Metaldiktator: Metallica – Metallica
Populær’The Black Album’ var den perfekte plade, der udkom på det perfekte tidspunkt. Ganske simpelt den vigtigste udgivelse nogensinde i heavy metal.
2. Sad But True
3. Holier Than Thou
4. The Unforgiven
5. Wherever I May Roam
6. Don't Tread On Me
7. Through The Never
8. Nothing Else Matters
9. Of Wolf And Man
10. The God That Failed
11. My Friend Of Misery
12. The Struggle Within
Metallica. The Black Album. Den med slangen. Den sorte. Metallicas femte plade har mange navne. Og én ting kan vi være helt sikre på: Alle kender den, uanset hvilket navn de bruger om den. Pladen vendte op og ned på musikverdenen. Den gjorde medlemmerne i Metallica til multimillionærer og havde en kolossal betydning for musikhistorien generelt.
HISTORIEN
Metallica udkom med deres debutplade 'Kill Em All' i 1983. Den har vi allerede skrevet om i en Metaldiktator, som du kan læse her. Året efter udkom 'Ride The Lightning' og så fulgte 'Master Of Puppets' i 1986 og '…And Justice For All' i 1988. Fra den rendyrkede speed metal på debutpladen udviklede Metallicas sangskrivning sig i retning af det mere og mere progressive. Der kom mere tyngde, harmoni og melodi med ind i det voldsomme udtryk. Metallica ville vise sig overfor både omverdenen og overfor sig selv. Det kunne ikke blive stort, kløgtigt eller indviklet nok. Det toppede med '… And Justice For All', hvor sangene nåede over ni minutter og var lag på lag af riffs i nogle meget tekniske sange. Som Lars Ulrich selv senere udtalte, så havde de fået malet sig godt og grundigt op i et hjørne med den udgivelse. For hvor skulle de gå hen efter den? Skulle sangene vare et kvarter? Var det muligt at gøre det mere kompliceret for dem selv?
I stedet for at fortsætte af det spor valgte Metallica at sadle om. De havde lyttet til nogle af de rock- og hårdrockplader, der var blevet udgivet i slutningen af firserne. Flere af dem havde en fællesnævner. Det var produceren Bob Rock, der havde produceret Mötley Crües monsteralbum 'Dr. Feelgood' fra 1989 samt mixet et par af Bon Jovis plader. Den radiovenlige lyd, som Bob Rock kunne få ud af disse navne, appellerede til Lars Ulrich og James Hetfield. Så de kontaktede ham, og resten er, som de siger, historie. At sige, at samarbejdet gik gnidningsfrit, er nok at tage munden for fuld. Som det så tydeligt er illustreret i den dokumentarfilm, Metallica fik lavet omkring tilblivelsen af ’Metallica’, der har titlen ’A Year And A Half In The Life Of Metallica’, der viser Metallica gå i studiet og indspille pladen, udgive den og efterfølgende turnere med den i knap tre år. En fantastisk dokumentar, der viser, hvor meget energi, der blev lagt i pladen. Ikke mindst kampene med Bob Rock. For nok ville de gerne have hans lyd, men Metallica var vant til at gøre tingene helt på egen hånd, så at invitere en producer ind i selve processen omkring tilblivelsen af sangene var nyt, og specielt James Hetfield og Lars Ulrich slog sig i tøjret.
I dokumentaren er der flere episoder, hvor de skændes højlydt. Bob Rock er på nakken af Kirk Hammett under indspilningerne af soloen til 'The Unforgiven', må hente en ukoncentreret James Hetfield uden for studiet så de kan komme i gang med at arbejde og skændes nærmest konstant med Lars Ulrich om dette og hint. Efterfølgende har både Bob Rock, James Hetfield og Lars Ulrich også sagt i interviews, at Bob Rock var så fræk at afvise James' første udkast til sangtekster til 'Enter Sandman'. James havde skrevet om krybbedød, men det mente Bob Rock godt, at han kunne gøre bedre, så han henviste den ikoniske frontmand til skrivebordet igen med ordren om at starte forfra. Det blev ikke modtaget med særlig gode miner, men Bob Rock havde Lars Ulrich på sin side, og James' andet udkast var da også bedre og det, der rent faktisk endte på pladen. Samarbejdet var dog besværligt. Men skøn musik opstår, når modsætninger mødes, og resultatet blev, som det som bekendt blev. At parterne så ikke talte sammen i over et år efter udgivelsen viser blot, hvor meget processen i studiet havde tæret på kræfterne for alle involverede.
