Metaldiktator: Pantera – 'Cowboys From Hell'
Populær
Med ‘Cowboys From Hell’ opfandt Pantera en ny genre og indvarslede en helt ny tid for heavy metal i halvfemserne. Dimebag og Anselmo meldte deres ankomst!
2. Primal Concrete Sledge
3. Psycho Holiday
4. Heresy
5. Cemetery Gates
6. Domination
7. Shattered
8. Clash with Reality
9. Medicine Man
10. Message in Blood
11. The Sleep
12. The Art of Shredding
Pantera. Bandet, der i halvfemserne var snublende tæt på at blive lige så store, hvis ikke større, end Metallica. Skæbnen ville dog, som den ville det med Sepultura, at bandet selv sørgede for at fjumre det hele væk med interne stridigheder. Men for at forstå, hvorfor Pantera blev så store, som de blev, skal vi tilbage til Texas i 1981. Brødrene Vincent Paul Abbott og Darrell Lance Abbott var nogle teenagere, der havde hørt rigtig meget Kiss, Judas Priest og Black Sabbath. Sammen med deres gymnasiekammerat Terrence Lee Glaze startede de bandet Pantera, hvor de også fik Rex Robert Brown med.
Vincent og Darrell Abbott var født lidt udenfor Dallas i Texas. Deres far, Jerry Abbott, varr countrymusiker og producer, og brødrene var derfor vokset op med musik i hjemmet. Sydstatsmusik. Storebror Vincent startede med at spille tuba, men far Jerry sagde til ham, at der ingen fremtid var i det, så han købte et trommesæt til ham, da han var 14 år gammel. Det var også heromkring, at lillebror Darrell begyndte at spille guitar.
I starten af Panteras karriere delte Darrell Abbott og Terrence Glaze guitarerne mellem sig, men Glaze smed til sidst øksen og koncentrerede sig om at være sanger. Storebror Vincent Paul Abbott tog sig af trommerne, mens vennen Rex Brown greb basguitaren. De smed debutpladen ‘Metal Magic’ på gaden i 1983, der sågar blev produceret af Abbott-brødrenes far. Året efter udkom ‘Projects in the Jungle’. Begge plader var glam metal, som deres forbilleder i Mötley Crüe, Stryper og Dokken lavede det. Med den tredje plade fra 1985, ‘I am the Night’, blev Pantera en smule tungere, men det var stadig glam, og farmand drejede stadig på knapperne i studiet.
Trods masser af iver rykkede Pantera sig ikke rigtig ud af undergrunden i Texas. Måske fordi de i virkeligheden mest bare gerne ville være ligesom Kiss. Uden at være det. Men rykke på sig, det gjorde thrash-bølgen derimod i Californien. Pantera kunne se, hvordan bands vestpå udgav plader med titler som ‘Reign in Blood’, ‘Master of Puppets’, ‘Peace Sells.. But Who’s Buying’ og ‘Among the Living’. Thrash metal var det nye sort, og Pantera stod på perronen med en billet til destination glam metal, som ingen unge mennesker rigtigt gad mere. I hvert fald ikke, hvis man havde den tunge musik i drønende i årerne. Og det havde Abbott-brødrene. Særligt lillebror Darrell Abbott, der på pladerne var begyndt at kalde sig “Diamond” Darrell, mens storebror Vincent Paul Abbott blot kaldte sig Vinnie Paul.
Enter Anselmo
Med glam-imaget på retur, såvel eksternt som internt i bandet, blev Terrence Glazes facon og stil tilovers. Så Pantera og Glaze gik hvert til sit, og Abbott-brødrene begyndte at lede efter en erstatning. I hele 1986 kæmpede de med at finde en erstatning og havde en håndfuld sangere gennem møllen, før en ung knægt ved navn Philip Hansen Anselmo bankede på og sagde, at han havde hørt, de manglede en forsanger. Han kom til prøve og blev hyret med det samme.
De gik i studiet og indspillede pladen ‘Power Metal’, der udkom i 1988. Musikken var igen lidt tungere, men de gik stadig i spandex, læder og havde rigeligt med lak i håret. Nok var de musikalsk på vej væk fra glam, men deres udseende var stadig ikke helt på plads. Lytter man til pladen i dag, minder den rigtig meget om Judas Priest. Det var, da Phil Anselmo stadig kunne ramme de høje toner, men mestendels huskes pladen af Pantera-fans som den, hvor “Diamond” Darrell for alvor begyndte at vise tænder på den seksstrengede. Den unge texaner var ved at finde sin stil, og pladen var derfor utrolig vigtig for Pantera i en fase, hvor de fik modelleret deres lyd, look og samhørighed.
