Copenhell 2014: Bister lykke
PopulærTrap Them leverede en god koncert, som mange havde set frem til, og fik endda nogle blandt publikum til at genoverveje seneste udspils kvaliteter
Trap Them er et amerikansk grind/crust/hardcore-band, hvis ankomst på Copenhell blev set frem til af mange. Dog var det seneste album, der netop er udkommet, ikke helt så godt, som man turde have håbet på. Det er i hvert fald den generelle holdning her på Devilution.
Pladen er bandets fjerde, men den har også været debutten for bassisten Galen Baudhuin og trommeslageren Brad Fickeisen (tidl. The Red Chord), og derfor var det jo nærliggende at lytte live, om de skulle have skylden for seneste plade.
Det var der ikke meget, der tydede på, for deres indsats var ganske glimrende. De lagde en god, skramlet og frem for alt stabil bund til Brian Izzis hidsige rifferier. Og så var der sanger Ryan McKenney. En meget bister og indædt hardcoretype, der slog sig selv til blods i panden og så på folk, som om det var deres skyld. Det var lige ved at kamme over for ham, men bestemt effektfuldt.
Men koncerten virkede. Der var lykkegørende intenst smadder for alle pengene, og så fik bandet præsenteret materialet fra den nye på en måde, som gør, at albummet måske alligevel kan vokse stort. Ikke at sangenes navne sidder helt på rygmarven hos denne anmelder endnu, men den, der vist hedder 'Bad Nones', var særlig iørefaldende i sin tyngde. Ellers var det meget tempoet og energien, som bandet fik gang i folk med.
Copenhell har en forholdsvis bred metallisk smag, men det er alligevel ikke så tit, at festivalen disker op med så bister hardcore, som vi her fik glæde af. Mere af det!