Drømmen om hævn

Et minde om en voldtægt og fantasien om hævn er omdrejningspunkt for den helstøbte 80-er-goth-gone-black-metal-udgivelse fra amerikanske Apricitas' hånd.

Groft sagt, kan man måske sige, at der findes to slags goth-musik. Eller musik, der kalder sig “gothic”, i hvert fald. Det er svært at finde rundt i, og det var det i den grad også for undertegnede i ungdommen.  Indgangen havde nemlig været bands som Nightwish, Evanescence og Cradle Of Flith – altså rigeligt med højstemthed, kraftig makeup og korsetter. Men på en eller anden måde vidste man godt, at det ikke var det “rigtige goth”. Der var noget mørkt, der lå og lurede tilbage i 80’erne, hvor æstetikken var i retning af det, vi kendte, men lyden var langt fra; Der var meget lidt operatisk vokal, der var ikke nogen strygende, symfoniske overdrev, og der var ikke nogen tunge guitarer. I hvert fald ikke på den måde. Det var svært, og det tog hårdt arbejde at lære at sætte pris på Bauhaus, The Cure, og måske vigtigst af alt, Siousxie And The Banshees.

Katarsis
Den opmærksomme læser, hvis en sådan findes, vil måske allerede nu bemærke lighedspunkterne med sidste års anmeldelse af Exsanguinated Shade. Og det er der god grund til. For som i Exsanguinated Shade, er Espi Kvlt også en af kræfterne bag Apricitas, og de tager deres særlige forståelse for gotikken med sig i dette projekt også. Denne gang træder black metallen dog endnu mere i baggrunden end forrige gang.

Født af Mike Snow og Espi Kvlt har de to fremdyrket en fabelagtig, gotisk depressive suicidal black metal-plade, og det er en plade, der i lige så høj grad har været et selvhjælpsprojekt for vokalist Espi Kvlt, der gennem dens hudløst ærlige og selvudleverende lyrik trækker os gennem deres egen historie om voldtægt, traumatisering og viljen til at overleve.

Gennem dens fokus på de fremherskende melodiske synths lægges den barokke og makabre goth-musik med udgangspunkt i Siouxsie And The Banshees allermørkeste stunder som grundlaget for den isnende black metal, der, i trit med Kvlts hvinende vokal, skærer sig ind i lytterens sind og konstant balancerer på kanten af det uudholdelige. Kvlts vokal er ekstrem, ingen tvivl om det, men det er også gennem denne umenneskelige lyd, de udtrykker deres egen smerte og bevæger sig igennem den.

Fortællingen om egen voldtægt og fantasien om drabet på gerningsmanden er udpenslet og råt, og afspejler den oplevelse, de selv har været udsat for. Tracksekvensen ‘Knife’ og ‘Tongue’ er klimakset og baggrunden for albumtitlen, der opsætter den meget fysiske tilbagebetaling for den metaforiske i form af skammen over at fortælle, hvad man har været udsat for. Det er stærkt og voldsomt og er sandsynligvis noget, mange ofre for seksuelle overgreb kan sætte sig ind i. Espi Kvlt tager magten tilbage og forklarer også, at de håber at denne udgivelse kan hjælpe andre overlevere til at gøre det samme.



Musikalsk set er vi som nævnt i post-black-land, men hvor mange moderne bands henter deres inspiration fra 90’ernes shoegaze, er blikket her stift rettet mod 80’ernes goth-scene, hvilket er et vidunderligt frisk pust. Hvor ‘Exsanguinated Shade’ gjorde udfald mod Amesoeurs’ lyd, har vi her fået et band, der fuldstændig fejer det af banen og gør det muligt langt om længe at komme videre. Det er velspillet af Mike Snow, der står for al instrumentalisering, og kombinationen af rå følelse og en knivskarp genrebevidsthed er fremragende.

Det må være tydeligt for de fleste, at vi ikke er i den ende af gotikken, der læner sig opad Amy Lee. Og gudskelov for det.