AMF25: Rørende fredag
Illdisposeds rørende hyldest var fredagens højdepunkt, der også bød på Mnemic, Belphegor, Dawn of Demise og generelt fuldt hus til alle koncerter!
Hard Lessons sparkede dette års Aalborg Metal Festival godt i gang med en hurtig omgang hardcore. De leverede et brutalt og velspillet sæt, og fremførelsen kan man næsten ikke sætte en finger på. Dog fik de aldrig helt fanget publikum, som mest bare stod med krydsede arme og nikkede lidt halvsløjt med i takt med musikken. Dette på trods af, at forsanger Tore Saaby gentagne gange opfordrede til moshpits. Det virkede dog til at skyldes, at folk kom direkte fra arbejde og ikke engang havde nået at få en øl i hånden, men i det mindste var salen godt fyldt, og Hard Lessons var endda så befriende modige, at de smed et enkelt covernummer ind. Solid start på dagen.
Næste band var Köya, der også er velkendte i byen. Koya gik ambitiøst til værks, men blev hurtigt modarbejdet af en alt for skinger, grim bas, som mest af alt vækkede minder fra Speedslut på Port Of Hell i år. Dette skulle dog ikke sætte en stopper for Koya, og de gjorde hurtigt op for det med deres energiske fremtræden og ekstremt velspillende musik. Trods udfordringerne med bassen fik vi her lov at opleve årets første moshpit på AMF. Koya fik i den grad sat barren for, hvad de kommende bands skulle sigte efter.
Derefter skulle Defacing God bringe lidt mørke til Aalborg, og det gjorde de ganske udmærket. Forsanger Sandie Gjørtz styrede sikkert bandet gennem en lille times black metal, mens trommeslager Michael Olsson og guitarist Jakob Batten var i aktion for første gang denne aften. Men ikke sidste.
De fik sig dog en velfortjent pause, da Dawn of Demise gjorde deres entré på Studenterhuset. Der findes næppe den jyde, der ikke kender de vennesæle silkeborgensere, der udgør bandet, så de blev budt varmt velkommen, og varmt blev der da også med moshpits og fadølsjokes, præcis som vi har oplevet med Dawn of Demise et utal af gange i Aalborg. Der er ikke en gane tør, når Scott Jensen hylder ”dø’jsmetal, møjerfåggers". Bookmakerne havde ham til at smide trøjen efter ét nummer, stemningen taget i betragtning, men der gik faktisk lidt længere, og til sidst havde han sin bonussøn Marcus Kohls Nielsen med på gæstevokal. Kohls Nielsen har sit eget band Rådden Rektalvæske og slægter i den grad sin tidligere bonusfar på med valg af genre. Dawn of Demise vandt, som de altid gør, publikums gunst, når de gæster Aalborg Metal Festival.
Og fra den ene frontmand med jysk dialekt og humor til den anden. Bo Summer og Illdisposed var højst overraskende blevet booket til festivalen og mødte selvfølgelig op, når en sjælden invitation udstedes. Illdisposed er selvfølgelig efterhånden cementeret som et fast holdepunkt på Aalborg Metal Festival, ovenpå at have spillet hele 12 gange på festivalen. 2004, 2008, 2010, 2011, 2014, 2016, 2018, 2021, 2022, 2023, 2024 og nu 2025. Fra det første anslag gik publikum amok, og salen stod nærmest ikke stille under hele koncerten. De spiller som de plejer, hverken mindre eller mere, og det er præcis hvad man forventer. Derfor er de nok også en af de mest sikre bookinger, man kan foretage sig som festivalarrangør.
Et stille øjeblik opstod dog, da bandet lavede en kort, men hjertelig hyldest til deres tidligere guitarist, Rasmus "Hække" Henriksen, som desværre gik bort tidligere i år i en alt for tidlig alder. Bo Summer sagde, at hvis publikum syntes, de så lidt nedtrykte ud, så var det netop fordi de lige havde mistet en nær ven. ”Hække” var et vellidt menneske i både miljøet og de bands, han spillede i. Den pokkers kræft. Summer ville gerne høre et brøl, der var så højt fra salen, at det kunne høres ud på kirkegården i Odder. Forsangeren var tydeligt berørt med fugtige øjne, der ikke blev forsøgt gemt væk. Brølet fra publikum var uden sidestykke festivalens højdepunkt ... sikke et brøl! Derefter sagde Summer, at der også skulle lyde et brøl til tidligere guitarist i Illdisposed, Lasse Bak, der havde været der som en trofast støtte for ”Hække” i de sidste dage. Han fik et lige så stort brøl. Det var så man fik gåsehud, og flere iblandt publikum græd. ”Hække” var en ven af mange, og en god del af dem var i salen. Et rørende øjeblik, og så kunne bandet spille videre.
