At væve er at skabe er at heles
Steve Von Till er Artist in Residence på årets udgave af Roadburn Festival, og vi fik en snak med ham om hans inspiration og kærlighed til mørk musik, musikalsk tosprogethed og forbundethed - med hinanden og den planet, vi alle sammen bor på.
Når man taler med Steve Von Till, er det tydeligt, at meget af hans kreative drivkraft kommer ud af det, som han selv kalder den “den sjette masseuddøen” men også ud af en følelse af pligt til at dele det, man har på hjerte, med andre – også selvom det kan være svært.
– Jeg er ikke noget naturtalent på scenen. Jeg er ikke nogen særlig selvsikker performer. Jeg er ekstremt genert, og jeg er rædselsslagen, hver eneste gang jeg går på scenen foran publikum. Jeg fik oprindeligt mit mod af punkrock. Her fandt jeg mit folk, min retning, og modet til at lave solo-materiale kom lidt ved et tilfælde. Jeg har altid haft hjemmestudier, og jeg har altid optaget ideer, og i 1998-99 opdagede jeg, at jeg havde alle de her sange, som ikke var bestemt for Neurosis (Steve Von Tills tidligere band, red), og som ikke egnede sig til mine lydeksperimenter. De var bare personlige, stille og intime sange, jeg havde skrevet til mig selv, dengang jeg stadig boede i byen, og som var skrevet kl. tre om morgenen, når verden endelig var stille.
– Og i tråd med det budskab, Alex Grey har sin bog, The Mission of Art, så mener jeg, at hvis du skaber noget, som er autentisk, noget, der rører dig, så har du et ansvar for at dele det, fordi det kunne også røre et andet menneske, og det en af de største ting, mennesker kan gøre; dele emotionelle øjeblikke, dele de kreative øjeblikke. Og selvom jeg kan have den her negative stemme i baghovedet, imposter syndrom eller hvad man skal kalde det, så har det aldrig forhindret mig at tage en dyb indånding og bare kaste det ud i verden.
Livs-collager og lyrik
Med en karriere, der strækker sig over flere årtier, og med Neurosis i bagagen, samt to parallelle soloprojekter, Steve Von Till og Harvestman, så er det naturligt at spørge ham om, hvor han får sit kreative brændstof fra. Og man skal holde godt fast, hvis man skal følge med i særligt processen omkring teksterne til hans sange, for ulig hvad man kunne tro, så skriver Von Till ikke teksterne som digte, selvom han sideløbende med sine mange musikalske projekter, sit job som folkeskolelærer og sit engagement i unge mennesker fra Blackfeet Nation, et oprindeligt folk i nabostaten Montana, også er digter. I stedet opstår teksterne med udgangspunkt i musikken og har mange lag, også selvom han nødigt vil forklare for meget for lytteren.
– Jeg er altid forsigtig med at forklare for meget. For ikke at tage noget væk fra den enkeltes oplevelse. Musikken kommer altid først. Helt ulig poesi, hvor jeg sætter mig og skriver og følger en tankeproces. Når jeg skal skrive tekster til min musik, lytter jeg til musikken, og så kan jeg høre: OK, sådan her skal stemmen leve i lyden. Der skal være det her antal stavelser, denne her stemning, en vokal som fx. 'ah' eller 'uh' at hænge det op på, og nogle gange kan jeg oversætte de lyde til ord, som kommer fra mine filosofiske overvejelser, mine filtre, ting, jeg tænker over eller inspireret af, eller som bekymrer mig.
