ACW 25: Til ære for Folkets Hus
Laser Nun's eksperimenterende, improviserende, doomede noise boblede over af kreativitet til en immersiv koncert midt på Basements kolde gulve.
Du husker måske den meget roste koncert med SVIN på A Colossal Weekend i 2024? Eller måske har du stiftet bekendtskab med Bissesvinet, der ganske som navnet antyder, består af kunstneren Bisse og SVIN. Hvis du har det, så kender du også kunstnerduoen bag navnet Laser Nun, Anders Vestergaard og Lars Bech Pilgaard. Laser Nun spillede som første band på sidste dag på årets udgave af A Colossal Weekend og startede således dagen med at give stof til eftertanke.
Eksperimenterende og improviseret, lige i krydset mellem jazz, doom og noise, er nogle af de ord, som jeg kan sætte på Laser Nun, der i anledning af festivalen og ikke mindst koncertens placering havde skrevet stykket ‘Under Folkets Hus’. Koncerten blev opført i Basement, der helt bogstaveligt ligger under det tidligere Folkets Hus, nu bedre kendt som Vega, og blev på sin egen hæsblæsende måde en slags højhastighedsresumé af alt det, de smukke gamle vægge og gulve har lagt øre og ryg til i tidens løb.
Laser Nun havde taget opstilling midt på Basements rå betongulv og opfordrede i en ordknap introduktion til koncerten publikum til at bevæge sig rundt, lytte fra flere vinkler og ikke mindst se og opleve livemusikken spillet i en 360-graders forestilling. Det var spændende selvom det tog lidt tid før det høflige danske publikum for alvor tog mod til sig og begyndte at flytte på sig.
Fra koncertens første toner, og første slag, var kreativiteten drivende og der er noget aldeles magisk ved at se musikere blive så meget væk i deres egen musik, som det var tilfældet for d'herrer Vestergaard og Pilgaard. Vestergaard på trommer var en fryd for øret og øjet, og hans avantgardiske trommespil var på en og samme tid uendeligt svært og uendeligt let at finde rundt i. Svært fordi meget få musikere har den musikalitet, der skal til for at spille så skævt, uden at det hele falder fra hinanden. Let, fordi der konstant var et sted at hægte øret fast, et sted for foden at vippe i takt, også selvom den logiske hjernehalvdel for en tid blev sat ud af spillet. Bech Pilgaard på guitar var i samme boble. Eller måske i sin egen. Med stedvis øjenkontakt med Vestergaard, var han ophav til de oceaner af lyd, der lagde bunden – og toppen – i koncerten. Kompositionernes puls var fascinerende og var stemningsdannende for hele koncerten – fra den insisterende lyd af en gammeldags clockradio (hvis nogen husker dem) til den mere alarmerende, lidt forpustede puls, der gav en uro i musikken, en kriblen i alle lemmer. Mod slutningen ændrede hele koncerten pludseligt temperatur og blev ond og grum underbygget af et tiltagende raseri på trommerne, mens tung drone stod for vibrationerne i rummet.
Og midt i infernoet af lyde og rytmer, var der en kerne. Noget, der fik det hele til at hænge sammen, og som trak næsten synlige tråde mellem Vestergaard og Bech Pilgaard. Det hele truede med at brase sammen, hvert øjeblik det skulle være, men gjorde det lige netop ikke, og musikaliteten var i overflod under hele opførelsen.
Hvis vægge kunne tale, og hvis Folkets Hus fik 50 minutter til at opsummere hele sin historie, så ville det lyde sådan her. Med afsæt i arbejderbevægelsens 8-8-8-slogan og frem mod det hidsigt udviklende og afviklende samfund vi har i dag, krydret med toner fra alle koncerter, der nogensinde har spillet i Vega.
Det er ikke musik for de mange, men de, der valgte at blive, fik en oplevelse, der var i særklasse, og som sætter en tyk streg under, hvorfor A Colossal Weekend er så vigtig for den danske livescene. At booke Laser Nun var ganske enkelt en lille genistreg.