Aktuelle ep'er

Små lækre bidder af heavy metal, kurateret for din fornøjelse.

Ep’en er en vidunderlig måde for kunstnere at eksperimentere med formen, eller blot at stille sulten hos deres frådende tilhængere men alt for ofte, er der simpelthen ikke nok materiale til en rigtig anmeldelse. Vi samler op på et par stykker fra dete år i denne artikel.

Khemmis – 'Doomed Heavy Metal'
Colorados doomdarlings benytter lejligheden til at begave os med skønne covers af to meget forskellige, , men enormt indflydelsesrige amerikanske musikere. Det drejer sig om legendariske Dios lige så legendariske ‘Rainbow in the Dark’ og den appalachiske folkemusiker Lloyd Chandlers undergangshymne ‘A Conversation with Death’, også kendt som ‘O Death’ og populariseret i Coen-brødrenes ‘O Brother, Where Art Thou’.

Herudover er der lige en enkelt original komposition i ‘Empty Throne’ og tre live-tracks, hvor især ‘The Bereaved’ skiller sig ud ved både at være en fremragende performance, men også ved at lyde som Scott Stapps Creed, hvis Scott Stapps Creed var godt. Ikke så lidt imponerende.



Ancst – 'The Darkening'
Tyskerne er en favorit blandt dele af redaktionen med deres aggressive og brutale crust-black, og denne lille mundfuld holder os glade i de 5 ½ minut, det tager dem at spille de to numre. Vi kommer vidt omkring – hårde blasts, tunge guitar, melodi, breakdown og temposkift. De når det hele på den halve tid.

Guitaren på åbneren ‘Abysm of Existence’ nærmer sig i små passager næsten klassisk heavy metal (med en hel masse distortion på), inden den igen rammer over i tremolo-spil. Andet track er fuld crustsmadder i samfulde to minutter og et sekund. Skønt.



Spotlights – 'We Are All Atomic'
Spotlights spiller post-metal, kaster stjålne blikke mod mod både Isis, Smashing Pumpkins og My Bloody Valentine og har aldrig lydt bedre, end de gør her. Her er inspirationen fra Celestial kørt igennem en masse fuzz og huggende riffs og kombineret med en moderne sensibilitet, der får ep’en til at fremstå helstøbt som en hel lille plade.

Spotlights har varmet op for Deftones, Pelican, Melvins og mange flere og fremstår som noget af det bedste hipster-metal, du kan sætte på.



Rejoice! The Light Has Come – Untitled
Med bands som Gorguts, Behold The Arctopus, Krallice og Svart Crown på medlemmernes CV er det svært ikke at have høje forventninger til dette progressive avantgarde-black metal-projekt, omend deres tåbeligt lange sangtitler (vi taler på linje med Red Sparowes her) spænder ben for førstehåndsindtrykket.
Rejoice! ... narrer og driller og trækker spændingen ud, før vi endelig får noget smæk på. Den skingert stemte guitar og de tørre trommer gør næsten ventetiden uudholdelig, og medmindre man er superglad for skæve tidssignaturer, og hvad de ellers kalder det nede i Hi-Fi-klubben, kommer det aldrig rigtig. Men altså, sidste track har da både blasts og hård vokal. Så måske var det noget?



Dragged into Sunlight – 'Terminal Aggressor II'
Hvis du er sådan en, der godt kan lide plader, der ikke skal vendes, så er du kommet til det rette band. Black/doom-sludgerne fra Storbritannien har udgivet en opfølger til deres elleve år gamle debut, der hed det samme, bare uden to-tallet.

Og her får du 28 minutter og 40 sekunder med ren had og misantropi – og en hel masse larm. Som vi kender dem bedst, har de begravet sangen i frygtelighed og gjort det til så ubehagelig en oplevelse som muligt at lytte til. Du skal spille rigtig højt, hvis du skal skelne elementerne fra hinanden. Men gør du det, får du også en sonisk oplevelse, du kan mærke.

På knap en halv time kommer vi både op og ned i tempo, bliver udsat for uhyggelige samples, bliver blæst igennem af blastbeats og nærmest skåret midt over af rustne, forvrængede guitarer. Det er en oplevelse.