Årsliste 2015 – Jon Albjerg Ravnholt

Stoledans til noiserock i en kirke, øko-black i et forsamlingshus inde i en skov, sludge på en strandbar og en vemodig afsked med en ambitiøs doom-festival: Den cardiganbærende fløj af redaktionen udpeger årets mest bebrillede næsten-metal.

Årets danske album:

1. Tvivler: ‘Negativ Psykologi #1’ – Han ramte egentlig ret godt plet, ham der skrev, at han ikke var sikker på, om jeg var den helt forkerte til at anmelde Tvivlers debut eller den helt rigtige. For selvfølgelig ville jeg have forhåbninger om, at et nyt band med den gamle sanger i Lack, danmarkshistoriens bedste band, jo, ville blæse mig væk, og selvfølgelig lod jeg mig blæse væk som en lille fanboi. Men tilstræbt objektivt anskuet var den første 7” fra den københavnske emo-kvartet altså helt åndssvagt vild.

2. No Fealty: ‘They Love the Soil Which Makes Their Graves’ – Gruppens tungt crustede grindcore kan måske nok umiddelbart minde om et powerviolenceband som Nails for den bastante lyd, men i politiske paroler og musikalsk alsidighed er de tættere i familie med His Hero Is Gone. Skrev jeg lige His Hero Is Gone, et af slut-90’ernes vildeste, bedste og vigtigste bands? Og nogen, der lyder henad dem? Jamen, hvad laver vi så her, hvorfor er vi ikke ude at protestere mod noget i en rasende fart? 

3. Halshug: ‘Blodest bånd’ – Der var en del hype om Halshug i foråret, fordi de udkom på Southern Lord, men så god var pladen altså ikke. Men ret god var den på den anden side alligevel. Heftig, usofistikeret d-takt med uhørt meget bund i lyden.

4. Weak: ‘Første EP’ – Sofistiskerede var Raw Birth-selskabets nyeste konstellation Weak heller ikke på deres debut-ep. Man skulle også kende meget lidt til de bands, medlemmerne kommer fra, Hand of Dust, Dead Instrument og Bottom Feeder, hvis man skulle tro, at det var musik, man beholdt brillerne på til. Weak ligger i umiddelbar forlængelse af Bottom Feeders Iron Monkey-påvirkede sludge, men det afholdt ikke Devilutions anmelder på Heavy Days in Doom Town fra mest at tænke på Skunk Anansie, da han hørte dem.

5. Recitation: ‘Carrion’ – Martin Niemann har tidligere vist, at han kan spille komplicerede trommer i mathrockerne Marvins Revolt, men at han også har en ting for tam-tunge heavytrommer, er han for tiden i gang med igen at bevise i det Rising, han i sin tid var med til at danne. Ved siden af har han så skruet tempoet helt, helt ned i Recitation. Trioens beskidte doom nikker langsomt men beslutsomt mod progressive doom-navne som Yob og Corrupted, og selvom Recitation endnu ikke har formatet til at forløse en vision i samme skala, er intentionerne gode på debuten ‘Carrion’.

Årets internationale album:

1. Tribulation: ‘Children of the Night’ – Jeg sagde i starten af året, at det var svært at forestille sig, at noget skulle komme til at overgå Tribulations ‘Children of the Night’ i år, og da jeg ikke er meget for at indrømme fejl, står jeg ved den holdning her ved årets udløb. Det er en fantastisk plade: Dissection-breaks og -riffs, Watain-vokal og -melodier, Hellacopters-rockklaver, Focus-prog og Bo Hansson-troldeskovs-vibes. Der findes mennesker, der har svært ved at forlige sig med vokalen; det er den slags mennesker, vi fnyser hånligt ad.

2. Enslaved: ‘In Times’ – Af alle mulige grunde er jeg aldrig rigtig kommet i gang med at høre Enslaved før, har aldrig helt set lyset i dem. Det skulle ændre sig med ‘In Times’: Pludselig står man der i solnedgangen på en strand og nynner “the winter is closing in” for sig selv, mens man føler sig rigtig meget i pagt med sin glorværdige vikingefortid og synes, man kan se drageskibene stå ud fra lystfiskerhavnen nogle kilometer oppe ad kysten. Storslået, melodisk metal med elementer af såvel progressiv black som vikingemetal; det er den plade, Mastodon kunne have lavet, hvis ikke de var begyndt at sutte uigenkaldeligt til sidst.

