HDDT ‘15: Vatarm som jeg er

Populær
HDDT ‘15: Vatarm som jeg er

20 minutter var alt, hvad den nye københavnertrio skulle bruge til at overbevise om at de kan føre stilen videre fra deres tidligere bands.

Kunstner
Spillested
Dato
01-05-2015
Genre
Karakter
3

Jeg ved jo ikke, hvordan andre mennesker har det, men når jeg hører navnet Weak, så kommer jeg nødvendigvis til at tænke på Skunk Anansie. Så står man der og ville egentlig helst tænke på alle de seje ting, der er i denne verden, eller al den sejhed der omgiver en når man træder ind i Dødsmaskinen, hvis udsmykning i år er nogle sært ubehjælpsomme gækkebreve klippet ud af papkasser, men det man tænker på, er Skunk Anansie. Hvad hun nu hed, hende fra Skunk Anansie, hun var vred, det var ligesom det der var deres schtick, alt det hun kunne rase over, og så skrøbelig hun samtidig var midt i al den vrede. Det var vildt irriterende.

Weak spiller også på en altoverskyggende vrede og afmagt, de gør det bare ikke på en så belastende måde som Skunk Anansie. Klart, det her faktisk overhovedet ikke noget med hinanden at gøre, og jeg har egentlig bare brug for at få most den forbandede sang ud af mit hoved. Det kan Weak: De kan mose. Musikken kvaser al jævn ærgerlighed og sætter sin egen, arrigt-depressive ærgerlighed i stedet for den.

Selvom trioen er helt ny og udgiver deres debut-EP i forbindelse med festivalen, så har folkene bag huseret på scenen i årevis i forskellige konstellationer, senest Bottom Feeder, der gik i opløsning efter bare et enkelt album. Det var ærgerligt, at de gjorde det, men Weak viderefører stilen som om intet var hændt, og det er godt. Sludgen er rå og grim og skrigende i stil med Iron Monkey, men man kan godt savne lidt mere afveksling i kompositionerne der har det med at tromle lidt vel meget rundt i den samme gænge uden rigtig at komme videre.

Stærkest i billedet står bassen som faktisk får revet nogle ganske solide melodistumper ud af numrene, mens trommerne til gengæld virker lidt famlende. Der mangler noget spændstighed, det bliver ikke brudt nok op. Inden det når at blive ensformigt, stopper Weak dog efter godt 20 minutter. Det virker ret passende, det får det samlede indtryk til at stå noget stærkere, fordi man ikke har nået at begynde at kede sig. Det er selvindsigt.

Tænk hvis Skunk Anansie havde haft den samme selvindsigt og bare var stoppet, fordi de ikke var gode. Det havde været dejligt. Hvis Weak kan finde ud af at holde sammen på bandet og få brikkerne til at falde på plads, så kunne de godt snige sig op på at spille en halv time på et tidspunkt. Med lidt variation, lidt bedre riffs, lidt mere rasen.