Metaldiktator: Ulver - Perdition City

'Perdition City' var Ulvers endegyldige afsked med black metal, og her, 20 år efter dens udgivelse, står den stadig som en milepæl for den genre, den lagde bag sig.

Ulver var blandt de første norske black metal-bands, og selvom de ikke var i inderkredsen i Helvete, var de i nærheden. Ulvers første plade, den, for perioden, ukarakteristisk folkinspirerede ‘Bergtatt’, blev hurtigt kendt og elsket af black metal-fans. 

Allerede på deres anden plade, ‘Kveldssanger’, valgte de dog at gå i en anden retning og udelukkede fremføre akustiske folkesange, blot for igen året efter at indspille ‘Nattens Madrigal’, der nærmest demonstrativt lød, som om den var indspillet på en blender.

Ulver har altså fra allerførste færd sat en ære i at opbygge forventninger og så styre i fuldstændig modsat retning.

Men aldrig mere end de gjorde, da de udgav ‘Perdition City’ 26. marts 2000.

Nok havde Ulver eksperimenteret med lyden på ‘Themes from William Blake’s The Marriage of Heaven and Hell’ to år tidligere, hvor de havde sat musik til det klassiske værk fra 1790’erne, men tematikken og lyden havde, i sin grundstemning, lagt sig op ad noget, der var fordøjeligt for metallyttere.

Sådan var det ikke med EP’en 'Metamorphosis', der udkom året efter. Den skulle, i tråd med sit navn, varsle de store ændringer, Ulver havde i sinde at lægge for dagen på ‘Perdition City’.

‘Metamorphosis’ står i dag mere som en trædesten til, hvad der skulle komme efter, end som en egentlig lytteværdig oplevelse. Der er dog ingen tvivl om, at det var en nødvendig udgivelse fra Ulvers side, for at nå frem til den lyd, de ville have på ‘Perdition City’ og fremefter, men ‘Metamorphosis’ fremstår som en lidt forvirret blanding af 90’er-electronica, amatørtechno og nogenlunde kompetent ambient.



En lyd blandt andre lyde
Inden udgivelsen af ‘Perdition City’ dukkede et rygte op om, at Ulver skulle have brugt de penge, Century Media havde givet dem til indspilningen af nye plader, på dyre jakkesæt, kokain og en ny bil. Frontmanden Kristoffer Rygg, som på dette tidspunkt havde skiftet pseudonym fra det nordisk inspirerede “Garm” til det mere moderne “Trickster G. Rex”, afkræftede dog dette, men promomaterialet til udgivelsen viste alligevel bandet i netop jakkesæt og en dyr bil og spillede med på vandrehistorien.

‘Perdition City’ beskriver bandet som “et soundtrack til en indre film”, og selvom det lyder temmelig prætentiøst, er det ikke helt ved siden af. En stor del af albummet er triphop, der tydeligt har løftet en del inspiration fra Massive Attack og Portishead, der faktisk allerede, da pladen udkom, lød lidt bedaget. Resten lyder mere som det britiske avantgarde-electronica-band Coil, der udgav en del eksperimenterende musik op gennem 80’erne og 90’erne.



Hertil føjer Ulver på adskillige numre en tilbagelænet saxofon, der trækker pladen over i en tilrøget film noir-stemning.

Det interessante ved ovenstående er, at Ulver for så vidt ikke kan kaldes specielt musikalsk nyskabende på ‘Perdition City’, og flere har da også udtrykt kritik af, at bandet generelt opdager musikalske trends for sent i forhold til resten af verden, men alligevel høster roser fra metalmiljøet, fordi deres fans heller ikke har opdaget, hvad der rører sig udenfor deres musikalske andedam.

For en udenforstående er det en berettiget kritik, men det ændrer ikke på Ulvers enorme betydning for metalmusikken og for den saltvandsindsprøjtning, de med jævne mellemrum tilføjer en scene, der har en tendens til at lukke sig om sig selv. For Ulver er, trods det lange, selvvalgte eksil fra metalmusikken, et metalband, der ikke spiller metal. Og det, de spiller, spiller de for metalfans.

