Svensk stål med skarpe albuer
Gammelskole-heavy uden dikkedarer: RAM hamrer løs med huggende riffs, bidsk vokal og guitararbejde i særklasse. Et par skønhedsfejl ændrer ikke på, at pausen har været godt givet ud.
Ghost Emperor
One Vs All
Abattoir
Out of Control
Leaving
Against
Night Blade
Rising Again
1984
The Final Hour
Syv år er der gået, siden RAM sidst lod høre fra sig, men dermed ingen grund til at frygte, at de har brugt pausen på ligefrem at genopfinde den dybe tallerken. Heavy metal skal ikke nødvendigvis tilsættes nye ingredienser for at smage af mere. Nogle gange handler det blot om at få doseringen rigtig, og her har svenskerne ramt opskriften bedre denne gang end på den mindre inspirerede forgænger, ‘The Throne Within’.
RAM skærer deres heavy metal helt ind til benet, og det er i sagens natur det, de mestrer. Huggende riffs, svedige guitarleads og Oscar Carlquists rå, skærende vokal er fortsat de bærende bestanddele, og der er ingen overflødig fedt i produktionen. Tværtimod står hver tone skarpt og klart, uden der er hældt studieteknisk sovs ud over herlighederne. Allerede fra singlen ‘Ghost Emperor’ er der lagt kontant fra land med en pumpende banger, et stærkt omkvæd og et snerrende mellemstykke, mens leadguitaren er som taget direkte fra K.K. Downings værktøjskasse.
Den energi holder de flot ved lige på ‘One Vs All’, inden ‘Abattoir’ for alvor skruer op for kadencen. Her får dobbeltpedalerne lov at hamre løs, mens guitaristerne både udfolder sig hver for sig og fornemt i unison. Potentielt pladens bedste nummer, imens ‘Out of Control’ følger trop med stram fremdrift og akrobatiske licks. RAM behøver bestemt ikke genopfinde sig selv, når de kan eksekvere det gamle med så overbevisende præcision.
Midtvejs sænker ‘Leaving’ tempoet og åbner for de mere episke kvaliteter, der præger pladens anden halvdel. Det giver tiltrængt luft, og de vekslende guitarsoli er elegante, men gearskiftet koster sidenhen også noget af den fremdrift, der hidtil har gjort pladen så stærk. Titelnummeret og ‘Rising Again’ hører fx til de mindre vellykkede indslag, ikke mindst fordi omkvædene bliver tynde og gentagende i forsøget på at skabe slagere.
Heldigvis rammer ‘1984’ mere præcist med sit rytmisk drevne udtryk og melodier, der får lov at folde sig ud med behændigt schwung og havde været en fortræffelig lukker i stedet for den jævnt overflødige ‘The Final Hour’, der udover lækkerier i lead-sektionen ikke gør meget væsen af sig.
‘Against’ er med andre ord ikke helt uden svipsere, men RAM har ikke desto mindre samlet kræfter i pausen og leverer et af karrierens stærkeste udspil. Første halvdel er rendyrket heavy metal med skarpe albuer, og selv når de episke ambitioner ikke helt indfries, er der rigeligt at komme efter, ikke mindst for dem med Priest i årerne. Ingen revolution, ingen dikkedarer – bare svensk heavy metal, der ved, hvor skabet skal stå.