkende frekvens – kendt fra de klassiske, italienske gialllo-film – lægger et slør af latent paranoia over lydbilledet. Det er ikke bare en effekt, men en programerklæring. Med ét står det klart, at ligeledes italienske Ponte del Diavolo ikke blot har tænkt sig at spille sikkert her på ‘De Venom Natura’.
Selv opdagede jeg bandet på Roadburn Festival sidste år, hvor de gennemspillede hele debutalbummet med en selvtillid, der allerede her føltes larger than life, ikke mindst fra Elba Del Diavolo i front. En koncert, der fortsat hænger ved og gjorde ventetiden på opfølgeren reel. Nu hvor et gensyn på Stengade venter i slutningen af marts, rejser spørgsmålet sig: er dette bare endnu et kapitel – eller er der et retningsskifte?
Svaret ligger et sted midt imellem. Italienerne fortsætter på sin vis deres egen særegne hybrid af doom, black metal og post-punk – eller som de selv kalder det: blackened post-punk. Det er stadig musik for os, der både vil danse og slå nakken løs, og som ikke sværger til genrepurisme. På ‘De Venom Natura’ fremstår udtrykket blot mere fokuseret: som en drømmeagtig, alkymistisk inspireret rejse gennem nihilistisk romantik og punket vitalitet. Titlen –“naturens gift” – føles på den vis ikke symbolsk, men klart metodisk.
Det dobbelte bas-attack er fortsat bærende. Sammen med de frie, næsten perkussive trommer skaber de en bund, der både er massiv og organisk. Valget af to bassister kunne let udvikle sig til en mudret mur, men her bliver det snarere til en art levende arkitektur: noget, der både kan knuse ribben og give plads til at trække vejret, hvad end den enkelte sang afkræver. Som en naturlig videreudvikling af debutens styrker, men samtidig med små justeringer, der giver Ponte Del Diavolo en mere klar retning.
Efter den dragende åbner tager ‘Lunga vita alla necrosi’ over som en beskidt postpunk-tirade med en rå, ligefrem alt-rocket kerne. Mere uventet er ‘Spirit, Blood, Poison, Ferment!’, hvor skingre messingblæsere støder sammen med tremolo-riffs og giver nummeret en sært goth-gazet fremdrift. Det er i de øjeblikke, hvor man mærker bandets appetit på at teste sine egne grænser mere end på debuten.
Der er en flydende ynde over den måde, deres mange virkemidler flettes sammen på. Intet føles stabilt, men samtidig er der heller aldrig noget, der føles tilfældigt. Når de træder ind i mere tilgængeligt territorium, som fx i den dystert bevægende ‘Il Veleno Della Natura’, smager det således heller ikke som et kompromis, så meget som en mere direkte demonstration af deres musikalske karisma, når de skærer udtrykket helt ind til benet.
Sangene er oftest bygget op på hooks og gentagelser, men med en foruroligende eftersmag, med motiver, der vender tilbage som invasive tanker og graver sig ned i underbevidstheden. Den filmiske sangskrivning gør, at melodierne for mit vedkommende faktisk flere gange har hængt ved flere dage efterfølgende. I centrum står så Erbas vokal – aggressiv og mild på én gang, aldrig truende, men alligevel konstant ladet med sin særegne intensitet. En sanger, der ubesværet veksler mellem brøl, melodi og inciterende spoken word, og gennemgående stadig fungerer som et af deres stærkeste kort.
Også produktionen spiller en større rolle end tidligere. Panoreringen skaber mere luft på flere af numrene, hvor den på ‘Delta-9’ ligefrem bliver et bærende element med synths, der listigt kryber sig ind under huden. Et nummer, der hen over ni minutter har ændrede bevidsthedstilstande som sit tematiske omdrejningspunkt, perfekt understøttet af det hypnotiske lydbillede, mens Erba reciterer kryptisk poesi gennem stormen af guitarer og perkussive rytmer.
Det er især i sange som 'Delta-9', at bandet afslører deres styrker, hvor elementer og teksturer gentages med små mutationer. Hele pladen føles meget visuelt ladet, som en art lydlig pendant til giallo-æstetikken: de rituelle rum, de smalle korridorer, det flimrende lys og de halvt glemte drømme, blot her eksekveret i en postpunket heksecirkel.
De mange ekstra instrumenter – trombonen, thereminen, basklarinetten, den akustiske guitar – føles heller aldrig som pynt. Snarere fungerer de som stærke, narrative greb, som små forstyrrelser, der tvinger lytteren til at justere fokus.
Hvor debuten var en fascinerende introduktion fyldt med potentiale, er det i højere grad her, at Ponte Del Diavolo virkelig tegner konturerne for deres fremtid. ‘De Venom Natura’ er stilfuld, uhyggelig og dragende – en plade, der ikke blot udvider Ponte del Diavolos univers, men også gør det sværere at slippe igen, når først man er trådt indenfor.