– Og når jeg har fået greb om lyden, så kommer tekstlinjerne. De kommer ofte naturligt, men jeg stjæler også linjer, der giver mening i sammenhængen fra mine digte. Mange af sangene – i hvert fald i deres første stadie – er som en livs-collage. Her er der en linje fra et digt om min barndom, og der er der en linje fra et digt om noget, der skete i sidste uge. Eller fra den her filosofiske tekst, hvor jeg undrer mig over oprindelsen til menneskehedens afkobling fra naturen. Og de (linjerne, red.) kan ende op i det samme vers, og så bliver det noget nyt. Noget, der også er et mysterie for mig selv, noget, der lever sig eget liv. Nogle gange har jeg oplevet at stå på scenen, og pludselig bliver den nye mening meget tydelig for mig. Næsten som om de var en forudsigelse af fremtiden. Hvilket de ikke er. Det er lidt ligesom tarotkort – de sørger for, at min bevidsthed fokuserer i en bestemt retning.
Alene om døden
Von Tills nyeste album i sit soloprojekt, 'Alone in a World of Wounds' er med hans egne ord mere præget af død og dødelighed end de foregående plader. Og det hænger sammen med, at vi eksisterer i en verden, der ikke længere giver mening.
– Der er meget død og dødelighed på denne plade. Der er en masse sorg og tristhed, der kommer af, hvordan det føles at være et følende væsen, der lever igennem den sjette masseuddøen. Der er sorg og filosofisk undren over følelsen af at være fortabt i en verden, som ikke længere giver mening. De kræfter, der driver alting i verden, giver simpelthen ikke mening.
Gennem interviewet vender Von Till igen og igen tilbage det, han kalder afkoblethed. Afkoblethed fra verden, hinanden, universet.
– Det hele handler dybest set om to ting: Hvornår og hvordan det skete, at vi blev så afkoblede fra vores sande natur. Afkoblede fra følelsen af, at vi er en del af Jorden, at vi er en del af vildnisset, at vi er brødre og søstre, at vi er forbundne til bjergene og floderne, til de andre dyr og til de planter, der lever på planeten. Og jeg mener det på sådan en new age-spirituel måde. Det er den grundlæggende måde, vi opfatter vores plads i universet på. Det er jo et faktum – hvis vi ser på de kemiske elementer, vi består af – at vi er lavet af de samme ting, de samme elementer, som Jorden. Vi ER jorden. Men i vores bevidsthed har vi afkoblet os selv fra jorden og det har givet os tilladelse til at ødelægge det hele. Til at opfatte alting, som om det er til for vores skyld. Eller til at ignorere andre væseners, ikke-menneskelige væsners, sansende virkelighed. Det åbner dørene for grådighed, krig, udnyttelse.
Det indre mørke
Von Till, som selv for nyligt er blevet en del af bestyrelsen for et projekt, der arbejder med unge i Blackfoot-stammen, mener, at vi kan lære rigtig meget af de oprindelige kulturer og deres levemåde, før de blev tvunget ind på den vej, som moderniteten har banet.
– Vi bør se på oprindelige kulturer, der endnu ikke har betrådt den dårlige vej - eller som først for nyligt er trukket ind på den. De oprindelige folk rundt omkring på kloden, som stadig er nogenlunde forbundne til, hvad det vil sige at leve i sameksistens med planeten. Der er noget her, vi alle sammen kan lære af. Ellers er vi fucked. Og selv om vi er fucked uanset hvad, så kan vi i det mindste uddø med bevidstheden om, at vi endte med at tænke rigtigt.
At mentale sygdomme er et stigende problem i hele den moderne verden er et efterhånden gammelkendt problem. Og Von Till er klar i sin dom: årsagen kan findes i vores afkoblethed.
– Jeg tænker over alle de mentale sygdomme, vi kæmper med i dag, og at det sandsynligvis stammer fra en ubearbejdet sorg og tristhed, der stammer fra denne her afkoblethed.
– Jeg føler mig allermest i kontakt med universets kreative kraft, når jeg er skabende. Du behøver ikke have et mål eller et produkt eller noget. Og hvordan adskiller det sig fra universet selv, der udfolder sig. Du er universet i det øjeblik. Du er skaberen. Du er universet. Det er utroligt helende. Det i sig selv burde betragtes som en wellness-praksis, en mental sundhedspraksis. Mørk og tung musik er det ultimative værktøj, der gør dig i stand til at se mørket direkte i øjnene, acceptere det for hvad det er. For det det er halvdelen af vores virkelighed!
