HDDT'14: Mægtige Abysmal Grief
Populær
Abysmal Grief leverede en stærk koncert, der tog publikum med på en dyster, okkult horrorrejse, hvor der aldrig manglede orgel eller gedigen doom.
En af livets allerherligste fornøjelser er at tage til koncert uden et forudgående kendskab til det band, der spiller. Ofte er det en nitte, men hvis man er heldig, bliver man blæst bagover og får sig et nyt favoritband. En ting er at kunne begejstre publikummer, der i forvejen er fans, man kan score mange gode point på genkendelsens glæde, men noget andet er at være en ravende gal hund af en fan-making-maskine, hvor selv n00bs inficeres med ømme nakkemuskler, riffs og orgel på hjernen og tørster efter mere. Jeg var en sådan n00b i fredags.
Abysmal Grief stak ud af mængden af bands på Heavy Days, primært pga. det hæsblæsende tempo de lagde for dagen. Så hæsblæsende, som det nu kan blive, når man bevæger sig inden for doomgenren. Rygterne ville vide, at de reelt spillede hurtigere end sædvanligt, ud af ren trods over festivalens ellers mere slæbende og tunge program. Måske var det bare den energi, de lagde for dagen, som døde med en dagsorden. Uanset hvad indhyldede de Main Stage i en tåge af gotisk horror direkte fra en rådden og hjemsøgt krypt. De var ikke bange for ganske uironisk at omfavne det teatralske islæt, der ofte er at finde blandt de mere klassiske, episke doombands, så tematisk var der dømt grotesk begravelsesprossession, med alt hvad der hører til af fakler, formanende prædikener og bedemandsoutfits.
Organist og forsanger Necrothytus bærer en stor del af æren for Abysmal Griefs særegne og let genkendelige lyd. Bevæbnet med et altid aggressivt og til tider jagende keyboardkirkeorgel, der lugtede lidt af prog, samt formanende prædikantsnerren og hånende latter, følte man sig som den evige ”final girl”. Om end en meget rockende final girl. Det resterende bands onde episke doom, der leder tankerne hen i retning af Candlemass, stod aldrig i skyggen af Necrothytus. Man fornemmede godt, at intentionen var, at musikken netop skulle akkompagnere hans gale ord, hvorved koncerten ofte tog form af at være et soundtrack til okkulte eller mystiske fortællinger.
Mit overordnede indtryk var, at bandets lyd og udtryk langt hen ad vejen føltes og lød som en videreudvikling på temaet til Dario Argentos Inferno, uden aldrig at blive ensformigt, kedeligt eller rip. Der er tale om ren inspiration, hvor Abysmal Grief har tilført en metallisk og knusende kant i form af episk doom og samtidig har balanceret det perfekt med en stemning af italienske horrorfilmsoundtrack og gotisk råddenskab. Denne tydelige hang til soundtrackstemning og atmosfære blev blot forstærket af, at de også samplede dele af soundtracks. De gik på scenen til intromusik, der indeholdt en snas af noget 'The Shining' (bjørneblowjobscenen), og de gjorde deres exit til ømt klaver fra nekrofiliklassikeren 'Nekromantik'. På det tidspunkt var jeg allerede aldeles solgt, men jeg skal da ærligt indrømme, at det lige toppede min gotiske horrorisvaffel, inden den flød over af ren begejstring. Betingelsesløs tilbedelse i kapellet.