Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Helvedes svækkede cowboys

Populær
Updated
_JD25492
DO01036254
_JD17717
J1036216
J1036267
J1036194
_JD25176
_JD25056

For mange forbehold skæmmede denne gang genhøret med Panteras sangskat, og vi fik ikke den store forløsning – var det bare endnu en dag på jobbet?

Kunstner
Titel
+ Power Trip + Child Bite
Spillested
Dato
26-01-2025
Trackliste
A New Level
Mouth For War
Strength Beyond Strength
Becoming
I’m Broken
Suicide Note Pt. II
5 Minutes Alone
This Love
Floods
Walk
Domination / Hollow
Cowboys From Hell
—-----------------
Fucking Hostile
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Meget er blevet drøftet på de sociale medier om “Pantera Jam”. Det absurde i at turnere under Panteras navn, når bandets to brødre og grundpiller Dimebag og Vinnie Paul begge er ude af ligningen – for absurd er vel, hvad det er, omend vi nok alle kan nævne masser af eksempler på bands, der lever videre, selvom de centrale spillere har forladt skuden.

Når det er sagt, så forstummede det absurde indtryk, da mange af os så dem på Copenhell i 2023. Derefter har de kyniske “Pantera Jam”-referencer fortaget sig, og mange har anerkendt, at dette faktisk er en ganske værdig gengivelse af fortidens groovy dyder.
Selv havde jeg taget Anselmos Pantera-hyldest med The Illegals på Roskilde Festival i 2019 som det nærmeste, jeg nok ville komme på at opleve noget, der bare tilnærmelsesvis kunne matche den ægte vare – men alle øvrige kvababbelser med Zack Wylde og alle hans irriterende pinch harmonics til trods, så måtte også jeg krybe til korset og anerkende, at Anselmo og Rex rent faktisk tager opgaven seriøst, og det ikke bare fortager sig som det cash grab, man kunne frygte det være.

Inden vi får at se, om succesen gentager sig i aften her i Royal Arenas kulisse, så er der dog et par åndsfæller forinden til at få os op i gear denne søndag aften. Allerførst Child Bite, som nok er en ukendt størrelse for de fleste i arenaen, omend de da ved lejlighed både har supportet Down og Superjoint – og man hører hurtigt hvorfor.
Vi er ude i den disharmoniske ende, hvor guitarist Jeremy Waun fra start både kører skæve rundgange og vælter rundt med gribebrættet mellem benene. Det er tydeligvis ham og den vrængende Shawn Knight i front, der bærer dem udadtil, mens rytmesektionen holder den uregerlige puls underneden. Finurlig stil, som et mere overgearet og metallisk Daughters –  Knight har måske røget en bønne eller ti forinden, men det taler nu til deres fordel, konstant derude på overdrevet. Fulde øldåser sparkes ud over de forreste rækker, og gulvet får vederstyggelige tramp, så man ikke betvivler, at Child Bite gør sit til at skære igennem. Sangene vil dog næppe vække den store genklang, så det er ikke svært at gennemskue, hvorfor de efter tyve år stadig er her på supportstadiet – men ikke desto mindre et sejt, indledningsvist indspark alene for det skæve gåpåmod.

Power Trip er vi så tydeligvis en hel del flere, der er bekendte med. Der skal ikke gå mere end et par minutter ind i åbningsnummeret ‘Soul Sacrifice’, før circlepitten udvikler sig og holder sig selv kørende i samtlige 40 minutter. Power Trip har en stærk fanskare, og det er da trods alt også seks år plus en afdød forsanger siden, at vi sidst så dem på dansk jord. Seth Gilmore matcher glimrende Riley Gales kradsende, hidsige brøl, og selvom han mangler Gales evne til at tale sit publikum op, så kan de vilde fagter og knyttede næver nu også rigeligt i sig selv.

_JD25316.jpg

Thrashen taler i hvert fald sit eget tydelige sprog – sådan noget med Obituary’sk slæbende introer, fræsende soli og nerven uden på tøjet! Alt unødigt fedt skåret fra, bedst eksemplificeret i titelnummeret fra ‘Nightmare Logic’ og aftenens første crowdpleaser ‘Executioner’s Tax’, der får hele arenaen op i gear fra tidligt i sættet. At de efter 40 minutter føles som en one-trick-pony, bærer vi så hurtigt over med, for de stoppede lige før deres intense fræsen nåede at blive for meget af det gode. Fornuftigt nok, for circlepitten så også lidt udkørt ud – og der skal vel også gemmes lidt kræfter til hovednavnet forude!