Og udfordringerne med psykiske sygdomme gælder ikke mindst mange oprindelige folk i USA, der kæmper med en enorm social slagside, som resulterer i misbrug, men også i meget høje selvmordsrater. Og her mener Von Till, at vi kan bruge den – moderne – tunge og mørke musik som en måde at konfrontere det, der er svært, på.
– Jeg er for nyligt blevet en del af bestyrelsen i en gruppe, der hedder Fire Fighters Alliance i vores nabostat, Montana, i Blackfeet Nation, hvor et par virkeligt seje lærere, sprogvejledere, og eksperter i psykiske lidelser, som alle er fans af tung musik, har har startet en klasse, hvor de bruger tung musik og lærer børnene, at den her intense og tunge, mørke musik kan være en mekanisme til at forhindre selvmord og til at håndtere livet, og til at håndtere tab. De lider under en ekstrem epidemi med selvmordsrater, der sprænger skalaen blandt ungdommen. Og det her er en af de håndteringsmekanismer og proaktive strategier, de bringer i spil – selvfølgelig sammen med alle mulige andre nytænkende kliniske strategier, der handler om at forbinde dem (de unge oprindelige amerikanere, red.) til deres traditionelle levemåde, forbinde dem til deres oprindelse, deres eget sprog og deres eget kultur. Og forbinde dem med deres traditionelle helingspraksisser. Alt imens de anerkender de særlige fordele som tung og intens emotionel musik har i den proces.
At væve er at skabe er at heles
Titlen “Weaving ourselves into the World”, der er overskriften for de koncerter og den udstilling, som Steve Von Till står for på Roadburn Festival i år, kan forbindes tilbage til det samme. Afkobling. Forbundethed. Kreativitet som en kraft, der er næsten magisk, og som kan rykke os tættere sammen og tættere på hinanden og den jord, vi bor på.
– At væve os selv ind i verden handler jo netop om at prøve at etablere den forbindelse, prøve at genskabe os selv som værende i relation. I relation til vores bevidsthed, i relation til vores hjerte, i relation til hinanden, i relation til ikke-menneskelige væsener, både dem, vi kalder ‘levende’ og dem, vi kalder ‘ikke-levende’. Jeg tror personligt at hele planeten er ét stort levende system. Hele universet er et levende system. Og musik, kunst, poesi, malerkunst, fællesskab er en af de måder vi kan skabe relation på. Væve os selv tilbage i vores communities, væve os selv tilbage til forbundethed. Verden bliver, på et samfundsniveau, mere og mere meningsløs og skadelig hele tiden. Vi kan altid finde styrke i at huske på jorden under vores fødder. Selv i byen er den lige nedenunder betonen. Vi er i stand til utrolig kreativitet. Vi er i stand til de mest fantastiske ting. Det er den her afkoblethed, der gør, at alt det, der driver vores intuition og kreativitet, er så vigtigt. Og det (gennem kreativitet, red.) er den eneste måde, jeg har fundet i mit liv, der gør en forskel, jeg kan mærke.
Steve Von Till optræder under eget navn men også som Harvestman, men hvilke muligheder giver det Von Till at have to musikalske sprog til sin rådighed?