3. Oren Ambarchi: ‘Sleepwalker’s Conviction’ – Den evige udfordring ved årslister er, hvilken Oren Ambarchi-plade man skal vælge. Ved redaktionens afslutning er der trods alt kun kommet seks i år, til gengæld indebærer det såvel en liveudgave af skronk-bankeren ‘Knots’ og hans hidtil bedste samarbejde med Jim O’Rourke på ‘Behold’. Men alligevel: Holdt op imod en plade, hvor han har fået Adelaides symfoniorkester til at drone deres allermest spooky lyde for tuba, kontrabas og percussion, så det lyder som et zombieorkester i en forladt fabriksbygning, er det svært ikke at lade valget falde på denne. Og svært ikke endnu engang at hylde den australsk-iransk-jødiske avantgardemusiker som en af de vigtigste af slagsen, vi har. OK, sådan set også ud over australske, iranske og jødiske kredse.

4. Judd Madden: ‘Waterfall II’ – En anden australier, jeg har haft et godt øje til de senere år, er Judd Madden. Hjemme i soveværelsesstudiet har han de sidste fem år lavet otte plader med instrumental doom, hvor de knusende riffs er blevet modsvaret af en stadigt større nuanceringsgrad frem til dette, hans hidtil bedste album.

5. Lluvia: ‘Eternidad solemne’ – Endnu en fyr, der sidder i sit soveværelse og har det akavet med andre mennesker, er mexikanske Lord Vast. Under navnet Lluvia skaber han en atmosfærisk post-black metal med en intensitet og et flow, der kan minde om danske Solbrud, men bare er langt mere åben i lyden med decideret ambiente passager. Det minder væsentligt mere om den franske avantgardeskole, end det de laver oppe i El Norte.

Derudover var årets marathonudgivelse Stephan Mathieus 4 ½ time lange nattemeditation, ‘Nachtstücke’. Det kunne også have været Kenneth Kirschners 6 ½ time lange ‘Compressions & Rarefactions’, men berlineren Mathieu rammer en mere sammenhængende tone på sit mørkt dronende værk. Dark ambient for søvnløse. Sidst på året lavede Mathieu desuden en virkelig uhyggelig rekonstruktion af lydkulissen til den første ‘Alien’-film, ‘Before Nostromo’, som ikke er mindre anbefalelsesværdig. Napalm Death beviste med ‘Apex Predator – Easy Meat’ at de stadigvæk ikke er færdige med at udvide rammerne for, hvad de kan inden for deres lyd, og det gjorde de med en overlegenhed, der næsten var demonstrativ. Demonstrativ var også Titus Andronicus’ ‘The Most Lamentable Tragedy’ i sin megalomani – et tredobbelt konceptalbum lanceret med en kvarterlang performancekunstvideo med et potpourri over pladens højdepunkter. Bedst var pladen, når den ramte et sted mellem tidlig Alice Cooper og Replacements, uinteressant blev den aldrig.

Årets internationale hit:

Drug Church: ‘But Does it Work?’ – Lige så travlt Patrick Kindlon har med at realisere projekter i såvel Drug Church som i det mere arty Self Defense Family, lige så svært har han ved at komme ud af 90’erne. Han er til gengæld en af de bedste til at genskabe lyden af post-hardcore fra dengang lige nu, og i Drug Church gør han det svært medrivende. Som en fyr på et musikforum skrev: “Det er lidt som at se en video på MTV sent om natten engang i 90'erne på lav lydstyrke, fordi min mor sover ovre på sofaen, og nu kan jeg slet ikke vente til at fortælle det i skolegården i morgen.” Musik for folk, der ikke rigtig går i skole længere, men heller ikke rigtig har kunnet lægge den bag sig, altså.



Årets danske hit:

Singvogel: ‘Giftblander’ – Det er svært at høre en hel Singvogel-plade uden at komme til at føle det, som om man pludselig bor i Danish for Progress og dårligt kan være i sig selv for det og må sparke sig frem gennem chikke studerende og tykke dødsmetallere for at få sin Limfjordsporter i fred. Men i bidder er de ualmindeligt vindende, sådan som i dette nummer, der burde have været et hit, hvis ikke det var for den slags numre, der er hits.



Årets genfundne klassiker:

Invocator: ‘Excursion Demise’ – Under arbejdet med Briller Af Ståls artikelserie om den chilenske thrash chattede jeg over nogle uger med Massakres Yanko Tolic om vores respektive opvækst på hver vores metalscene, og da han spurgte til, hvad der havde været af godt på den danske scene, var det første, der faldt mig ind, Invocator. Selvfølgelig var det Artillery, der var Massakres samtidige, men dengang jeg begyndte at høre thrash, var de håbløst datede, og det var Invocator, der bar faklen. Og når man genhører ‘Excursion Demise’, er det ikke svært at forstå, hvordan de kunne få Artillery til at fremstå så gammeldags, der i starten af 90’erne. 

