Velsmurt kolos på hjul
Populær
Der var stor-metallisk aften i hovedstaden med både Metallica og The Dillinger Escape Plan ... og så arrangementet Colossal on Wheels, der på fornem vis fik slået fast, at dansk musik er i gang med at opleve en sjælden guldalder.
Der var kamp om metalkrigerne denne torsdag aften i hovedstaden. Metallica med sidste show i rækken af indvielser af den nye nationalarena og ikke mindst selveste The Dillinger Escape Plan med afskedsshow i Pumpehuset.
Men der var heldigvis stadig en god portion mennesker, som havde fundet vej til Stengade og arrangementet Colossal on Wheels, der er en lille tour, som præsenterer en række af landets fineste bands inden for post-rocken/-metallen som appetitvækker til hovedeventen A Colossal Weekend, der løber af stablen i Vega i maj – med blandt andet Deafheaven som et af hovednavnene.
Fede farmandsrockere
Første band på den lave scene var københavnske Late Night Venture, der aldersmæssigt svinger fra 39 til 47. Der var heftig aktivitet på notesblokken og et par smut i rygelokalet under deres show, så jeg vil blot bringe mine noter, som bandet selv har godkendt (wink, wink).
“Atmosfærisk åbning. To med briller. Lidt farmandsagtigt. Stort behov for smokes, som kun Black Sabbath kan efterleve. (Er gået i rygelokalet på etagen oppe over scenen). Brølet borer igennem Stengades skrøbelige konstruktion. Lyder som et sygt bæst fanget i en død sømands krop på vej mod bunden af havet. Nogle virkelig lækre melodier og riffs. Burde tro lidt mere på, at de er et fedt band. Eneste spillested, hvor man kan høre showet fra rygelokalet. (Tilbage foran scenen) Bedst instrumentalt. Senere pakket i lys. Lilla silhouetter. Lidt mørk mandesang, halv hvisken. Fungerer meget godt. Skru ned for spinaten, tak! Tunge på den fede, grovkornede måde, hvor man føler sig som et træ, der er ved at blive savet midt over af to massive skovhuggere. Kænguru. Nogen sidder på deres knæ. Dejligt soothing åbning på sidste nummer. This will destroy you. Den store harpunarm blev svunget og endte i et sinuskurveagtigt sonisk skrig. Som en fra salen råbte, da støjen var stilnet af: 'Det var fedt nok!' Tidligere shoegazeere i Flying Virgins. Det kunne høres.”
Blade Runner-musical
De har været her i snart mange år, men uden helt at bryde igennem lydmuren, selvom evnerne og ambitionerne i den grad er til stede. Der er tale om aarhusianske Liserstille, som vel nærmest har været så stille, at et andet band fra den jyske stad er løbet med Liss.
Og dog. For de udgav faktisk i 2015 den uretfærdigt oversete perle 'Empirical Ghost'. Her går vi og brokker os over, at ingen i det her land gider eller tør noget, men fordi verden er så pisseuretfærdig til tider, er alt for få bekendt med den plade. Det er, så tårerne driver ned ad kinderne, når Liserstille folder sig helt ud. Både på pladen, men også på scenen.
I front er den amerikansk bosiddende forsanger Martin Byrialsen – og deraf en forklaring på den meget overskuelige koncert-aktivitet – en meget dragende karakter med sit lange, slanke korpus og hvide hår, der på en måde får ham til både at ligne en skurk fra 'Blade Runner' og et følsomt, skrøbeligt Tim Burton-væsen. Og så måske med lidt David Lynch-weirdness. På alle måder ikke noget, man skulle tro kom fra noget, der er så nede på jorden som Jylland.
Under koncerten var bandet mestendels pakket ind i rødt romantisk skær og spillede som et blødende hjerte på vej mod sit endeligt igennem dale med bløde skyer, men også med et element af science fiction- og nærmest musical-præget, der gav en underlig, men god smag af serien 'Westworld' i munden. Det ene øjeblik lyder Liserstille, som om de er ved at gå i fodsporene på Muse, men så kaster de et elektronisk beat ind midt i det hele og bygger et pragtfuldt slot op, som de så river over med et tungt og destruerende riff. Og glæden ved alle disse indtryk blev især legemliggjort ved bassist Tue Schmidt Rasmussen, der foruden at spille op til bandets stramme udtryk var en sand humørbombe i evig bevægelse gennem showet.
Kom nu, Liserstille. I har fandeme noget kørende – skru op for aktiviteten!
Al tvivl er borte
En kuriøs detalje ved Tvivlers show var, at bassist Morten Ogstrup forinden netop havde spillet for et fuldstændig tætpakket Pumpehuset som support for The Dillinger Escape Plan med sit andet band, Town Portal.
Men der var bestemt ingen træthed at spore, og det var derfor et Tvivler, der – som sædvanlig, fristes man til at sige – angreb scenen med rå mængder energi. Deres på en gang dybe, mørke, melodiske og lette hardcore-musik er ren nektar live, især når et band har så meget rutine, som Tvivler har.
I front er Thomas Burø lidt af en stjerne på hardcore/punk-scenen herhjemme. Som tidligere forsanger i Lack har han mere eller mindre selv været med til at starte den scene, som Tvivler nu har kastet to ep'er efter, hvor de beviser, at den scene på ingen måde er død. Snarere tværtimod. Der sker mange ting i Danmark lige nu på den front – bare vent!
To ep'er i 'Negativ Psykologi'-rækken, der, som titlen antyder, ikke er bange for at bore sig helt ind i mørket og reflektere over, hvorfor vi er, som vi er – og hvorfor det både er godt, men nogle gange også nærmest umuligt at leve med. Det er tekster på dansk, som det sjældent er hørt og set før – og det fungerer især også, fordi Thomas Burø leverer sine ord med en nerve, der føles nærmest knusende ægte. Og så kan han jo twerke, piger og drenge!
Knusende var også Morten Ogstrups bas, der virkelig kan mærkes, og de tighte trommer fra Morten Clausen, mens guitaristen Thomas Feltheim har et fint øre for de fængende og medrivende hardcore-sange. Der er masser at tvivle på, men ikke at Tvivler er et yderst solidt og tight spillende foretagende, der forhåbentlig ikke opgiver deres kamp lige foreløbig.
Late Night Venture: 4/5
Liserstille: 5/5
Tvivler: 5/5