Metaldiktator: Deftones - White Pony

Populær
Metaldiktator: Deftones - White Pony

Deftones’ tredje udgivelse er en atmosfærisk og aggressiv sprængladning, som ikke mange har kunne gøre dem efter. Ikke en gang bandet selv, for ’White Pony’ er til dato stadig deres bedste album.

Kunstner
Titel
White Pony
Dato
22-09-2013
Trackliste
1. Feiticeira
2. Digital Bath
3. Elite
4. Rx Queen
5. Street Carp
6. Teenager
7. Knife Party
8. Korea
9. Passenger
10. Change (In the House of Flies)
11. Pink Maggit 
Karakter
666

Ingen repeat-knap har været så blankpoleret som dén på mit anlæg, efter ’White Pony’ så dagens lys for 13 år siden: Lyden var helt ufattelig. Deftones har på det punkt, siden første udgivelse ’Adrenaline’ i 1995, skilt sig ud, men på ’White Pony’ bevæger bandet sig væk fra det beskidte, skramlede udtryk, og lyden samler sig som en superproduceret luftig ramme om deres store musikalske flader. Indrømmet, det var nok her, der blev stiftet et eviggyldigt ægteskab mellem undertegnede og lydproduktion, trommelyd især.

Lyden er den faktor, der adskiller Deftones definitivt fra andre af de bands, der huserede i samme årrække under fanen nu-metal, selv om Deftones med deres mere alternative stil aldrig rigtig passede ned i netop dén kasse. Deftones’ lyd var garanten der bar dem igennem en med årene udvandet genre, hvor den ene kopi af den anden stod i kø for at gå i opløsning. Sammen med Chino Morenos betydning som unik frontmand og sangskriver, kan årsagen og overlevelsen samlet set koges ned til få afgørende punkter, der især er i fokus ’White Pony’: Nerven, det definerede mix og numrenes opbygning, der - pånær et enkelt kedeligt indspark i form af ’Teenager’ - holder fast i atonalitet, skævhed og dynamik. Deftones leger elegant med feeling og timing så enkelt og flydende, at øret ikke skal anstrenge sig ved oplevelsen.



’White Pony’ er en plade, man føler sig igennem. Her tretten år efter det første knald med albummet er det stadig muligt at blive sommerfugleforelsket og overrasket, som det igen skete for nylig med epilogen ’Pink Maggit’, der egentlig oftest har slået mig som værende for langsom og dvælende. Men ’Pink Maggit’ lader sig ikke sådan skyde ned og demonstrerer overlegent, hvordan kontrol, pauser og aggressivitet lyder, når det går op i en højere enhed.
 
Det er så fandens svært at spille lige dele langsomt, tight og intenst, men ’Pink Maggit’ lykkes så absolut og skal udfoldes ved 100 db+ for at vise sit sande ansigt. Det her er brandert-musik, der vil noget, men langt de fleste vil kende albummet for ’Passenger’, der, uberettiget i sammenligning med de øvrige numre, er skamspillet i svær grad og er albummets officielle hit for de letkøbte lyttere.

Line-up


Deftones blev dannet i Sacramento, Californien i 1988 og består i dag overvejende af de originale medlemmer, med undtagelse af Sergio Vega, der tidligere har været substitut i bassist Chi Chengs (bas og backingvokal) fravær og tiltrådte på fuldtid i 2009, efter Chengs tragiske involvering i et biluheld i 2008, der i først lagde ham i koma og dernæst i en semi-bevidst tilstand, han aldrig restituerede ordenligt fra og afslutningsvis døde i d. 13. april 2013.
 
Frank Delgado (keyboards, turntables, samples) kom til under udarbejdelsen af Deftones’ andet album ’Around The Fur’ (1997), selvom han herpå blot er krediteret for ’audio’. Han er senere blevet en fast bestanddel af bandet, således også på ’White Pony’, der udkom d. 20. Juni 2000, med de øvrige oprindelige musikere fra 1988 på medlemslisten: Stephen Carpenter (lead guitar), Abe Cunningham (trommer) og Chino Moreno (vokal og guitar).
 
Derudover optræder sanger Maynard Keenan (Tool/A Perfect Circle/Puscifer) på ’Passenger’, som han også er akkrediteret som medskriver af.
 
Spansk/mexikansk/kinesiske Camilo Wong Moreno, bedre kendt som ”Chino”:          
 

(Foto af Mark Metcalfe)
 

Produktion
 
Albummet er, som mange andre Deftones-plader, produceret af legendariske Terry Date, der også kan skrive navne som Slipknot, Soundgarden, Dream Theater, Ozzy Osbourne, Sanctuary, Overkill, Unearth, Soulfly, Smashing Pumpkins, Bring Me The Horizon og Panteras album fra ‘Cowboys From Hell’ frem til ‘The Great Southern Trendkill’ på CV’et. Samarbejdet var ikke gnidningsfrit, men uenighederne heller ikke mere alvorlige end at arbejdet blev genoptaget.
 