Den overså jeg i 2014:

Stephan Mathieu: 'Sacred Ground' – Jeg overser intet. Jeg vælger nogle gange at undlade at tage stilling til noget musik, før jeg mener, at tiden er inde til, at jeg vil være modtagelig overfor det; det er noget andet. Som med Enslaved. Således havde jeg som sådan heller ikke overset Stephan Mathieu, indtil han i starten af 2015 udgav 'Nachtstücke', for jeg havde faktisk haft en 12" med hans gamle postrock-band Stol stående siden starten af 00'erne, og jeg var bevidst om, at den vist nok havde været fin nok dengang. Men da så 2015 blev året, hvor Lawrence English pludselig valgte at sætte sin udgivelsesfrekvens drastisk ned, var tiden altså inde til at åbne for en anden hane med mørk, industriel, forvitret ambient. Og her lå så blandt andet dette album og ventede, nøjagtig som jeg havde forventet, det ville gøre.

Årets bog:

Tony Rettman: ‘NYHC’ – Historien om New Yorks hardcore-scene er blevet fortalt før, men ikke så grundigt som i Rettmans minutiøse gennemgang – omend den også har sine svage punkter. Det skæmmer den dog ikke mere, end at den stadig er ret så uomgængelig, hvis man vil have nuanceret sit syn på, hvad der egentlig ligger bag tough guy-attituderne, og hvorfor det blev så voldsomt.

Noget mere sofistiskeret var Ulver-medlemmet Jørn H. Sværens ‘Vi er tiggere’, der udkom i dansk oversættelse på Forlaget Virkelig. Det er en bog så godt som tømt for ord, hvor sidernes hvidhed næsten overdøver de få, prøvende anslag, indtil black metallen i et indstik tager turen fra kirkeafbrændinger til andægtigt kirkebesøg, meditation og rituel afklipning af faderens tånegle.

Kun lige med nød og næppe metalrelateret var 2015 også året, hvor redaktionssekretæren blev forlægger med Unica Zürns ‘Mørkt forår’ på Forlaget Sidste Århundrede. En opløftende, lille sag om børns seksualitet, selvmordsdrift, afsky og tiltrækning og andet vanvid.

Årets koncerter:

1. Oren Ambarchi & Will Guthrie, St. John at Hackney Church, London, 15-10-2015 – Som Ambarchi-discipel igennem 7 års tid har jeg længe virkelig gerne villet opleve ham live, og 2015 blev så året, hvor jeg kom til at se ham ikke bare en, men to gange. Soloshowet i Jazzhouse i maj var sådan set smuk helteguitar-epik, men at opleve ham i duoformat fremføre den godt tre kvarter lange skronk-banker ‘Knots’, hvor det går fra den helt sagte dronen med sære knirkelyde fra trommerne til ren freak-out, fik mig til at sidde og danse aldeles upassende på klapstolen, der i kirken.

2. Solbrud, Bornhell, Bornholm, 12-06-2015 – Det var den perfekte setting for øko-post-blackerne at spille i en gammel træbygning midt inde i en skov på en ø langt væk fra alting midt om natten. At så selvsamme omstændigheder betød, at de spillede for ikke meget mere end et par håndfulde publikummer, betød egentlig ikke så meget, for Solbrud gør det alligevel ikke i det der med publikumskontakt. Det, de kan, er at frembringe en mur foran dem selv, hvor alt hele tiden ændrer sig en smule, og alt er i perfekt sync. Det var ærefrygtindgydende at opleve. 

3. Herder, Glazart, Paris, 30-06-2015 – Eyehategod på en strandbar midt inde i en storby? Oh well, man kan vel altid holde til at se de slidte helte hælde en pisbaljefuld mismod og menneskehad ud over en. Men denne aften var Eyehategod forsinkede i trafikken, så de gik først på hen imod midnat og var mere end almindeligt fortørnede, men overraskende nok havde opvarmningsbandet Herder også gjort det svært for dem at følge efter. For godt nok er hollændernes sludge alt andet end original, men denne aften fungerede de tre guitaristers konstante monster-riffen helt perfekt sammen med en i særklasse oplagt growler. 

4. Abysmal Grief, Heavy Days in Doom Town, Ungdomshuset, Kbh, 03-05-2015 – Det var et ret så sikkert kort for Heavy Days in Doom Town at trække Abysmal Grief ind igen oven på sidste års succes på festivalen, og selvom det så ikke var det mest opfindsomme træk, så tilgiver man folkene bag, fordi Abysmal Grief. Super-teatralsk horror-metal med diabolsk latter ad libitum og nogle ret så rudimentære, men stærkt virkningsfulde riffs. 