SINGLERNE OG MTV
Pladen udkom d. 12. august 1991. Den var dog, naturligvis tør man sige, blevet annonceret lidt før, da singlen ’Enter Sandman’ ramte radiostationerne d. 29. juli. To uger før. Det var den første sang, der var blevet komponeret til pladen, og hele fundamentet for den retning, Metallica tog musikken i med denne femte plade. Det hele startede med et riff af guitaristen Kirk Hammett, og efter det riff havde været i hænderne på den danske tøndebasker og sangskulptør Lars Ulrich, blev det til bandets ubestridt største hit nogensinde. For selvom Kirk Hammett leverede råmaterialet til sangen, var det stadig forsanger James Hetfield og trommeslager Lars Ulrich, der stod for sangskrivningen i bandet. Bassist Jason Newsted fik lov at profilere sig på en enkelt sang med en intro på ’My Friend Of Misery’. Ellers var det stadig mest d'herrer Hetfield og Ulrich, der styrede bandet.
’Enter Sandman’ blev sendt af sted som første salve og ramte plet. Den blev et kæmpe hit lige fra start og var den perfekte forløber for pladen. Der var decideret kaos visse steder ved pladeforretningerne, da ’Metallica’ udkom d. 12. august det år.
Som en anmelder her fra Devilution beskriver de dage i 1991:
"Jeg husker tydeligt, at jeg havde fået den lagt til side i Musikexperten i Rønne (hos PladeBent), og jeg drønede de 13 km derind i mine forældres Simca, så jeg kunne være der til åbningstid. Det var en lørdag, hvilket ikke var udgivelsesdatoen, men det må have noget at gøre med, hvornår Bent havde mit eksemplar klar."
Så Metallica-feberen var altså nået helt til Bornholm med ’Enter Sandman’. Ikke mindst takket været musikvideoen, der ramte MTV, dagen efter singlen blev udgivet, og det var her, det for alvor tog fat. MTV spillede den video om og om igen og sendte Metallicas popularitet mod skyerne med raketfart. Fra at være ukronede konger i metalverdenen fik de nu ikke bare en officiel ceremoni, de blev nærmest ophøjet til guder. Feberen rasede for fuld kraft i efteråret 1991. Instruktøren af musikvideoen, Wayne Isham, var ikke noget tilfældigt valg. Han havde også været med til at producere videoer for førnævnte Mötley Crüe, Bon Jovi og Def Leppard. Nu hvor Metallica havde åbnet op for at være mere lyttervenlige, kunne de også lige så godt gøre musikvideoen god. Det blev den. Sangens tema om mareridt og de visuelle elementer i videoen ramte ligesom sangen plet.
Efter ’Enter Sandman’ forsøgte Metallica og pladeselskabet sig faktisk med sangen ’Don’t Tread On Me’. Den nåede at komme ud til radiostationerne, men blev aldrig udgivet officielt. Det gjorde derimod powerballaden ’The Unforgiven’, der ligesom ’Enter Sandman’ blev akkompagneret af en dyster musikvideo om individets kamp mod dem eller det, der forsøger at holde den enkelte nede. Manden mod systemet, forældre eller lign. En klassisk frigørelseskamp fra andres dogmer. ’The Unforgiven’ var en klassisk ”4’er” i Metallica-regi. Den langsomme og tunge sang, der på de forrige plader hed ’Fade To Black’, ’Welcome Home (Sanitarium)’ og ’One’. Et af de få punkter, hvor Metallica valgte at fortsætte rytmen fra de foregående plader. Sang nummer fire er den melodiske version af Metallica. Med ’The Unforgiven’ valgte de dog at vende strukturen af sangen på hovedet. I stedet for et melodisk vers og tungt omkvæd gjorde man det omvendt her.
Efter årsskiftet og efter at turnéen var gået i gang, ramte så endnu en rolig sang æteren. Det var ’Nothing Else Matters’, der blev tredjesingle. Den delte for alvor vandene blandt Metallicas fans. Hvis ikke den generelt ændrede stil havde fået folk til at vende bandet ryggen, så gjorde ’Nothing Else Matters’ det i hvert fald. Puristerne hånede sangen og dem, der kunne lide den. Men det, Metallica tabte på gyngerne, fik de så rigeligt igen på karrusellerne. ’Nothing Else Matters’ blev ligesom ’Enter Sandman’ et kæmpehit, og musikvideoen blev instrueret af Adam Dubin, der også står bag førnævnte dokumentar om pladens tilblivelse. I musikvideoen bruger han netop små videoklip fra dokumentaren. Sangen er skrevet af James Hetfield, der egentlig ikke havde planlagt, at det skulle være en Metallica-sang, men Lars Ulrich hørte den og insisterede på, at den skulle med. Den introverte forsanger skrev sangen som en kærlighedserklæring til sin daværende kæreste, og det er om nogen den sang, der deler vandene blandt fans af Metallica og heavy metal.
