RF '19: Én for alle, alle for en fist

_XTD7281
_XTJ0859
_XTD7149
_XTJ1063
_XTJ1047
_XTJ1241
_XTJ1380

Power Trip pakkede Avalon til en legendarisk midnatsmosh og viste, at de er metallens nye forenende tronarvinger.

Kunstner
Dato
03-07-2019
Label
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Der findes en uendelig lang liste med forskellige metalgenrer. Der er noget til enhver følelse. Og så er der Power Trip, som rammer alt på én gang. Selvom deres musik hverken er særlig kompliceret eller for den sags skyld nyskabende.  

Med deres andet album, ’Nightmare Logic’ fra 2017, bragede Power Trip med ét til toppen. Anmeldere verden over – inkusive nærværende medie – stod på skuldrerne af hinanden for at sprøjte flest superlativer ud over de fem texanere.

Og det med rette. Der er i min verden kun et andet band, som spiller, indkapsler og hylder alt, hvad der er fedt ved metal med samme uforfalskede glæde og uopnåelig coolness, de almægtige High on Fire.

To alen af samme stykke
Smag lige på det. High on Fire og Power Trip. To navne i perfekt harmoni. Hvor førstnævnte buldrer, brummer og mæsker sig i altopslugende mæjestatiske riff, går Power Trip mere aggresivt og ligefremt til værks med deres velkomponerede take på crossover metal. Fuld galop på thrashen, grooviness og himmelske breakdown-stykker, der får selv hoveder, der aldrig banger, til at miste kontrollen og knytte næven, som var en større kraft på spil.

Det kan High on Fire, og det kan Power Trip. Kongerne og kronprinserne af metal, som er så forbandet ledt og fedt, at det appellerer til de fleste på jagt efter ultimativ sonisk sejhed. Og har du fået en fadøl eller alt for mange, er der ingen vej tilbage.

Det slog Power Trip fast med syvtommersøm fredag aften, da de indtog et overvældende velbesøgt Avalon. Cardi B rappede og twerkede på Orange, men satanrocken kaldte heldigvis på alle – skulle man tro – som ikke gad det.

Power Trip kickstartede festen eminent med ’Soul Sacrifice’, der straks fik hele teltet til at overgive sig og flå fisten frem og tilbage.

”Jeg elsker Cardi B, men tak, fordi I kom her. I har truffet det rigtige valg!” lød det efter den sønderlemmende indledning fra den langhårede, kasketbærende og voldsomt sympatiske frontmand Riley Gale.

Slagtet af øksen
Avalon var nu sendt i ekstase og en magisk stemning spredte sig med hver eneste næve  i vejret. Et Power Trip i topform, et publikum klar til at thrashe igennem.

Allerede i andet nummer, ’Executioner's Tax (Swing of the Axe)’, opstod der den første af flere gigantiske circle pits, som slugte rub og stub foran scenen og genererede bølger af  kosmisk kærlighed, der skyllede ind over alle med en metaleufori, der med garanti vil leve et sted i sindet for evigt hos samtlige powertrippere.

Den ene skarpe skæring efter den anden barberede det ene lag efter det andet af, så man til sidst mere var reduceret til en lykkelig næve med krop.

”Pump your fucking fists” skreg Riley Gale og satte i gang med endnu et hop med udsyn til tusinder af begejstrede moshende sjæle. Bandet var tydeligt lige så grebet af stemningen, og deres lyd og samspil blev kun strammere og strammere.

”Vi er ikke idealistiske. Vi tror ikke på, at der kun kan være én måde at leve på. Vi er her for at bryde væggene ned!” sagde Riley Gale til en tsnunami af jubelbrøl.

Fællesskabet sejrede
Power Trip spiller både til  dyret og intellektet. Med fødderne solidt plantet i virkeligheden. Og med en fin fornemmelse for at blande dyb refleksion med benhård og befriende primitiv metal, der samtidig også godt tør tage den nuværende og stigende splittese iblandt os alvorligt. Vi kan og skal gøre noget. Men vi skal også huske, at man igennem åndelige fællesoplevelser kan opnå en fælles forståelse for hinanden.

”I har et af de bedste samfund i verden. Tag det ikke for givet!” mindede Riley Gale os om, inden den hårdt fræsende ’Cruxifixation’ igen fik Avalon til at eksplodere i smadredans og krammere på kryds og tværs. Roskilde, når det er allerbedst.

”I har været fucking vilde. Vi glemmer aldrig det her!” sluttede en tydeligt berørt Riley Gale af med og satte gang i den voldsomme 'Manifest Decimation' fra debutalbummet af samme navn. Et eftertrykkeligt punktum på en magtdemonstration – fra både band og publikum.