Historiens sorte vingesus

Wormwitch - Wolf Hex

“Sex med Satan er den højeste sang. Det lyder som en hammer fra helvede”. Således lyder de gamle visdomsord. Men passer det nu også, når vi taler om Wormwitch?

Kunstner
Titel
Wolf Hex
Dato
27-08-2021
Trackliste
1. Lunar Maniac
2. Canadian Denim Mountain Attack
3. The Wolves Of Ossory
4. Hammer Of The Underworld
5. The Crimson Proof
6. Abracadabra
7. Leering Crystal Effigies
8. Grail
9. Teeth Of The Dawn
10. Hit The Lights
Forfatter
Karakter
4

Devilution er stolte følgere af black metallens klogeste vismand Fenriz, og derfor elsker vi naturligvis også canadisk metal. Det er dog som regel thrash, men allerede her kan vi se, at Vancouver-firkløveret Wormwitch er lige så kloge som den oplyste nordmand og indtager deres thrash indenfor hjemmets fire vægge og nøjes med at bruge det til at lære, hvordan man skriver gode riffs i stedet for at belemre resten af verdenen med metalgenrernes svar på en omvendt grim ælling.

Wormwitch spiller nemlig black metal, der, som vi alle ved, står noget tættere på himlen, når det handler om genrehierarkiet. Der er dog ikke tale om plebejerisk metervarebølleblack, som ellers er så moderne, når det skal være sejt. Wormwitch har derimod, trods det lidt tvivlsomme bandnavn, flikket en fremragende black metal-plade sammen på en bund af nostalgisk kærlighed, der får sat en bedårende sløjfe på i form af et af historiens bedre Metallica-covers. Men lad os starte fra begyndelsen.



Sortsværtede gravrøvere
Der er en grund til, at denne anmeldelse indledtes med et citat fra Darkthrones nyklassiker ‘Canadian Metal’. Pladens reelle åbner, efter en kort instrumental passage, lyder det hysterisk bedårende navn ‘Canadian Denim Mountain Attack’, og hvis det ikke er en kærlighedserklæring til gamle dage, hvor metallere gik i cowboybukser og bar fesne mustacher, så ved jeg ikke hvad er. Og med sin overflod af lækre leads og solide soli så er ‘Canadian Denim Mountain Attack’ et black metal-track så fyldt med attitude og sejhed, at det næsten er svært at skelne fra inspirationskilderne fordums thrashdage – bortset fra at det er federe.

På samme kærlige vis skøjter Wormwitch rundt i grænselandet på hele pladen, og selvom det kunne lyde lidt bland-selv-slikagtigt, fungerer det upåklageligt.

Opfølgeren ‘Wolves of Ossory’ løfter med finesse stemningen fra den første Borknagar-plade eller den nogenlunde samtidige tidlige Ulver og leverer et stemningsmættet og solidt folket black metal, der i anden hånd trækker på arven fra Bathory.

Judas Priest besøges i ‘Teeth Of The Dawn’ hen mod pladens slutning, inden vi har været på en rundtur i gedigen metal, der inddrager indflydelser hist og her, og, med undtagelse af den lidt generiske ‘Abracadabra’, der dog redder flæsket med sine indbydende 70’er-licks, er det en solid og gennemarbejdet plade, der med sin blanding af rock’n’roll- og thrash-stemning og moderne black metal-lyd, burde kunne tilfredsstille alle, der sætter pris på de ovennnævnte eller måske særligt Abbaths soloprojekt I.

473431

Det utilfredsstillende anmelderliv
Ud fra ovenstående burde selv en analfabet kunne forstå, at ‘Wolf Hex’ er en god plade, der er en fornøjelse at lytte til. Undertegnede har hørt den med begejstring adskillige gange og gør det måske også fremover. Alligevel har denne anmeldelse medført en lidt sur smag i munden.



Det er besynderligt, for der er vitterligt ikke meget at sætte fingeren på. Alting spiller, Kyle Tavares og Colby Hink leverer absolut fremragende guitararbejde, ligesom det nysselige Metallica-cover – ‘Hit the Lights’, der er så gammel, at selv Devilution-føreren synes, det er god Metallica – fremviser Israel Langlais’ solide evner bag et trommesæt.

Det er en god plade og det ville være uhæderligt at påstå andet. Man kunne falde i fælden og brokke sig over den store mængde referencer og svælgen i nostalgi, men selv dette gøres med finesse og godt håndværk.

Problemet ligger nok nærmere hos selve anmelderen – eller anmeldergerningen. Denne klasse ynder at grave nyt frem, forstå noget særligt ved en plade, som ingen andre har fattet, i hvert fald ifølge dem selv, men her er der ikke mere at fatte. Det er en plade, der bunder i kærlighed til genren og metallen. Den forsøger ikke at være højpandet, men lefler alligevel ikke for facebookmetalgruppesegmentet. Den eksisterer på sine egne præmisser og giver ikke mere eller mindre end en god oplevelse. Det er black metal, der ikke forsøger at være ondt eller mystisk, esoterisk eller dybt, men slet og ret godt.

Og det er det.