Djævlen smager stadig blod
Italienerne leverede catchy mørke, med en stærk plade i ryggen. Ikke desto mindre smagte det som en fladere gentagelse af tidligere triumfer, båret lidt for alene af Erba i front.
Every Tongue Has Its Thorns
Lunga Vita Alla Necrosi
Red as the Sex of She Who Lives in Death
Il Veleno Della Natura
Zero
Nocturnal Veil
La Razza
In the Flat Field (Bauhaus-cover)
Demone
Covenant
Det kan godt være, at Ponte del Diavolo har et par stærke udgivelser i baghånden allerede, men selvom vi snakker en fredag aften på det centrale Nørrebro, er fremmødet ikke just prangende, da det svenske post-metal/sludge-outfit K L P S skal indtage scenen som de første kl. 20:30. Faktisk er der kun mig og en makker på gulvet fra start, men der skal da heller ikke gå meget mere end et par minutter, før klientellet ovenpå har opfanget, at svensken er i færd med at indtage Stengade.
At K L P S kommer fra Cult of Lunas hjemland er ikke just overraskende, for ligheden er slående – omend trods alt ikke så slående, som det tog sig ud på sidste års debutplade. Der er klart noget mere tungt og introvert på sinde her på Stengade i aften i hvert fald, omend sangene mangler noget identitet for rigtig at sætte sig. Deres “lukkenummer”, skulle man tro dem selv, stod som det skarpeste indslag tyve minutter inde – en længere sag, der simulerer en syrerocket outro halvvejs inde, før den bygger videre ud af andre afkroge – men der viste sig da at være godt tyve minutter mere i den sludgede godtepose til os.
En koncert, der vinder flere points, når man finder ud af, at det betaler sig at locke mentalt ind på trommeslageren, der virkelig får hele rytmesektionen til at flyde – så potentialet er der, hvis bare de arbejder lidt mere på materialet.
Selvom K L P S havde taget sig god tid til at overbevise det københavnske publikum, kan Dread Witch dog næsten gå på til tiden efter et kort turnover. Endnu en tung affære, denne gang med mere doom på genrepaletten. ‘Serpent God’ trækker lettere veksler på Nile i deres mest slæbende udsyrede øjeblikke, og aarhusianerne bevæger sig i det hele taget lige på den gode side af doomens knivsæg, omend det da også kammer over et par gange, når funeral doomens primale rammer sætter ind.
Dread Witch er vitterligt meget enten/eller. Enten er de massivt tunge, eller også er de massivt aggressive, og det meste af tiden mestrer de begge dele. Det er dog åbenlyst hård kost, hvis ikke doom lige er dit jam, men inden for genrens mere funeral- og death/doomede variabler, så er de et interessant indspark til den danske scene, også selvom der vitterligt ikke rigtigt er noget at kigge på, udover en bassist, der vrider kroppen langt udover normal ydeevne – og hey, cadeau for det!
Hvad sker der dog lige for den omgang Soulfly-agtige hoppemetal til sidst med ‘Cyclops’? Det var i hvert fald en udvikling, de færreste nok havde set komme …
Nuvel, videre i teksten går Ponte del Diavolo på scenen til lyden af roma-musik, og så kan vi ellers hurtigt fintune ørerne til det sydeuropæiske temperament. Og ganske som sidste år på Roadburn snakker vi en koncert med Erba som omdrejningspunktet, der sælger bandet udadtil, mens resten af bandet sikrer det stærke, melodiske fundament i deres sorte garderobe, kun med sjældne udskejelser, hvis nogen overhovedet. Et tungt pres at lægge på Erba i front, men hun bærer endnu en gang scenen med sine mange vokalfacetter; hvisken, hyl og hvad har vi. 
Desværre virker lyden ikke til at være tilstrækkeligt omstillet fra forgængerne, hvorfor bassen og trommerne dominerer mere end de mere klare, melodiske dele af lydbilledet, men sangene står stadig klart og sælger deres horrorficerede black/post-punk/doom-hybrid som de skal. Jeg elsker i det hele taget, hvor meget mere end supportnavnene Ponte del Diavolo kommer med sange. Det er jo, gud forbarme mig, catchy – men kæft, hvor har de bare noget over sig. Points, der gør det nemmere at ignorere, at der reelt ikke er noget visuelt at kigge på af giallo-inspirationen fra pladen.
Med den første halvdel af sættet fra den nye skive, og resten fra debuten, er koncerten klart tegnet op, og selvom jeg undervejs begræder, at bidragene fra blæsere, theremin m.v. blot fungerer som playback undervejs, så er det dog mere frustrerende, at der ikke er tilnærmelsesvis så meget på spil i aften, som der var den aften sidste år på den tætpakkede Next-scene under Roadburn. Til sammenligning var det meget tydeligt, at Erba ikke havde samme intensitet over sig og ikke gjorde lige så meget for at have det halvfyldte Stengade-fremmøde i sin hule hånd, og det tager naturligt noget af toppen, når man har set dem med mere ild og vitalitet over sig.
Det ændrer dog ikke på, hvor spændende et band Ponte del Diavolo er, med en af de bedste udgivelser i baghånden jeg har hørt i 2026 indtil videre. ‘Il Veleno Della Natura’ ulmede sig frem som en af de mest bevægende skæringer i sættet, mens den mere intenst blackede puls i ældre sager som ‘Nocturnal Veil’ og ‘Demone’ viser den anden side af deres musikalske vingefang. Og så kunne ‘In the Flat Field’ jo sådan set stadig, med tilføjelsen af dobbeltpedaler, snildt lyde som noget, de selv havde skrevet, hvis ikke man vidste bedre. En fortræffelig lille crowdpleaser til dem, der er mindre inde i italienernes eget repertoire.
Et herligt gensyn, omend jeg nu også havde håbet på mere end det – men i den ideelle verden ville det nok gavne dem, hvis resten af bandet gjorde mere for at levere varen, og overlod helhedsoplevelsen mindre til Erba og til backingtrackets instrumentale nuancer. Omvendt har de masser af gode sange … og det hjælper jo altid en hel del, når andet fejler.
K L P S: 2
Dread Witch: 3
Ponte del Diavolo: 3