For Phil Anselmo nøjedes ikke med at synge i studiet. Han tvang også guitaristen til at lytte til musik, han ikke selv havde tænkt på. Kiss blev skiftet ud med Slayer. Den tunge musik blev tvangsfodret ned i halsen på Abbott-brødrene, og de kunne lide det. Særligt Slayers 'Hell Awaits' var en stor indflydelse på Anselmo og Darrell Abbott, mens de selv var "under indflydelse". De var nu klar til selv at tage et stort skridt. 
Problemet for Pantera var bare, at det var der ingen andre, der var. Med ‘Power Metal’-pladen i bagagen og en håndfuld demoer bankede de på døren hos samtlige pladeselskaber i det kendte univers. Ingen vendte tilbage. Interessen var lig nul. Faktisk nåede Megadeths Dave Mustaine at ringe til Darrell Abbott for at høre, om ikke han ville være med i bandet, da Mustaine manglede en makker på guitaren. Darrell krævede, at storebror Vinnie Paul Abbott kom med som trommeslager, hvilket Mustaine sagde nej til, og så blev det ikke til noget. En ‘what if’ til historiebøgerne, hvis man nogensinde skulle vandre ud af den tangent! Ironisk nok var Kerry King fra Slayer forbi for at jamme med Pantera den dag, hvor Mustaine ringede og tilbød Darrell Abbott jobbet. En anden guitarist, mestendels kendt fra Slayer, der kort var med i netop Megadeth.
Billede fra den weekend, hvor Kerry King hyggede sig med Pantera og Darrell Abbott fik opkaldet fra Dave Mustaine.
Hugo blev skæbnesvanger
Sommetider skabes karrierer ved en serie sammenfald. Det er også tilfældet her. Mustaine sagde nej til en to-i-én-pakkeløsning fra Arlington, Texas, og så blæste det op i den store sydstat. Så meget, at en talentspejder fra Atco Records blev fanget i byen og ikke kunne komme hen for at se et band, der hed Tangier. Flyet kunne ikke lette fra Dallas pga. orkanen Hugo, der rasede gennem sydstaterne i midten af september 1989. Han ringede til sin chef, Derek Shulman, og spurgte, hvad han så skulle lave. Shulman sagde til talentspejderen, Mark Ross, at han da lige kunne kigge på det lokale band Pantera, nu han alligevel ikke havde andet at lave. De skulle egentlig ikke give koncert, men da Shulman ringede, arrangerede Pantera så, at de ville give en koncert for en pige, der havde fødselsdag den aften og var fan af bandet. Han så og hørte Pantera i nogle få minutter på en mexicansk restaurant i Fort Worth, hvorefter han strøg direkte ud til en mønttelefon for at informere Shulman om, at Pantera var den ægte vare. Bandet troede selv, at han var smuttet, fordi han ikke brød sig om dem. Det kunne ikke være længere fra sandheden. Så Atco Records fik pen på papir med Pantera, og de kunne i slutningen af 1989 gå i studiet og for første gang have et større pladeselskab i ryggen.
Pantera ville gerne have haft Max Norman som producer. De var vildt begejstrede for den lyd, Norman havde lavet på Ozzy Osbournes første plader som soloartist, men Norman var for dyr. Han takkede i stedet ja til en stor pose penge fra Lynch Mob, der i 1990 udgav ‘Wicked Sensation’. Det var George Lynchs første plade efter at have forladt Dokken, der også i sine tidlige dage var en stor inspiration for Pantera. Efterfølgende arbejdede Norman med førnævnte Megadeth.
Men i stedet for at lade sig slå ud af, at de ikke havde penge nok til Norman, fik de fingrene i Terry Date. Hans arbejde med Metal Church og i særdeleshed Overkill fik bandet til at sige ja, og Date og Pantera fik et godt samarbejde.
