Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nådesløse No Fealty

Populær
Updated
Nådesløse No Fealty

Det københavnske crust-hardcore ensemble No Fealty trykker sømmet i bund og spilder ikke tiden på nyeste opus, hvor der fyres otte numre af på bare 12 minutter!

Kunstner
Titel
They Love the Soil Which Makes Their Graves
Dato
27-03-2015
Trackliste
1. Foreshadowing
2. Abeer Qassim Hamza Al-Janabi
3. Trails Of The Dead / Trials Of The Living
4. Patriotism Is A Maggot In Their Heads
5. Dethroner
6. Partition
7. Deserter
8. The End Of War
Karakter
3

"We care about fast, loud, abrasive and aggressive music, politics, DIY and nice people", skriver No Fealty om sig selv på bandets Facebook-side.

De kerer sig tydeligvis også om knap så flinke mennesker, hvilket pladens første brutale skæring 'Abeer Qassim Hamza Al-Janabi' vidner om. Abeer Qassim Hamza Al-Janabi var en 14-årig irakisk pige, som i 2006 blev gruppevoldtaget og myrdet i sit hjem af fem berusede amerikanske soldater, som inden gruppevoldtægten indledte rædslerne ved at slå pigens familie ihjel. Så er den rasende og indignerede stil ligesom lagt, og musikken - ja, den lyder som en beskidt og kradsbørstig mikstur af Nails og gode gamle The Red Chord.

No Fealty spilder bestemt ikke tiden, men blæser hastigt videre med 'Trails of The Dead/Trials of The Living', som efter 20 sekunder byder på et fedt bulldozer-break, hvor alt trækkes ned på jorden og køres i smadder, så glas, tænder og knogler flyver til alle sider.

Flere sumobrydnings-riff, tak!

Det er sjovt, når det går halsbrækkende stærkt, men det er mindst lige så sjovt, når der er tid til sumobrydnings-riff, og for variationens skyld måtte der godt være et enkelt nummer eller to på pladen, hvor denne disciplin blev undersøgt til bunds. Lyder det mærkeligt? Så tjek denne skæring ud, så ved du, hvad jeg mener:



Instrumenteringen er upåklagelig. Der bliver spillet hurtigt, godt og kompetent, men jeg kunne godt tænke mig en produktion, hvor nuancerne (ja, de findes!) kunne stå endnu skarpere frem. Kan man derimod ikke lide musikken, så er positivsiden, at pladens spilletid blot er 12 minutter. Pinslerne er hurtigt overstået. Er du derimod vild med det, kan du nå at blive blæst igennem fem gange på kun en time. Det er ikke dårligt!

Et eksotisk dyr

Med deres velspillede crust/grind-hardcore er No Fealty et ret så eksotisk dyr på den danske metalscene, og det er positivt og mere end kærkomment. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af musikken live, men kan de mønstre blot halvdelen af det raseri, de har lagt i 'They Love the Soil Which Makes Their Graves', er jeg overbevist om, at der er en god oplevelse i vente.  

...og det kan du måske allerede få d. 12. juni, hvor No Fealty spiller sammen med Czar i Pumpehusets Byhave - det er gratis. Og her kan du lytte til hele 'They Love the Soil Which Makes Their Graves'.