Et hovednavn med en sætliste, der er de færreste bands forundt. En sætliste, der på papiret for mange af os fremmødte ligner soundtracket til et forlængst svundet årti, men som også har fundet vej ind i hjerterne på det yngre publikum. Som Phil Anselmo konstaterer halvvejs inde i sættet - “Hvor mange af jer ser Pantera for første gang? Som I alle kan se er der en masse "young poop" her i rummet – med fantastiske forældre!”
Entusiasmen er da også tydelig, som tæppet falder, og ‘A New Level’ åbner koncerten med Rex' bas og Charlie Benantes trommer, der underligt dominerer lydbilledet. Anselmo toner stolt frem, barfodet, og brøler nok så insisterende om sit “new level of confidence and power”, men hvorfor skærer det så ikke tydeligere igennem?
Det gør det så i den efterfølgende ‘Mouth For War’, hvor lydmanden formodentlig har gjort sit til at udbedre ligningen – omvendt gør det så også tydeligt, at Anselmo åbenbart økonomiserer med kræfterne i aften, afkorter stavelserne og mangler den kraft, vi oplevede forrige år.

_JD17624.jpg

Dette er desværre blot en af flere skønhedsfejl i aften. Normalt har jeg sjældent det store at sætte på lyden i Royal Arena, og det havde jeg da heller ikke i forhold til supportnavnene i aften – men under Pantera er lyden underligt lukket og komprimeret.
Uagtet jeg derudover generelt ikke har det store til overs for Zakk Wylde, så gjorde han jobbet fremragende på Copenhell. I dag er problemet så bizart nok, at han simpelthen ikke trækker nok igennem – og hvad er Pantera uden guitaren i forgrunden? Tag fx ‘Floods’, der for mig står ud som et af Dimebags mest rørende øjeblikke, men som her bare virker nærmest overflødig. Måske også fordi det ikke ligger i Wyldes natur at spille med sjælen så meget uden på tøjet, men først og fremmest fordi han bare ikke trænger igennem, uagtet jeg står midt på gulvet og har alle de rette forudsætninger for at kunne høre det hele klart.

Det er derfor en koncert med visse forbehold. ‘Strength Beyond Strength’ er stadig en fortræffeligt hidsig banger som et tidligt højdepunkt i sættet – lige indtil solodelen drukner under Rexs altoverskyggende bas. ‘Becoming’ går lidt tydeligere igennem, og overgangen til outroen fra ‘Throes of Rejection’ går lige i mellemgulvet, ligesom Charlie Benantes tunge groove i ‘5 Minutes Alone’ sidder lige i skabet.
Forbehold eller ej, så kan man ikke tage den stærke sangskat væk fra Pantera – og det er først og fremmest dét, der redder koncerten fra ikke at tabe ansigt. Anselmo klarer sig fint igennem de høje fraseringer i titelnummeret fra ‘Cowboys From Hell’. Den tjekkede måde, de pacer os alle helt ned i gear på, inden de slår abrupt over i ‘Fucking Hostile’ som aftenens sidste nummer, fungerer også strålende, og endelig kan vi da også godt se meningen i at introducere ‘Walk’ med at konstatere, at vi nok ikke havde stirret på hinanden her i dag, hvis ikke det havde været for dét her riff!

_JD25543.jpg

Havde oplevelsen været bedre, hvis jeg ikke også havde set deres magtdemonstration på Copenhell? Måske, men klart står i hvert fald, at lydmanden fejlede, Anselmo lagde bånd på sig selv, og at det i det hele taget kunne have været så meget bedre, med så stærkt et bagkatalog at trække på.
Panteras musik fortsætter med at begejstre og give fornyet energi til publikum over hele kloden, mens Abbott-brødrenes arv gives videre til en ny generation af fans. I aften matchede bare ikke samme høje niveau, vi fik at føle sidst på Refshalen, så måske det bare var endnu en dag på jobbet – og det må vi så bære over med, med bedre Pantera-minder i baghovedet …

Child Bite: 3
Power Trip: 4
Pantera: 2