For ti år siden noterede vores anmelder ved en koncert i Pumpehuset, at publikum var klædt i metalshirts, selvom Ulver ikke spillede noget, der mindede om metal. Det giver mening, selvom det lyder paradoksalt. Ulver er tungt, dramatisk og bastant, og så er det lige meget, hvis de genrer, de lægger sig op ad, ikke nødvendigvis tager sig bedst ud på den måde. Sådan er 'Perdition City' også.

Metallens grundstemning
Perdition City er gennemført melankolsk. Bookletten illustreres af mere eller mindre skarpe billeder fra en storby, der har det tilfælles, at beskueren sættes i en udenforstående tilskuerrolle. Vi har kun mulighed for at se på, er ikke en del af stemningen eller begivenhederne, selvom vi føler os til stede. Teksten til pladens sidste og bedste nummer, ‘Nowhere/Catastrophe' er som et soundtrack til billederne og understøtter pointen om at føle sig udenfor. Rygg beskriver i sangen lytteren som en “lyd blandt andre lyde, svævende i et tomrum af støj, mens sindet og kroppen langsomt forsvinder”.



Denne ensomhed er ikke entydigt negativ, og det er kendetegnende for ‘Perdition City’. Fra åbneren ‘Lost in Moments’, der beskæftiger sig med selve det at mindes, over ‘Porn Piece or the Scars of Cold Kisses’, der beskriver en ensom gåtur en kold nat, til ‘We Are the Dead’ og ‘Dead City Centres’, der handler om ensomhed og de dødes elektroniske efterladenskaber samt byen som en fjendtlig entitet, inden pladen kulminerer i ‘Nowhere/Catastrophe’, er albummet en opvisning i fremmedgørelse.

Lyrikken er en del af det, der bekræfter Ulvers placering i metallen. Det er ikke raffineret, men det er effektivt, og det sætter sig direkte i nervesystemet. Mange genrer går lyrisk tæt på modtageren, det er metallen ikke alene om. Alligevel er det et særtegn for genren, at det rammer noget primalt i os, der lytter til det. ‘Perdition City’ suger dig ind og rammer den grundstemning, der findes i det moderne menneske. Denne melankoli deles af flere, og bands som Katatonia og Anathema har delt ikke kun den lyriske udvikling, men også det skift, Ulver personificerer på lydsiden.

Soundtrack til din indre film 
Musikalsk er ‘Perdition City’ en blandet landhandel. Der er, som nævnt, trip-hoptracks, der er electronica, der er ambient, og det hele sættes sublimt sammen til et forløb. På en enkelt skæring eksperimenterer Ulver med spoken word-genren, ‘Dead City Centers’ minder om Lou Reed’s optræden med Kashmir på ‘Black Building’ ti år senere. Dette track er uden tvivl pladens svageste, men bidrager stadig til den umiskendelige stemning.

Senere i karrieren skulle Ulver udgive adskillige soundtracks, flere af dem blandt bandets bedste udgivelser. ‘Perdition City’ er en forløber for dem, og pladen demonstrerer Ulvers talent for at skabe og fastholde en stemning, der indkapsler et handlingsforløb uden at lade sig forstyrre, trods musikalske variationer undervejs.

Eksemplarisk ikonoklasme
Ulver lavede en af de bedste og en af de mest ekstreme black metal-plader, der blev udgivet i Norge i 90’erne, og gik så i stik modsat retning, velvidende at de ville skuffe en stor del af deres fans.

De var nogle af de første, og i hvert fald nogle af de største, der kiggede helt uden for genren og turde gøre noget helt andet, end de plejede. Det er muligt, at musikalske connaisseurs kan finde noget at kritisere ved deres forsøg på at gå egne veje, men modet til at udgive en plade som 'Perdition City' i 90’ernes slipstrøm er et eksempel til efterfølgelse, og der kan ikke være nogen tvivl om, at Ulver har udvidet ikke kun metallens rum for eksperimenteren, men nok i endnu højere grad deres fans' musikalske horisonter. Det er få bands forundt at vække lytternes lyst til at lære mere.

Og det er netop arven fra ‘Perdition City’.