RB 25: Musikalsk ild
Køen til Fire! sagde det hele, og de heldige, der faktisk nåede ind på Hall of Fame, blev beriget med en sjælden musikalsk oplevelse, der for en stund sendte det råkolde hollandske festivalvejr i baggrunden.
Intet kunne have forberedt os helt på, hvad der ville møde os til Fire! på lillebitte Hall of Fame. Men det viste sig at være klogt at komme i god tid eller have tricks i ærmet til at komme ind alligevel, for køen udenfor var lang som et ondt år og mange fik desværre ikke fornøjelsen af dette veloplagte 3-mands orkester, der centrerer sig om frontmand, freejazz-saxofonisten Mats Gustafsson, og hans barytonsaxofon. Et godt brugt og højt elsket instrument, der ikke har antydningen af fordums blanke overflade tilbage, men som til gengæld leverer en varm og fuldtonet lyd, der bare var virkelig lækker.
Det var ikke det eneste instrument, Gustafsson, fik pustet i, men tilbage til starten. Bassist Johan Berthling og trommeslager Andreas Welin tog sig af bunden, pulsen i musikken og startede festen med en tung og svedig rytme, der lagde det perfekte bagtæppe til den vibrerende barytonsax, der snart tog hovedrollen, mens rytmesektionen langsomt fik det hele til at stige i intensitet, der kulminerede i en sax, der gik fuldkommen amok og hoppede frem og tilbage mellem det dybe og det tunge, det skingre og sørme om ikke også der kan råbes gennem en saxofon. Saxofonen beholdt hovedrollen, dog afløst af en tværfløjte, der fik mindst lige så mange tæsk, og ikke mindst en sart og smuk mundharmonika i sættets eneste stille nummer.
Fire! viste, at ingen dele fungerede uden de andre, og der var øjenkontakt og smil mellem alle medlemmer gennem hele koncerten. Musikaliteten var nærmest stoflig og overskuddet var enormt. Det var en følelse af, at musikken kom fra maven som en latter, der bobler over. Gustafsson benyttede sin saxofon til melodier, til rytme – herunder som decideret tromme – og til skæve og vilde udskejelser, og instrumentet blev snarere en forlængelse af ham selv end et egentligt redskab til frembringelse af lyd.
Hall of Fame svingede og alle var i deres egen boble eller i en fælles boble med andre. Roadburn-publikummet er gode lyttere, men få havde erfaring med jazzens forunderlige verden, og det tog et par numre, før det gik op for publikum, at meningen med galskaben var at komme med spontane klapsalver og udråb, når et særligt fedt stykke blev spillet – dog uden at miste respekten for de smukke, helt sarte toner, som Gustafsson frembragte på en mundharmonika, eller som i sidste del af sættet, hvor musikken blev tusmørkeblå, tung, og samtidig sart og fin. Her holdt vi alle vejret, for det føltes, som om alt kunne brase sammen ved et lille host, en lille rømmen.
Det kan godt være det var regnvejr og koldt udenfor denne torsdag på Roadburn. Men inde på Hall of Fame skinnede solen og indhyllede alle, det var lykkedes at komme ind, i varme og musikalitet, som fik os til begejstret at udbryde: "Dette er dagens bedste koncert!"