Civilisationers forfald
Ulvers sekstende studiealbum snubler i egne opsmøgede blazerærmer og leverer ikke stort mere end pastiche.
2. Russian Doll
3. Machine Guns and Peacock Feathers
4. Hour of the Wolf
5. Apocalypse 1993
6. Little Boy
7. Nostalgia
8. A Thousand Cuts
I promomaterialet til Ulvers nyeste udspil fortæller de os om 1600-talsadelsmanden Vicino Orsinis park i Bomarzo i Italien. Ifølge pressemeddelelsen havde Orsini en mareridtsagtig vision, som fandt udtryk i de store stenskulpturer i parken. Disse forestillede forskellige mytologiske skikkelser og fabeldyr, og kort efter Orsinis død begyndte man at lade naturen rykke sig ind på dem. Resultatet er, at de nu fremstår intakte, men forfaldne og står som et symbol på civilisationens forgængelighed, både symboliseret ved de mørkegrønne vækster på de menneskeskabte stenudskæringer, men også i mere overført betydning, hvor de fantastiske væsener repræsenterer naturen, der er i gang med at overvælde Orsinis palads.
Ifølge Ulver reflekteres al denne, filosofi i ‘Flowers of Evil’, der skal udforske “frygten og forundringen ved menneskets syndefald”.
Der sad i fordums tid, de neonklædte kæmper
Hvis Ulver forstår “menneskets syndefald” som det faktum, at 80’erne er forbi, og at new wave efterhånden er en lidt støvet genre, så er det korrekt. Ulver har i hvert fald gravet dybt i den glittede tidsperiode og går til opgaven med blazerærmerne smøget op til albuerne.
Hvis nogen skulle være lidt tungnemme, eller måske have ligget i koma siden 1998, skal det måske understreges, at dette ikke er en metalplade. Det kan ikke komme som en overraskelse for majoriteten af læserne, men det kan vel siges. Og det er på sin vis paradoksalt, at vi fortsat beskæftiger os med dette norske orkester her på Devilution. Hvis man har brug for yderligere uddybning, henviser vi til vores Metaldiktator om Ulvers store skift, ‘Perdition City’.
Gennem tiden har Ulver skiftet genre nærmest fra plade til plade. Denne gang læner de sig dog helt tæt op ad 2017’s overraskende succes ‘The Assassination of Julius Caesar’ . Vi skriver “overraskende”, fordi den opnåede vid anerkendelse trods dens rimeligt sparsomme kvaliteter.
Vi er i synthpoppens land, hvor reklamer for New Coke spejler sig i storbyens vandpytter, og hvor den gammeldags coke suser lige op i næsen på folk, der gerne vil ligne Patrick Bateman.
Og det er der intet galt i. Der er saftsusemig lavet meget god musik i den genre. Vi nævner i flæng Eurythmics’ nihilistiske ‘Sweet Dreams’, The Human League’s psykopatanthem ‘Don’t You Want Me?’ og New Orders dystre depressionsbanger ‘Blue Monday’. Dem har Ulver også hørt – det garanterer vi.
Men i stedet for at lave en plade, der lyder af Ulver, bliver det en pastiche. Hver enkelt track bærer præg af at skulle emulere en anden kunstner og giver konstant lytteren lyst til bare at sætte pågældende inspiration på i stedet.
Generisk Ulver-særpræg
Ovenstående lyder måske selvmodsigende, men vil give krystalklar mening set i lyset af den imitation, vi udsættes for. For ‘One Last Dance’ lyder af Pet Shop Boys, ‘Russian Doll’ lyder af Lionel Ritchie, ‘Machine Guns and Peacock Feathers’ lyder af New Order, og ‘Nostalgia’ lyder af 80’er-Cohen.
Og så skal man bare forestille sig, at Kristoffer Rygg forsøger at presse sin ganske genkendelige vokal ned i hver af disse kasser.
Hvor meget det end piner mig at måtte sige dette, er Rygg blevet Ulvers største svaghed. Engang var hans vokal i top og tilføjede en helt særlig stemning til alt, han rørte ved. Jeg har endda en playlist kun dedikeret til ham og hans gæsteoptrædener rundt omkring, men nu om dage kan jeg nærmest ikke holde ud at udsætte mig for den måde, han lyder på.
Ryggs stemme er besværet, kluntet og lettere ubehjælpsom. Hvordan det er kommet så vidt, er svært at gætte sig til. Resultatet er dog blot, at man må sætte to tykke streger under “fungerer ikke”.
For så vidt at ‘Flowers of Evil’ er en dårlig plade, er det ikke helt ensidigt. Nogle steder lykkes bandet, enkelte gange falder Ryggs vokal også helt på plads, så det faktisk bliver en glæde at lytte til. Det drejer sig særligt om åbneren ‘One Last Dance’, der brillerer ved sit beat, ‘Machine Guns and Peacock Feathers’, hvor stemmen lyder godt og suppleres af en glimrende gæstesanger, og ‘Apocalypse 1993’, der byder på en saftig cyberpunkvibe. Resten spænder dog fra det forglemmelige til det elendige, og jeg kan allerede nu mærke, at denne plade ikke bliver en, jeg nogensinde hører igen.
Æstetikken er dog fortsat i top hos Ulver, og man kunne næsten ønske, at gruppen fokuserede mere på det visuelle aspekt af deres arbejde. Coveret er smukt og stemningsfuldt, samtidig med at det er svært at sætte fingeren præcis på dets symbolik. Hvis blot Ulver havde talt mere om det i deres promotion end om ældgamle stenskulpturer og deres kommende biografi, så havde det været muligt blandt andet at informere om, hvem der har fotograferet. Men ak.
For at blive i Ulvers egen analogi er bandet civilsationen, der virker mere og mere overgroet, bevokset og ude af trit med verden.