RF 25: Roskildes ti bud
Bissesvinet blev en symbiose mellem det højrøvede og det banale. Det kaotiske og det sarte. Præcis som den festival, hvor de heldigvis kom med. Selvom det var på et afbud.
Mens flere af magasinets øvrige anmeldere hyggede sig til FKA Twigs på Arena, var jeg til en noget anden koncert sammen med magasinets fotograf på Gaia-scenen. Den lille telt-scene, der har dannet rammen om mange gode koncerter, og som også denne torsdag var det bedste sted at være på hele festivalen.
Og hvorfor så det? Svaret er Bissesvinet. For de, der ikke kender fænomenet, er det i al sin enkelthed kunstneren Bisse, der sammen med orkestret SVIN har stablet et eksperimenterende bud på en ny tids spoken words på benene.
9 minutter forsinket kommer alle ind på scenen iklædt messehagler og ganske få sekunder inde i showet er hele historien om Judas Iskariot omskrevet. Og så var vi jo ligesom i gang. Teksterne, der blev dels talt, dels messet og dels sunget, var simple, til tider grænsende til banale, men også præcise og vidunderligt på-hovedet-krøllede. På en baggrund af avantgardistisk rock, der ind imellem krøb over i det 70’er-psychede, og ofte blot var freejazz på speed, fremstod Bisse knivskarpt – ikke på grund af, men i symbiose med de tre eminente musikere i SVIN.
Og nøjagtigt som vi mente, at Laser Nun fik støbt en musikalsk kanonkugle af alt det, Folkets Hus (Vega, red) havde lagt gulve og mure til, så er Bissesvinet om nogen det samme for Roskilde Festival. For præcist som festivalen kan være det, var Bissesvinet både kaotisk, højtravende, til tider en smule arrogant og samtidig helt basalt mellemmenneskelig. Som en ypperstepræst for det menneskelige, det grimme, det fejlbarlige, det sårbare – og det komisk krøllede, tronede Bisse blandt os knælende disciple derinde på Gaia.
Bisse er en virkelig dygtig performer, og han vader ind i publikum med træsko på, mens han rutineret dirigerer os derhen, hvor han gerne vil have os. Og i Bissesvinet er det som om at både SVIN og Bisse finder hjem i en art galskab, der også musikalsk var helt eminent. Fra lækre, tunge trommer, der spilledes af Thomas Eiler, en kæmpe bag trommerne, til finurligt spundne melodier fra Lars Bech Pihlgård, der gik fint hånd i hånd med Henrik Pultz Melbyes udskejelser på horn af forskellig udformning. Jeg er en sucker for hidsige skrig på saxofoner, og heldigvis fik vi netop det, måske mest markant i koncertens slutning, hvor saxofonen virkelig kom til sin ret som et sublimt jazz-instrument, der kan spille mange roller.
Der blev bygget broer til psych, til prog, til kraut til drone og endda i små glimt til den nye bølge af britisk jazz. Der blev bygget broer til os gamle, der kender festivalen fra 90'ernes pløre og kaos. Og til de unge, som vil og kan rumme det sårbare ved at være omgivet af 100.000 mennesker i en humlebi af en festival. Der blev bygget bro mellem alle os, der var til stede, og selvom musikken var vanskelig at tælle til, var den så uendeligt nem at mærke for os, der havde fundet vej til Gaia-scenen midt i primetime.
Det var Roskilde Festival i fortættet form og så kan man nærmest ikke forlange mere.