Og så har jeg faktisk ikke en femteplads. Marduk var ellers glimrende på Copenhell, tror jeg nok, for jeg var ved at dejse om af søvnunderskud og et lidt for kådt ølleri, da de spillede. Fire! Orchestra var eminente i Copenhagen Jazzhouse under Paal Nissen-Loves kuratering på Copenhagen Jazz Festival, men havde lige så lidt at gøre med metal, som Simon James Phillips’ solopianoshow samme sted nogle måneder senere havde det.

Årets internationale navn:

Tribulation – Der er meget godt at sige om de svenske goths psykedeliske dødsblack, og det har vi skam også gjort på Devilution, senest i forbindelse med deres optræden på Black Christmas, men i virkeligheden handler det først og fremmest bare om twinleads:

">

Årets danske navn:

Solbrud – Der er også meget at sige om de danske post-blackere, og det har vi også gjort på Devilution, bllandt andet i forbindelse med deres optræden på Copenhell, men i virkeligheden handler det først og fremmest om en mur:

">

Årets nye internationale navn:

Extrafernalidad – Det bolivianske blackened noise-kollektiv stod bag nogle af de mest eksklusive koncertopsætninger i vinters dybt inde i Madidi-nationalparken, hvor de seks medlemmer stod spredt ud i skoven med nogle hundrede meters mellemrum og hver især spillede løs på deres del af et i forvejen aftalt timelangt sæt, som publikum så kunne opleve forskellige sammensætninger af, alt efter hvor på stisystemet de befandt sig, og hvilke medlemmer de var tættest på. De, der nåede at opleve en af de i alt syv opførelser, taler om en musik, der var en blanding af Lasse Marhaug, Parabellum, Ornette Coleman, Kevin Ayers og Black Flag, men af gode grunde kan de sparsomme mobiltelefonoptagelser, der findes rundt omkring på lukkede messageboards, slet ikke gengive den fulde oplevelse af Extrafernalidads ekstreme øko-metal. Således kan det heller ikke med sikkerhed godtgøres, at Extrafernalidad egentlig findes, og at de ikke bare er en undskyldning for ikke at have hørt noget godt nyt i år.

Årets nye danske navn:

Tvivler – Det gør Tvivler:

">

Årets comeback:

Massakre – Comebacks er sådan noget, vi fnyser hånligt ad på holdningsfabrikken, men indimellem ender det faktisk med at give mening, når gamle bands prøver endnu en gang at få tingene til at gå. Således chilenske Massakre, der i sin tid forsvandt ind i øvelokalet for at jamme space metal efter at have debuteret med et ellers ret solidt døds-thrash-demo. De vendte tilbage til overfladen ved indgangen til det nye årtusind, og efter et par mere traditionelle døds-thrash-plader, har de på ‘In Aeternum’ endelig fundet frem til en ordentlig fusion af metallen og den andinske prog.

Årets optur:

Bornhell – Bevares, første omgang af den bornholmske black metal-festival var ikke uden sine udfordringer, om det så var deathcoren eller de stangvisne 40-årige, der var det værste, men grundidéen var der bestemt ikke noget i vejen med: at spille black i et gammelt forsamlingshus dybt inde i skoven, langt ude i Østersøen, væk fra alting, i et med intet. Hvis det lykkes at stable en ny omgang på benene, og hvis enmandshæren bag tager ved lære af erfaringerne fra debuten, lover det endog rigtig godt for det danske metalfestivallandskab.

Årets største skuffelse:

Så sidder man der i svigermors sofa ude i Tårnby, lige mellemlandet på vej hjem fra London, og alle andre er gået i seng, så man tænker, at man lige skal tjekke, om man egentlig kan nå en koncert i morgen, inden man skal helt hjem til der, hvor der ikke er koncerter, og det er så der, man finder ud af, at Year Of No Light gik på scenen 5 kilometer derfra for en halv time siden. Det er mere end almindeligt bittert, når man husker deres show på Lades i slutningen af 00’erne. Franskmændende er nemlig et af de få bands, der formår at holde post-metal interessant, ikke mindst fordi de har husket, at det allervigtigste, for at noget overhovedet skal fungere som metal, er, at man har et riff med.

Største ønske for 2016:

Jeg kommer virkelig, virkelig til at savne en ordentlig erstatning for Heavy Days in Doom Town i 2016. En som er mere realistisk for mig end Roadburn. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så håber jeg at fortsætte den opadgående frekvenskurve for Oren Ambarchi-koncerter i det nye år.

Det glæder jeg mig mest til i 2016:

At høre Alice Cooper spille et sæt på Copenhell, som udelukkende består af numre fra ‘Love It to Death’ til og med ‘Muscle of Love’. At se tykke, aldrende dødsmetallere råsnave splejsede metalcore-ynglinge til tonerne af ‘Raped and Freezin’’, mens mascaraen løber ned ad vores kinder med glædestårerne, og vi en gang for alle glemmer, at der nogensinde var noget, der hed 90’erne.