Dunkel LSD-drøm
Populær
San Francisco-kvartetten Lumerians satte et stærkt psykedelisk punktum for Roadburn 2014. Bandet optrådte i hvide kutter og med dioder som øjne, hvilket bare forstærkede musikkens ildevarslende undertoner.
2. Burning Mirrors
3. Dogon Genesis
4. High Frontier
5. The Bloom
6. Koman Tong
7. Atlanta Brook
8. Tawazula
9. Life Without Skin
10. Corkscrew Trepanation
11. Longwave
Roadburn er et godt sted at tage hen, hvis man gerne vil lære nye bands at kende. Navnlig i år var der masser af obskure sager at vælge imellem, og ét af dem var Lumerians, der lukkede festivalen med en af de bedste koncerter på festivalen. Kvartetten var kommet hele vejen fra San Francisco med deres selvmodsigende tidløse psykedeliske rock, der var eklektisk nok til aldrig at virke bedaget.
Lumerians har eksisteret siden 2007, hvor de startede med at spille ret psykedelisk rock på standardniveau, men da de albumdebuterede i 2011 med 'Transmalinnia', havde de allerede udviklet deres helt eget udtryk i grænselandet mellem psykedelisk rock, krautrock og post-punk. Og til koncerter optræder de anonymiserede i hvide kutter med diodelygter som øjne (!) samt udsyret visuelt akkompagnement på bagtæppet, hvad der ikke var meget af på dette års festival.
Selve musikkens særpræg kan tilskrives Jason Miller og Tyler Green, der begge spiller guitar, men henholdsvis også gammeldags analogt orgel versus nutidigt digitalt, nutidigt keyboard plus elektroniske effekter. Og tilføjet en solid rytmeduo spillede det mere end godt for kvartetten, der optrådte for den hårde kerne, der stadig havde energi til mere efter hovednavnet Triptykon.
Mellem Can, Silver Apples og Suicide
Lumerians lægger ikke skjul på deres inspirationskilder, men det lød ikke generisk, når de blandede Queens of the Stone Ages 'No One Knows' med Pink Floyd-psykedelia i 'Burning Mirrors'. Eller når de forsøgte at gøre deres væsentligste idoler, tyske Can, krautkunsten efter. Mest åbenlyst i sangene fra sidste års 'The High Frontier'-plade, hvorfra halvdelen af Roadburn-sættets materiale var hentet.
I dén plades titelnummer og især i udsyrede 'Atlanta Brook', hvor Lumerians har nappet Jaki Liebezeits trommebeat fra Cans 'Halleluhwah'-jam og sat det lidt ned i tempo. Men i 'The Bloom' var det pludselig halvpsykotiske Silver Apples og Suicide, der var ekkoer af. Og tilsat hypnotiserende visuals og skæve guitarsoloer var det svært at få nok af, mens festivalen gik på hæld.
Munkemessende festivallukning
Det var en mørk LSD-drøm, på den gode måde, og at Lumerians kan noget helt specielt viste de mod slut. Først med genistregen 'Life Without Skin', der startede som loungepop/triphop med moog og italiensk kvindespeak indover, inden den flød over i endnu et Can-agtigt jam og en Pink Floyd-agtig outro. På samme måde fusionerede de i 'Corkscrew Trepanation' Silver Apples og Monks med Suicide til en desorienterende cocktail.
I det hele taget havde de fire kutteklædte amerikanere de overvældede rester af publikums fulde opmærksomhed hele koncerten igennem, og stemningen nærmede sig ekstase, da de sluttede af med en upspeedet stoner rock-udgave af 'Longwave', der meget sigende som demo havde titlen 'Melting Space'; koncerten og Roadburn blev passende lukket af de fire musikere, munkemessende fra scenekanten, mens de fleste i salen garanteret fik sig et nyt band at holde øje med.