Roadburn Festival 2014 - Søndag

Sidstedagen startede skuffende for Devilutions gæstereporter, men Tom G. Warriors Triptykon og Lumerians reddede festen på målstregen.

Efter endnu en nat i soveposen til lyden af en festende campingplads, hvor en del mennesker enten fejrede afslutningen på festivalen eller fejrede, at der ventede en afterburner for de, der havde billet, styrede jeg lige ud over skunkens afgrund.

Efter en meget lang og meget stenet tur til afterburneren plantede jeg min røv solidt på en stol uden for Green Room for at afvente, at døderne Bölzer skulle spille. Green Room ville med garanti blive proppet, så det var om at være på spring! Men ak, strømmen af genkendelige og glade ansigter blev bare ved og ved, røverhistorierne flød, og inden vi havde set os om, var Green Room proppet til randen med folk, der ville have en dosis gustenhed. Der var pakket helt ud i foyeren, hvor folk tålmodigt ventede på, at nogen faldt døde om derinde, så der kunne blive plads til endnu en sæk menneskekød i dybet. Vi gav dog op. Men heldigvis var der andre fra Devilution, der holdt ud, så I skal ikke blive snydt for en anmeldelse!

Softdoom og YOB-skuffelse

Efter det mislykkede forsøg på at komme i god tid, være tjekket og komme op foran og ryste med garnet, stod vi lidt og overvejede, hvad helvede vi så skulle gøre. Svaret var mad. En burger og 10 onion rings senere blev vi ved en fejl luret ind til Avatarium på Main Stage. Der er tale om Leif Edlings nye projekt, men han var syg og erstattet af en anden bassist. Rædselsfuld softdoom og en frontkvinde, der krampagtigt forsøgte at få publikum til bare at give et lille bøvs fra sig. Selvfølgelig var der rigeligt med wanking over den lækre sangerinde, en fellow campist hvis navn ikke skal nævnes, købte endda en t- shirt med hende på, fordi hun var hot (ja, vi kigger på dig, Tomsen). Det var hun virkelig også, men det var musikken eddermaneme ikke.

Jeg styrede lige lukt i bajerne for delvist at holde modet oppe og drikke mig mod til den forestående YOB-koncert. Kom nu YOB, for helvede. Jeg ville krabbe hen ad gulvet til 'Ball of Molten Lead' og andre klassikere, ryste næven af en sort himmel og headbange i takt med Mike Scheidt. Men ak, skuffelsen var stor. YOB spillede en del fra den kommende plade, numre, der vitterligt lyder meget som Neurosis med enkelte afstikkere til High on Fire. Det var ikke lyden af YOB, det var lyden af uinspirerende famlen efter noget nyt, der så bare fremdeles var en middelmådig omgang rip off af andre. Lyden var igen alt for lav, hvilket kan have haft en indvirkning på de nye numres slagkraft, men det ændrede ikke på deres generiske udtryk. Bassen var for fremtrædende, trommerne til tider ligeså, lydbilledet druknede i bulder og brag, og nuancerne druknede totalt. En til tider endnu værre koncert end den tidligere på festivalen. Suk.

Tom Warrior og Lumerians redder festen

Nu satte branderten virkelig ind, der skulle drikkes igennem, skuffelserne var ikke til at rumme! Afterburneren stod og faldt med Triptykon og Tom Warriors herlige hår, smukke make-up og listetyv/bedemands-outfit. Alle forholdsregler blev taget, alt blev røget, alt blev drukket, de sædvanlige pladser på Main Stage blev indtaget, og vi var klar. Oh, manner. Triptykon havde nogle år forinden givet en helt og aldeles knusende koncert på Roadburn, så der var også de skide høje forventninger at tage hensyn til. Jungletrommerne havde for længst blåstemplet det nye album, så den var i vinkel. Man drog et lettelsens suk efter koncerten, der heldigvis var en kraftpræstation af dimensioner, ond som ind i helvede og med flødeskum på toppen i form af det 'Goetia', der altid kan sætte gang i ude af kontrol-nakkemuskler og hvirvler af hår. Eenkelte Celtic Frost-numre blev der også plads til, samt et enkelt Hellhammer. Åh, det var godt I kom, Triptykon, og reddede afterburneren for mig og mange andre.

Efter mange udvekslinger af næver og ord a la "kæft, det var godt!", "Triptykøøøn!" og "Tom G. er fandme det herligste menneske i verden, sammen med Matt Pike!", slimede vi godt berusede og ømme i nakken over til festivalens absolutte sidste stop, Lumerians i Green Room. San Francisco-band, det var det eneste, jeg egentlig vidste, havde dog svage minder om snaser af numre, der lød ganske tilforladelige. På dette tidspunkt sked alle højt og helligt på rygeregler og havde vel egentlig poopet på dem i flere dage, men der blev virkelig røget tæt under den koncert. Det er i hvert fald min undskyldning for, at jeg blot husker, at de var for vilde.

Med et band iklædt hvide kutter og masker med lysende dioder som øjne blev vi sendt af sted på korte og heftige ture i rummet. Heldigvis er der andre og mere ædru personer, der har noget at sige om den koncert, andet end at det var for fedt! Med Triptykon og Lumerians i bagagen kunne jeg kalde Roadburn 2014 veloverstået. Retur til København er osteklokkeeffekten af al den røg, al den gode musik, alle de rare mennesker, gode historier og hele baduljen først ved at fortage sig her fire dage efter, det sluttede. Sådan er det hvert år, Roadburn-blues rammer altid hårdt. Vi ses jo nok næste år dernede. Rul op!

Læs desuden anmeldelser af dagens koncerter med:

BÖLZER
YOB
TRIPTYKON
og
LUMERIANS