Akustisk eftermiddag

Populær
Akustisk eftermiddag

Hyggelig akustisk eftermiddagskoncert med kult-prog/folk-foretagendet Comus, der sang om hekse, mord og voldtægt, men kun sjældent nåede ud over scenekanten i den i længen lidt ensformig seance.

Kunstner
Spillested
Dato
11-04-2014
Trackliste
1. Song to Comus
2. Diana
3. Out of the Coma
4. The Herald
5. The Bite
6. The Sacrifice
7. Drip Drip
8. The Prisoner
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Comus er et af den britiske folk/progrock-scenes mere specielle og mindre kendte navne. Sekstetten har rødder i 1969, hvor de var en del af folk-scenen, men samtidig greb sangskrivningen an som prog-rock-musikere ville have gjort det; det vil sige lange, indviklede kompositioner, og endda med et klassisk musikalsk tilsnit, idet bandet talte både violinist Colin Pearson og fløjtenist Rob Young.

Gruppens første album, 'First Utterance' (1971), er legendarisk i mange kredse, og med rette, for det er et helt specielt værk, der med sit middelaldermusikalske tilsnit, lidt selvmodsigende, lyder mere tidløst i dag, end mange af de andre plader fra den æra. Comus gik i opløsning efter albummet og udgav tre år senere 'To Keep from Crying', med halvdelen af bandet skiftet ud og med et markant anderledes udtryk.

Herefter gik de fra hinanden igen, og der skulle gå hele 34 år, inden bandet blev gendannet i 2008 for at optræde på en festival. Imponerende nok i original besætning på nær fløjtenist Rob Young, som nu er erstattet af Jon Seagroatt, der har tilføjet lybilledet sopransaxofon. Comus spillede allerede på Roadburn i 2010, men denne gang var det altså kurator Mikael Åkerfeldt, der havde inviteret bandet, som han selv er stor fan af og endda refererer til i sin sangskrivning og tekster (albumtitlen 'My Arms, Your Hearse' stammer for eksempel fra Comus-sangen 'Drip Drip').

Akustisk og komplekst

På Roadburns hovedscene lod Comus denne eftermiddag musikken tale i et introvert sæt, der især skilte sig ud på festivalen, idet der ingen trommeslager er i bandet. Håndtrommer og congas var det nærmeste man kom i det akustiske og ret afdæmpede lydbillede, med den perfektionistiske og, fornemmede man, lidt olme Roger Wootton i front på guitar og vokal ved siden af slideguitarist Glenn Goring.

Allerede i åbningsnummeret 'Song to Comus' gav bandet en prøve på den komplekse sangskrivning, der er kendetegnet: akustiske guitarer, proggede baslinier, strygere, Woottons snerrende vokal – der kan minde om Roger Chapman fra Familys ditto – i duet med sangerinden Bobbie Watson (der giver Comus et strejf af Pentangle), som gemte sig i venstre side af scenen med bassist Andy Hellaby og på den anden fløj Person og Seagroatt. Stærk start.

Forfriskende anderledes

Sættet var sat sammen af hele 'First Utterance'-pladen (bortset fra intermezzoet 'Bitten') foruden 'The Sacrifice' og titelnummeret fra Comus' forsigtige 2012-comeback, 'Out of the Coma', der tæller blot tre nye sange, som bygger videre på formlen fra debutalbummet, og en gammel liveindspilning. De passede selvsagt fint ind blandt de gamle sange, men gav også et meget godt billede af, at de seks briter over mere end en time bliver en anelse trættende og enslydende.

Heldigvis var der brillante stunder undervejs, navnlig 12 minutter lange 'The Herald', hvor tiden for en stund gik i opløsning via Gorings nærmest John Faheyske mellemstykke på 12-strenget guitar, og så var der 10 minutters 'Drip Drip', en anden af sekstettens genistreger, inden mæthedspunktet var nået, da koncerten ligesom debutpladen blev lukket af 'The Prisoner'. Comus var bestemt et forfriskende anderledes indslag på Roadburn, men isoleret set var koncerten ikke så fantastisk, som den kunne have været.