Deres første tur i manegen var det, der skulle blive til ‘Cowboys From Hell’. De gik i studiet fra februar til april måned 1990. Alt glam var nu skyllet ud med badevandet. Thrashen var derimod kommet til i spandevis. Phil Anselmo var også fan af punk, ligesom Abbott-brødrene bestemt ikke havde glemt det swing, ZZ Top havde gjort en karriere ud af gennem snart 20 år i staten Texas og verden. Resultatet af en fortid i glam, en smeltedigel af thrash, punk og swingende rock blev til ‘Cowboys From Hell’. En Phil Anselmo, der kunne skrige højt, brøle dybt og en guitarist i “Diamond” Darrell, der nærmest eksploderede på scenen med sin helt egen stil, komplekse soloarbejde og tunge riffs, der fungerede perfekt med storebrors præcise trommer, gjorde ‘Cowboys From Hell’ til noget helt specielt.
Alt gik dog ikke helt uden drama. Phil Anselmo var fra New Orleans i nabostaten Louisiana. Den unge og uregerlige forsanger kunne godt blive lidt tosset i ny og næ, hvilket bandet måtte leve med. På et tidspunkt blev det dog for meget, og Rex Brown sendte Anselmo på et fly tilbage til Louisiana, så han lige kunne få sig en pause. Brown skrev 'Psycho Holiday' på et stykke papir, og det morede alle i bandet sig over, inklusiv Phil Anselmo selv. At tossen skulle på ferie. De syntes, det var så sjovt, at det endte med at blive titlen på en sang på pladen. Anselmo kom tilbage fra ferien, der i virkeligheden bare var en forlænget weekend, og havde mere fokus, hvorefter de kunne få de sidste sange på pladen. 'Primal Concrete Sledge' var sidste sang, der blev skrevet og den blev til i studiet.
Nok havde Pantera eksisteret siden 1981, men alle, inklusiv bandet selv, ser ‘Cowboys From Hell’ som debutpladen. For det giver ingen mening at sammenligne bandets periode før og efter udgivelsen, der så dagens lys 24. juli 1990.
Med tunge sange som titelnummeret ‘Cowboys From Hell’, ‘Primal Concrete Sledge’, ‘Domination’ og ‘The Art of Shredding’ var det tydeligt, at stilskiftet var et af de mere markante. Godt nok var der stadig plads til Anselmos høje skrig på eksempelvis ‘Heresy’ og Message in Blood’, men tempoet var noget helt andet end tidligere. Særligt “Diamond” Darrells arbejde på guitaren var med til at forme pladen. Alene b-stykket på ‘Domination’, hvor han serverer et tonstungt riff og laver en hvirvlende solo henover viser, at her er en musiker, der i den grad er ved at finde sig selv. Bandet fik kollektivt mere selvtillid, og det kunne høres.
Balladen - det kunstneriske kompromis
Og så var der ‘Cemetary Gates’. Powerballaden. “Diamond” Darrell Abbott og Rex Brown havde siddet og fundet nogle akustiske melodistykker, som de klaskede sammen, og det blev til nummeret. Phil Anselmo var umiddelbart ikke begejstret for ideen, men han følte, at han havde fået nok tunge numre med på pladen, så han fik skrevet nogle tekster, der passede til sangen, og til sidst kunne han og Darrell Abbott udveksle skrig på henholdsvis mikrofon og guitar i sangen. En følt affære, som bandet siden ikke på noget tidspunkt har fulgt op, men som virkede på det tidspunkt. Pladeselskabet var da heller ikke kede af det og smed nummeret som andensinglen efter titelnummeret, der var første salve.
‘Cemetary Gates’ blev selvfølgelig også til en MTV-video, og den blev et hit på diverse radiostationer verden over, der spillede rock og metal. Pantera kom i den grad på landkortet, og det med en syv minutter lang ballade.
Turnelivet bankede på, og det var med bands som Exodus, Suicidal Tendencies og søreme også heltene i Judas Priest. Forsanger Rob Halford fra netop Judas Priest gik endda på scenen sammen med Pantera og sagde omkring den turné: "Jeg så hver eneste koncert, de gav, på den turné. Fansenes første reaktion var 'Hvad i alverden er det her?' og så ville de ellers vinde publikum i løbet af 30-40 minutter. Ved at spille frisk og ny musik, som ingen havde hørt før. Da vi kom hjem fra Europa var 'Cowboys From Hell' allerede på vej op af hitlisterne, og så var de ellers bare på vej!"