Chino: "There was a few times making this record that Terry Date was like "I’m out!" Stephen (Carpenter, red.) has made him quit on every album. In fact, we both quit the same night."
 
Stephen: “I quit, too. [It lasted] about 45 minutes; until after the joint was lit up. Terry Date has quit on every record. On the first album after he quit, I felt bad. I thought "Maybe Im´ a dick". The second record, he did it again. But he keeps coming back. This time, I’m like "Fine, motherfucker, go home. I’ll get someone else in here. You cant´ threaten me, because I’m like, go ahead."
 
Date færdiggjorde dog også denne gang, hvad han havde påbegyndt, og markerede dermed atter signaturlyden for Deftones, her i en mere digitalt vibrerende indpakning, men altid med Chinos vokal som kold luft flydende ovenpå den tunge bund og her med en forfinet trommelyd, hvad blandt andet ‘Digital Bath’ og ‘Passenger’ vidner om.
 

 
Materiale
 
Teksterne udmærker sig og cementerer for det første den rytmiske finesse i vokalbrugen, måden at synge på, men fortæller også om den gennemgående ånd på albummet, der både er hadsk, inderlig og diktatorisk. I processen omkring ’White Pony’ træder Chino ud af rollen som sig selv og fortæller i stedet historier og skriver dialoger der får lytteren til selv at gennemleve offerets situation, hvad ’Feiticeira’, der handler om at være fanget og underlagt total kontrol, er et eksempel på:
 
”Fuck I'm drunk / but I'm on my knees / the police stopped chasing / I'm her new cool meat. // She pops the trunk, and she removes me / the machines take pictures of us / and my jaw and my teeth hurt / I'm choking from gnawing on the ball / and just before I come to / move to the back of the car / she made me touch the machine / new murderer, fuck ’em! // First untie me, untie me for now / You said you would right? And you were right / Soon I'll let you go / Soon this’ll be all over, well I hope soon - she sang / soon this'll be all over, well I hope soon - so she sang /soon I’ll let you go”.



Teksterne er ikke åbenlyst voldsomme a la "jeg saver dit hoved af med en sløv teske", men mere tvetydige og åbne for fri tolkning. Fælles for dem er, at de gør indtryk i kombination med musikkens vildskab, der er gennemgående for udtryk og lyd på hele albummet, hvad især ’Elite’ med sit tilbagevendende mantra ”when you're ripe, you'll bleed out of control” opsummerer på albummets vegne: "[this song] is laughing at everybody trying to become what they already are. If you want to be one of the elite, you are” (Chino Moreno).



Inspiration
 
Hvad stemningen i tekst og musik angår, kredser referencerne på mangen en hjemmeside især om sex og kokain, og ikke uberettiget. Chino udtalte kort tid efter udgivelsen:
 
”There's a lot of different references for White Pony. One of them is a cocaine reference and there's a lot of stuff [...] have you ever heard stuff like in dream books that if you dream about a white pony then you're having a sexual dream? There's a lot stuff that kinda goes around it. And there's an old song [that goes] "ride the white horse." That's obviously a drug reference song. I just kinda dug it.”
 
Chino Moreno var meget inspireret af det alternative rockband Hum, der var om sig op gennem halvfemserne, og ’White Pony’s cover er direkte affødt af deres ’You’d Prefer An Astronaut’.

 
 


Chino nævner også The Cure som grundlæggende fundament i sin tilgang til lyrikken. Et lille spøjst sidespring omkring tekster og titler er derudover, at titlen ’Pink Maggit’ kommer fra den exentriske, selvbetitlede ”horrorcore-rapper” Kool Keith og hans ’No Chorus’ (1999), hvor han synger: ”You fuckin pink maggot/ I'll take your mic, you can't have it”.
 
Selvskrevet klassikerstatus

‘White Pony’ er et album, der efter de første par let elskelige sange som ‘Elite’, ‘Feiticeira’ og ‘Street Carp’, tager tid at lære at høre ordenligt, hvad der især gælder for en dvæler som førnævnte ‘Pink Maggit’. Det er dog åbenlyst tålmodigheden værd, for når substansen først udfolder sig i sin styrke, er det både sex og stoffer i den mest eksplosive form.
 
Deftones har trods efterfølgende udmærkede udgivelser, heriblandt ‘Saturday Night Wrist’ fra 2006, ikke formået at genskabe den samme helhed og styrke på et album, men alt tilgives med tanke på, at de har været på banen i 25 år og fasthamret en milepæl som ‘White Pony’, der stadig lyser op og markerer sig som en uslukkelig stjerne i heavyhimlens pladesamling.