Årsliste 2025 – Dea Lillelund

De brølende tyvere var en hoax. Nu stirrer vi alle direkte ned i afgrunden. Heldigvis har vi kunsten, og den skal vi turde tale om uden at råbe af hinanden. 

2025. De brølende tyvere lader sørme godt nok vente på sig – i stedet er vi sprunget direkte til hovedretten, og således er verden ved at forvandle sig til et fascistoidt, autokratisk højrefløjs-tankespindelvæv, hvor fakta og viden er reduceret til brikker i mørke mænds mørke planer. Og midt i al denne elendighed har året faktisk vist sig fra sin søde side på den musikalske front. Store oplevelser, som har givet en tåre i øjenkrogen, og som har sat tanker i gang. Som har provokeret mig. Og som har sat sig og måske ændret verden en lille bitte smule. Og det er jo det kunst skal, for pokker. 

Ja, vi skal da have det sjovt. Men vi kan ikke blive ved med at lytte til skabelonmusik, sidde i robåd på kommando og fornøjes lige højlydt over gammel vin på gamle flasker koncert efter koncert. Altså – jeg forstår det jo godt. Det er trygt og dejligt at være et sted, hvor man kan teksten, kender koderne, og hvor man måske også for en gangs skyld kan være en af dem, der ved lidt mere end de andre. Det er ikke særlig mange forundt i et samfund, der er ved at spinne sig selv ned i en malstrøm, hvor kun en lille del kan sidde trygt og roligt i midten, mens resten af os suser rundt ude i kanten i stadigt hastigere tempo. 

Men det trygge ændrer ikke noget, flytter ikke noget, protesterer ikke over noget. Og når kunst bliver en sitcom, så holder det på sin vis også op med at have en berettigelse. Det bliver vi nødt til at kunne tale om. Også selvom vi ikke er enige. For ellers kommer vi sgu aldrig nogen steder. Og det er helt i orden at synes, at jeg, eller mine medskribenter, er nogle højpandede, elitære idioter, der har glemt at have det sjovt. Det vil jeg rigtig gerne tale om. Så lad os mødes derude og tage en snak et sted, der ikke automatisk favoriserer de mest larmende, hadske og negative kommentarer, fordi der er flere reklamekroner i had end i kærlighed. 

Og så lad os så komme i gang med denne udgave af Årslisten.

Årets danske album:
1. Orm: 'Guld' – Fordi Orm har forstået, at succes ikke behøver at betyde, at man skal gentage sig selv til det punkt, hvor alle kaster lidt op i deres egen mund (eller hinandens, hvem ved?). Det er prætentiøst, som Orm skal være det, men saver samtidig lytteren op i mundrette bidder, der bliver siddende på gaflen. At bandet så lige vælger at kaste bomben og meddele, at de holder pause, var ikk´lige med i beregningerne … 


2. Frelser: 'Afgrundsprofeti' – Fordi Frelser bare lyder så forbandet meget som black metal, før det blev prætentiøst og kravlede op i røven på sig selv i den københavnske undergrund. Det er vidunderligt groovy, smadret og har samtidig en hjerne. Det taler for sig selv, at albummet allerede meget tidligt på året blev udnævnt til Årets Danske Album. Mere af det, tak. 



3. Heathe: 'Control Your Soul’s Desire For Freedom' – For de alvorlige emner, som aalborgenserne tager op. For det er ikke for børn at leve i 2025, og det er ikke for børn at lytte til Heathes tekstunivers om klodens endeligt. Fy for en skefuld. Og ja, jeg slår mig selv i hovedet for ikke at være til deres meget roste koncert på Huset i Magstræde i oktober. 

Årets internationale album 
1. Steve Von Till: 'Alone In A World Of Wounds' – Fordi jeg føler mig set og hørt af den plade. Den længes og ønsker sig mere af verden sådan helt generelt, og så er Von Till jo i virkeligheden også bare en gammel hippie trods sit barske ydre. Kærlighed er svaret. På alt. Særligt nu.



2. Gösta Berlings Saga: 'Forever Now' – Selvom jeg ikke tror, at Gösta Berlings Saga nogensinde kommer til at lave et album, som jeg elsker så højt som 'Konkret Musik', så er 'Forever Now' alligevel et ret fremragende album, som fortjener en plads på listen. 

3. Sierra Veins: 'In The Name Of Blood' – Selvom den franske dark EDM-kunstner måske en overgang balancerede på kanten til at lave en Perturbator, og gå i stå midt i en optur, så synes jeg, at hendes seneste udspil både viser, at hun står mere på egne ben end tidligere, men også, at hun kan forny sig. Det er positivt og vifter bange anelser om stilstand langt væk.