– Det er sjovt - for de er også forbundne, og alt hvad jeg laver i det ene projekt, inspirerer det andet. Den fundamentale forskel er, at med mit soloprojekt, skriver jeg sange, som jeg kan synge. Uanset hvor eksperimenterende lydene måtte være, er de sange. De har vers, tekst, der interagerer med lyde. Harvestman er aldrig skrevet på den måde. Det er i virkeligheden bare noget med at komme herud (Von Tills hjemmestudie, red.), tænde for det hele, lave en mærkelig lyd, tænke “Det er fedt” og så optage den. Jeg har aldrig en ide, som jeg vender tilbage til en anden dag eller tænker “den her del må jeg lige arbejde videre med”. Jeg lader mig opsluge af et kaninhul og enten kommer der noget ud af det, eller også gør der ikke. Nogle gange kommer der noget halvt ud af det, og så ved jeg ikke hvor det skal hen de næste 10, 20 år. Der er stykker på 'Triptych' (som Steve Von Till spiller som Harvestman på Roadburn, red.), der er 20 år gammelt. De ventede bare på deres rette sted, dér, hvor jeg kan lytte til det og udbryde “Ah, det hører til hér! Jeg skal bare lige tilføje det her ene element”. Og andre stykker bliver lavet direkte i processen med at mixe musikken. Der er ingen øvere. Det bliver ikke skrevet, det bliver ikke komponeret. Det hele er improvisation og optagelse. Det er dybest set et hjemmestudieprojekt. Masser af heldige uheld og så bare følge med derhen, hvor lyden vil hen. Og så ender jeg med de her numre fyldt med tilfældige ting, som jeg giver form i mixet. Trækker ting bagud, skubber noget andet i front. Og det er her, min kærlighed til dubmusik kommer ind i billedet. Det er lige meget, hvad der er på lydsporet. The performance is in the mix.
Og her skriver Von Till sig direkte ind i en lang tradition af Roadburn-artister, der på scenen mixer og leger med elektroniske elementer, som på en bagtæppe af en lyd eller en rytme, bliver skabt lige dér oppe på scenen for øjnene af publikum. Og netop at optræde live med 'Triptych' har voldt Von Till en hel del hovedbrud.
– At optræde med det live er faktisk blevet noget at et problem for mig. Jeg har kæmpet med det hele vinteren, og jeg fandt først ud af, hvordan jeg vil forsøge at gøre det for et par dage siden, og jeg er ret nervøs for, om jeg når at blive klar. For jeg kan jo ikke have hele det her rum med (Von Tills hjemmestudie, red.), og jeg har heller ikke 20 arme. Min ven Dave French kommer til at spille bas og lidt synthesizer, og jeg kommer til at live-loope fuzzguitarer, men samtidig have en masse af mine multitracks kørende med nogle controllers, så jeg kan mikse og manipulere med dem live. Jeg har været nødt til at lære en masse ny teknologi og holde den her gamle mands hjerne aktiv.
Det er ikke Von Tills første koncert som Harvestman, men det er første gang, rytmen betyder så meget, som den gør på 'Triptych'. Og det gør koncerten på Roadburn til en art første gang.
– Jeg har optrådt live som Harvestman før, men det var i en anden sammenhæng. Jeg havde ikke udgivet 'Triptych'-albummene endnu, så jeg var ikke så afhængig af rytmer. Der er meget mere tromme og bas på de her plader, som ikke var der på dem før, og jeg synes, de er i centrum på denne plade. Så jeg ville ikke bare loope ambient-noise-guitar live som jeg har gjort før. Tidligere sneg jeg også nogle numre fra mit soloprojekt ind. Jeg mener, jeg er villig til at lade de to projekter krydse hinanden, og jeg har før optrådt som opvarmning solo, når jeg turnerede med et band, og da jeg turnerede med 'No Wilderness Deep Enough', hvor jeg tog en Harvestman-sang og lod den flyde over i et nummer fra mit soloprojekt og lade den flyde over i en Harvestman-sang. Men det var et mere simpelt setup dengang og meget mere abstrakt.
– Denne gang vil jeg simulere, at jeg har taget hele mit studie med mig.
Men hvad er det, Von Till vil med sine koncerter og sin kunstudstilling? Hvordan hænger det sammen? Og hvordan kommer det i spil på Roadburn?