Senere kom de også ud og turnere med Sepultura og Morbid Angel, og vigtigst af alt; de tog med AC/DC og Metallica til Moskva.
28. September 1991 tog ‘Monsters of Rock’ om bag jerntæppet. Mægtige AC/DC og Metallica havde begge just udgivet store plader i ‘The Razor's Edge’ og ‘Metallica’, der gjorde australierne relevante igen og gav Metallica sit endegyldige gennembrud som heavy metallens største band. Henover sommeren havde Mötley Crüe, Queensrÿche og The Black Crowes gjort de to kæmper selskab på 1991’s udgave af Monsters of Rock, der faktisk startede i Danmark på Gentofte Stadion d. 10.august, men det var kun The Black Crowes, der tog turen med til Sovjetunionen. For at fuldende plakaten med fire internationale navne kom Pantera med. Det skulle vise sig at være en god beslutning.
De nåede et kæmpe publikum, eftersom koncerterne blev sendt i mange lande, igen delvist takket være MTV, dengang det stadig var en musik-tv-station, og pladen kom relativt højt på salgslisterne rundt om i verden. Det blev ikke den store gennembrudsplade, men den markerede et markant skifte, og ‘Cowboys From Hell’ gav genlyd i branchen. Fra at have været et kopiband, der gerne ville være som Kiss og Judas Priest, var de pludselig på turné med de helt tunge drenge og stod på scener hvor de, som i Moskva, spillede for over 500.000 mennesker i en periode, hvor Sovjetunionen kollapsede henover sommeren og efteråret.
Pantera gjorde alt andet end at kollapse. De fulgte ‘Cowboys From Hell’ op med ‘Vulgar Display of Power’ i 1992, der var så god og dyb på singler, at den sendte Pantera op på siden af Metallica i popularitet. Et par år senere stadfæstede de deres plads med ‘Far Beyond Driven’, der ligeledes var så velproduceret, vellydende og med masser af gode sange, at Pantera nu vitterlig var toppen af heavy metal i den kommercielle liga. Desværre kostede turnélivet, populariteten og en intens livsstil med stoffer og alkohol også den interne kemi i bandet. De gled fra hinanden, og selvom ‘The Great Southern Trendkill’ er en sublim plade, så havde den ikke samme pondus og samhørighed i lyden, som de foregående tre mesterværker havde det.
Det hele flød ud i sandet og resten er historie, hvor bandet gik i opløsning efter ‘Reinventing the Steel’ fra 2000. Brødrene Abbott lavede Damageplan og guitaristen “Dimebag” Darrell, der i halvfemserne netop skiftede “Diamond” ud med “Dimebag”, delvist pga. sin spillestil og bandets massive forbrug af stoffer og alkohol, blev skudt på scenen 8.december 2004 af en psykisk syg fan, der havde købt alle pressens historier om uvenskabet mellem Phil Anselmo og brødrene Abbott. Og alles drømme om en genskabelse af Pantera døde med Darrell Lance Abbott den aften. For et par år siden gjorde storebror Vincent Paul Abbott så sin lillebror selskab hinsides, da denne gik bort ved et hjertetilfælde i hjemmet i Las Vegas.
Det, der blot startede som nogle teeangere, der gerne ville være ligesom forbillederne i 1981, havde udviklet sig til noget stort i halvfemserne, og lyset blev desværre slukket lige så hurtigt, som det blev tændt for Pantera. De var en lysende stjerne på det musikalske landkort, og deres groove metal inspirerede en generation af musikere, der gerne ville være lige så tunge som Pantera. Det vil være vanskeligt at forestille sig bands som Korn, Slipknot, Hatebreed og Lamb of God lyde, som de gør, havde det ikke været for Pantera. ‘Cowboys From Hell’ var bogstaveligt talt åbningsskuddene, som de også lyder i ‘Psycho Holiday’, til en periode, hvor Pantera blev større end livet selv. De næste par plader var aldrig blevet til, havde de ikke hvæsset knivene og poleret udtrykket på ‘Cowboys From Hell’, hvorfor den er en vigtig milepæl. Ikke blot for Pantera, men for heavy metal og udviklingen af den lyd, der blev til i midten og slutningen af halvfemserne, og som siden udviklede sig i utallige subgenrer op gennem 00’erne.