Årets danske hit:
Orm: ‘Martret’ – Fordi jeg får lyst til at kramme hele verden, når jeg hører det. Det er larger than life og smækfyldt med masser af riffs, som sætter kroppen i bevægelse. 



Årets genfundne klassiker:
Hiraki: ‘Alterer’ – Igennem en længere periode i forsommeren var jeg udsat for det, der viser sig at hedde “quiet firing”, alt imens jeg også lige skulle forholde mig til, at jeg ikke længere havde en mor. Det tog lidt på humøret og krævede, at jeg mødte forholdsvist beredt op hver dag – klar til knive i ryggen. Og hvis man nu skal have en musikalsk stikvest på, så skal man høre Hiraki. De har fået mig helskindet gennem mange dage. Om det ligefrem er en klassiker, ved jeg ikke. Men det kan den jo blive. Det er bare et spørgsmål om tid. 

Årets koncerter:
Jeg kan ikke vælge! Jeg har ofret pladelytningen til fordel for et væld af koncerter. Og jeg indser nu, at jeg har været til så mange fantastiske koncerter, at fem pladser er for lidt. Derfor deles de to højdespringere om førstepladsen.

1. Blood Incantation: Amager Bio, Amager, 24-04-2025 – Den koncert viste som en lysende stjerne, hvordan en metalkoncert bør og skal være. Det groovede, og det snerrede. Det legede, og det nægtede at lade sig indfange. Det var tårefremkaldende godt. 
1. Steve Von Till: Roadburn Festival, 19-04-2025 – Med ganske få virkemidler tryllebandt Steve Von Till en fyldt Main Stage på Roadburn Festival, og vi var i en times tid fælles om smerten og fascinationen over verden. Den stemme, den cello … Også her blev der fældet en tåre, omend af helt andre grunde.
 
2. John Cxnnor, Roskilde Festival, Gaia, 04-07-2025 – Det virker jo som en menneskealder siden, men i sommer satte John Cxnnor alt på spidsen og vovede at spille en koncert, der var meget anderledes end duoens normale doombåds-bas-arms-shows (som bestemt ikke fejler noget). Og det er det John Cxnnor kan. De kan eksperimentere og udvide vores og deres egne grænser for, hvad man egentlig kan bruge det elektroniske medie til. Sammen med de aldrig kedelige hekse i Witch Club Satan tændte de faklerne til årets midnatsmesse.

3. Oranssi Pazuzu, Roadburn Festival, 17-04-2025 – Kolossal koncert leveret knivskarpt og med så høj bas, at alle knogler byttede plads. Det var gigantisk, det var massivt, det var finsk perfektion. En af mange fremragende shows på dette års Roadburn Festival. 


4. Orm, Ideal Bar, Lille Vega, Store Vega, København, d. 30.10, 31.10 og  01.11 – Det blev en mageløs, fantastisk fejring af Orms 10 gange rundt om Solen. Smukt kuraterede sætlister dannede rammen om Orms store musikalske tempel, og de koncerter kom til at stå meget tydeligt som tegnende for året. 


5. Laser Nun, A Colossal Weekend, 10-05-2025 – Laser Nun var måske festivalens mest geniale booking. Ikke den største, ikke den mest samlende, men den mest geniale. Basement leverede perfekte omgivelser til dette noise/doom/free jazz-eksperiment skrevet til Folkets Hus, og opsætningen på gulvet med den åbne invitation til publikum om at gå rundt og kigge, lytte og leve sig ind i musikken fra alle tænkelige vinkler var en virkelig stærk oplevelse. 

Boblere i ikke-prioriteret rækkefølge
Kraftwerk, K.B.Hallen, 24-11-2025 – Kraftwerk, hvis musik er et levende (eller dødt) stykke software udsat for alverdens opdateringer, spillede en koncert, der var mere relevant end, da tyskerne oprindeligt tænkte store tanker om mensch og maschine og deres indbyrdes forhold. Den ultraminimalistiske produktion fra Roskilde i det herrens år 1998 havde også fået en opdatering, og koncerten står derfor også som en af de visuelt smukkeste, jeg har set i flere år. 

SWANS, Store Vega, København 17-11-2025 – SWANS er ikke noget, man har kørende i baggrunden. SWANS er et band og en lyd, der kryber ind i alle sprækker, og som tager den villige lytter med ud på åbent hav. Det holdt hele vejen hjem trods en fæl stemning på scenen mellem d’herrer Gira og Hahn. 