– De deler alle den samme kerne. Det samme center. De er alle sammen tråde, der væver sig ind i det samme øjeblik. Disse tråde er bare mine tråde, og mine tråde væver sig sammen med tråde fra alle mine venner og kunstnere, jeg beundrer, og som også er til stede. De væver sig også sammen. Roadburn har altid været en af de mest specielle festivaler. Der er meget få i verden som den, hvor publikum, kunstnere og promotere ikke er adskilte. De er sammen. De interagerer alle sammen med hinanden. Og hvad det, hvis ikke at væve? Det er et spind med 5000 tråde (der er ca 5000 publikummer og artister på festivalen, red.).
Men hvad er det, der gør Roadburn så speciel? Her på redaktionen har vi i årevis hyldet festivalen for dens nytænkning, kreativitet og evne til at flytte grænserne for, hvad der kan kaldes tungt og mørkt. For Steve Von Till er det dog helt klart én bestemt ting, der gør festivalen speciel.
– Det må være den oprindelige kunstneriske intention og det mod og den kærlighed, der startede det hele. Det hele kommer tilbage til Walter (Hoeijmakers, grundlæggeren af Roadburn, red.) og de originale grundlæggere fra 013 (Poppodium 013 er en venue i Tilburg, hvor festivalen afholdes, red.).
– Hans (Walter Hoejimakers, red.) unikke talent var, at han fandt de her smukke ædelsten i sin kerne og holdt dem frem for at dele dem med andre, og alle samler sig bare omkring det i ærbødighed for hans mod og den her store kærlighed til musik og til fællesskabet. På grund af den følelse af fællesskab, som det tog tid at bygge op, og som fortsætter med at udvikle sig. Det er også noget, der kan falde fra hinanden, hvis man ikke passer på. Hvis de forkerte ting sker, eller de forkerte mennesker får lov at styre festivalen. Måske er det ikke noget, vi kan sætte ord på. Måske har vi ikke et sprog for, hvad den her energi er, men det ér en energi, og det er en kraftfuld energi, og det er det godes kraft i verden.
Von Till vil – naturligvis kan man fristes til at sige – være at finde blandt publikum på festivalen.
– Jeg vil være en del af publikum alle dagene. Der er nogle ting, jeg ikke kommer til at se, fordi jeg på de dage, hvor jeg skal optræde, bliver ret nervøs og skal finde det rigtige mentale sted. Og jeg kan ikke tale meget, fordi min stemme er ret smadret. Jeg har arbejdet hårdt for at beholde den smule, jeg har tilbage. Men ja. Jeg vil se The Bug, One Leg One Eye, Big Brave – der er SÅ meget, jeg gerne vil se. Michael Gira, alt muligt. Hver eneste dag spiller der så meget, jeg gerne vil se.
– Og nogle gange er der noget, man virkelig gerne vil se, og så er det på en lille scene, og man må konstatere, at den koncert kommer man ikke ind til.
Desværre skal publikum ikke forvente at se Steve Von Till i til et secret show eller til en anden uannonceret koncert i samarbejde med andre artister, der gæster festivalen, som det ofte er kutyme for artister, der færdes hjemmevant på festivalen.
– Jeg tænkte på at række ud til nogle stykker for at tale om det. Men jeg kan ikke rumme mere end at øve og prøve at blive klar. Jeg er lærer på fuld tid, så jeg arbejder hele ugen. Jeg er ret nervøs for, om jeg overhovedet bliver klar, så alt hvad jeg kan overkomme er at sørge for at blive klar.
At publikum har noget at glæde sig til, er der ingen tvivl om. Steve Von Tills passion for musik – og for vores fælles planet – bliver præsenteret i forskellige musikalske og lyriske kollager, og for publikum med ekstra tid på hånden, er der tillige en talk og en kunstudstilling, der er lavet sammen med kunstner og tatovør, Thomas Hooper.
Hvis du eller en, du kender, går med tanker om selvmord, så kontakt Livslinien på 70 201 201.