Efter et korts øjeblik stilhed og skål vendte Illdisposed tilbage til det de gør bedst og spillede aftenens sidste nummer, ’Purity of Sadness’. Koncerten blev dog afbrudt en gang mere, da forsanger Bo Summer, skulle forklare monitormanden, at han skulle følge med på scenen i stedet for at have travlt med at spise sin spaghetti, og så lød det lidt på trommerne i de sidste numre, at Michael Olsson nok var ved at være træt efter to koncerter. Men de ligegyldige skønhedsfejl kommer ikke til at skygge for det, koncerten og festivalen vil blive husket for. Hyldesten til ”Hække” i form af Bo Summers tale, Jakob Battens trøje og publikums vilde brøl.
Efter sådan en omgang var det ved at være tid til de sidste bands på fredagens program. Mnemics hjemkomst var noget man havde ventet på, og Mnemic gik på scenen med ét klart mål: at vise, at deres comeback ikke bare var for sjov, men at de stadigvæk kan, og i den grad også vil!
Det var ikke bare en genoplivning af Mnemic vi oplevede, men nærmere starten på et nyt kapitel i deres historie. Fra de første toner af 'Deathbox' satte de tonen for resten af sættet med deres velkendte, skarpe riffs, leveret med næsten umenneskelig præcision. Vi skulle heller ikke langt ind i første nummer, før de første festivalgæster forsøgte at starte, hvad der lignede en moshpit. Folk var glade, spændte og nervøse. Spørgsmålet hang dog hele tiden i luften: Er Mnemic stadigvæk relevante i dag med så mange nye bands på den danske metalscene?
Og svaret dertil er et klart ja. Forsanger Michael Bøgballe stod klædt som matros, og der skal en vis portion selvtillid til at kunne møde op i den mundering ... men hvis nogen kan, så er det Bøgballe!
Man kunne mærke på publikum, at dette ville blive en koncert ladet med nostalgi, men også forventningen om noget mere. Efter et par numre var det blevet tid til det velkendte 'Dreamstate Emergency'. Her begyndte publikum for alvor at slippe nostalgien og i stedet være i nuet og kigge fremad. Der blev moshet, headbanget og kastet horn i alle retninger. Folk har ventet længe på det her, og de havde ingen planer om at lade det slippe. Efter sættets afsluttende 'Liquid' og 'Door 2.12' var der ingen tvivl: Mnemic er tilbage, og de er kommet for at blive. Det var røgmaskinen også, da den blev aktiveret. Den gad ikke lige stoppe igen, så den tømte indholdet, og hele Studenterhuset var én stor røgsky. Trods det imponerende lys, der var sat op til Mnemic, så kunne man intet se i et nummer eller to. Der blev åbnet nogle døre, så der kunne skabes gennemtræk, og langsomt, men sikkert kom bandet igen til syne, så man kunne både se guitarister, bassist og trommeslager.
Til sidst var det tid til østrigske Belphegor. Og nu bliver det ondt, farligt … og satanisk! Eller rettere, nu kommer der teatermetal for fuld udblæsning med hjemmebyggede, omvendte kors og en masse andre tunge rekvisitter, som vist mest var skrækindjagende for de stakkels frivillige, der skulle bære dem på og af scenen. Tilsæt et par olielamper og et brændende kranie fra et ikke nærmere identificeret dyr, som vist er mere frygtsomt for bilister at påkøre i vinterhalvåret, så er scenen ligesom sat.
Problemet er bare, at det er set både bedre, mere effektfuldt og skræmmende end, hvad bandet formåede. I ved, dengang disse virkemidler reelt kunne skræmme - tilbage i firsernes satanic panic. Bandet kunne med fordel kigge på Behemoth for inspiration … eller det har de vist allerede gjort, men dog uden helt at have forstået det, der virkede. Ved nærmere eftertanke, så har Behemoth vist selv glemt det lidt.
Black- og dødsmetal kan og skal gerne kunne chokere, være lidt farligt og i det mindste provokere. Dette var desværre ikke min oplevelse af Belghegor på Aalborg Metal Festival. Samples med messen på latin gjorde desværre ikke noget godt for helhedsudtrykket. Musikken gav lidt samme smag i munden som scenografien, lidt outdatet og aldrig helt farligt. Det var lidt samme oplevelse, som når man ser en film, man ikke har set i 20 år, og som var fed dengang, men som bare ikke længere gør noget for en, fordi den netop er lidt uddateret. Det hele virkede desværre lidt som udsmykningen på Copenhell, mere som en tur i en forlystelsespark end en reel nedstigning til helvede. Der skal til sidst rettes en særlig hård kritik af bandets manglende forståelse af tid. De valgte at spille 15-20 minutter over, hvad de var programsat til, dette til trods for flere henvendelser fra siden af scenen. Det er manglende respekt overfor festivalens program og de efterfølgende bands spilletid. Den var formentligt ikke gået på Wacken, så var stikket til scenestrømmen blevet trukket.
Fynske Terrorpy gik derfor på som sidste band sent på aftenen, og her var en del driblet videre til J-dag andetsteds i Aalborgs natteliv, hvilket var lidt ærgerligt for dødsmetallerne fra Odense. De gjorde det bedste, de havde lært og havde fortjent flere publikummer!