Bissesvinet, Roskilde Festival, Gaia, 03-07-2025 – Bissesvinet kom med på et afbud, og det trækker jo sjældent de store publikummer, fordi folk ganske enkelt ikke anede, at de var der. Men det var en kærlig og lækker koncert, som fangede ånden af Roskilde Festival, og samtidig også tillod sig at gakke helt ud.

Årets ekstrametalliske indslag:
1. Warrington-Runcorn New Town Development Plan, Roadburn Festival – Ja, vi er helt klart ovre i noget, det ikke minder ret meget om metal, men er du tosset, det er mørkt. Prøv bare at sætte denne banger i ørerne og tag S-toget ud på Københavns Vestegn, mens du kigger ud på den verden, der glider forbi … WRNTDP overraskede overmåde positivt på årets Roadburn Festival, da han til billeder af fremskridt fik sat begrebet “udvikling” i hovedet uden at miste kærligheden til de mennesker, der blev ofre for den. Det er uendeligt effektivt, uendeligt kommunalt og uendeligt menneskefjendsk. 



2. FIRE!, Roadburn Festival – Freejazz med så meget puls og så gode hofter, at tiden og gulvet forsvandt, mens vi svævede og dansede afsted til knivskarpt percussion-arbejde og helt eminent baryton-saxofon. Det var ikke festivalens fedeste koncert, men vi er godt deroppe af, og jeg var høj i flere timer efter koncerten. 

Årets danske navn:
Kollapse – fordi de turde sætte sig selv på musikalsk tynd is i samarbejdet med Grava, smukt kurateret af Thomas Grønkjær, der har en finger med i spillet på meget dansk metal. Et samarbejde, der både kastede et album og en fremragende koncert på Roskilde Festival af sig, selvom sidstnævnte desværre måtte undvære Kollapses frontmand og guitarist Peter Clement Lund, som lige nu kæmper en hård kamp mod alvorlig sygdom og derfor måtte opgive at være med til den koncert, der stod som en milepæl for begge bands. 

Årets internationale navn:

Steve Von Till – fordi han tilsyneladende har stillet diagnosen på denne syge planet. Og fordi han bruger sin fritid på at hjælpe teenagere blandt oprindelige amerikanere med at finde deres ben i en verden, hvor det er svært at være et naturfolk. Eller være teenager. Eller menneske bare. 

Det overså jeg i 2024:
Jeg kan knapt huske 2024. Jeg har med garanti overset alverdens musik, men som magasinets store leder prædiker: Fremad … mod horisonten! Så det kort trækker jeg her. Mest fordi jeg ikke aner, hvad jeg overså. 

Årets optur: 
For nogle uger siden deltog jeg i DMA i Jazz. Ja, du hørte rigtigt. Jazz. Metallen har meget tilfælles med jazzen. Begge genrer var et oprør mod det bestående, blot på forskellige tidspunkter i historien. Og begge genrer har med tiden udviklet – eller måske afviklet – sig til at nå et bredere publikum, blive mere spiseligt, fungere bedre som noget, man har en fest til. Thorbjørn Øllgaard fra freejazz-ensemblet ‘Smag på dig selv’ sendte i anledning af dansk jazz's 100 års fødselsdag en opsang ud til alverden, og han blev omgående min helt.

På den mere hjemlige front fik min  idé med ‘10 hurtige til bookeren’ luft under vingerne og en fast læserskare. Det er faktisk ret meget optur. 

Årets største skuffelse:
Vores tømrer. Verden. Copenhell. 

Jeg kan blive noget så øvre-middelklasse-sur over håndværkere, der ikke tror på målebånd og vaterpas, og som afleverer noget, der gør beskueren søsyg. Aaargh. 

Copenhell blev bare igen den festival, hvor alle mine drømme gik hen for at dø. Selv ikke The Cult evnede at spille en koncert, der bare havde et minimum af gejst. Hvorfor vender jeg dog tilbage? 

Hvad angår ‘Verden’, så taler den for sig selv. Vi er fucked. Lad os bruge tiden klogt. 

Største ønske for 2026: 
At kometen kommer, og dinosaurerne uddør. 

Det glæder jeg mig mest til i 2026:
Jeg glæder mig til alt muligt. Men jeg glæder mig mest til at dele en masse fantastiske oplevelser med en masse fantastiske mennesker, der ligesom jeg elsker at gå på opdagelse i det nye og ukendte.