Derefter fulgte ’Wherever I May Roam’, der meget passende beskrev livet på landevejen som musiker. Videoen blev en slags modstykke til ’Nothing Else Matters’, der viste Metallica i studiet. Til ’Wherever I May Roam’ brugte man klip fra den første halvdel af deres lange turné. Det samme var tilfældet med femte og sidste single, ’Sad But True’, der også blev brugt som reklame for den sidste del af deres turné. Begge instrueret af Wayne Isham.
De fem singler var med til at holde ’Metallica’ populær og frisk i radioen og på MTV. Pladens popularitet steg og steg, mens Metallica kæmpede om musikkøbernes gunst mod prominente navne som Guns N’ Roses, Nirvana, Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers, der også udsendte vigtige plader i 1991.
BETYDNINGEN
Netop ’Metallica’ har haft en enorm betydning for musik generelt og for heavy metal-genren i særdeleshed. Den var med til at sparke dørene ind hos millioner af seere og lyttere, og den gjorde dem opmærksomme på den tungere musik, de ellers ikke ville være blevet eksponeret for. Den radiovenlige version af thrash metal gjorde sammen med førnævnte bands, at det blev socialt acceptabelt at lytte til hård rock og heavy metal. Som en anden anmelder på Devilution skrev:
”Timingen kunne ikke have været mere perfekt. Pladen udkom lige præcis i den periode, hvor mediebilledet fik vokseværk. Før 90'erne var tv'et placeret i stuen, og der var en håndfuld svenske/norske/tyske kanaler at vælge mellem. Så faldt fjernsynspriserne, i takt med at hybridnettet kom ind i alle de danske hjem. Og pludselig sad der en generation med eget tv (den første af sin art) på deres børneværelser og blev blæst væk af en - i DK - ny musikkanal, MTV, hvor man blev massivt eksponeret - nærmest i døgndrift - for netop Enter Sandman, Guns N’ Roses’ 'You Could Be Mine' og den tiltagende grungebølge. Endnu mere heftigt var det, når de viste 'One' fra '…And Justice For All'. Det resulterede i, at en ildeset genre blev stueren, så landets borgerservice (Læs: Danmarks Radio) ikke længere kunne ignorere heavy metal, og pludselig kunne man høre Carsten Holm sidde i heavytimen på P3 og spille Cannibal Corpse, Death og Obituary. Så jo, ’Metallica’ var med dens pæne tv/radio-produktion og tidspunktet, den udkom på, absolut en milepæl for udbredelsen af heavy metal. Medmindre du kom fra et hjem, hvor der blev dyrket metal i forvejen (læs: et fåtal), så var MTV, ikke mindst Headbangers Ball og Metallica fuldstændig mindblowing for 10-årige knægte i 1991. Jeg kender ikke en eneste i min omgangskreds af generation 79-83, der ikke startede deres sunde såvel som usunde vej ind i metallens verden med Metallica i 1991.”
Og sådan har de fleste, der kan huske udgivelsen, hver deres subjektive historie med og om den plade. Der er ingen plader, der nogensinde får muligheden for at gøre det, den gjorde. Det var noget helt specielt, og det vidste Lars Ulrich og resten af Metallica godt. De var klar over, at det her ville blive noget stort. Det var derfor, de gik linen ud med dokumentarfilm, en turné, der varede i knap tre år, og perfekt timede musikvideoer, der blev droppet lige præcis, når der skulle tilføres lidt ekstra saft og kraft for at holde momentum oppe.
Pladen har solgt over 30 mio. eksemplarer på verdensplan og sælger stadig godt. Den er blevet brugt på utallige football-stadioner i USA og sportsarenaer verden over. Alle kender pladen og de fem singler.
TEKSTERNE
Udover at musikken gik fra knap ti minutter lange, komplekse sange til mere radiovenlige størrelser omkring fire-fem minutter, blev der også gjort fremskridt andre steder. Hvor James Hetfield før havde fået inspiration til sine tekster fra alt lige fra tv-programmer, aviser og bøger, begyndte forsangeren nu at kigge indad. Han tog for alvor livtag med skeletterne, der gemte sig i skabet, og rystede dem, så knoglerne nærmest splintrede ud i ørerne på lytteren. Der var kærlighedssangen om afsavn i balladen 'Nothing Else Matters', det politiske modstykke til den samfundskritik, han havde ladet gå ud over USA på pladen '...And Justice For All', i sangen 'Don't Tread On Me', og ikke mindst 'The God That Failed'. Den bistre kritik af forældrenes stærkt religiøse overbevisning, som Hetfield blev opdraget i, der bl.a. gjorde, at Hetfields mor nægtede at modtage medicinsk hjælp, da hun fik kræft. Hun døde af sygdommen, og Hetfield gav på daværende tidspunkt religionen skylden, og den vrede blev spyttet ud med ordene "Broken is the promise, betrayal/ The healing hand held back by the deepened nail/ Follow the god that failed."
Udover disse er der også 'The Unforgiven' og 'Enter Sandman' hvis betydning vi har været inde på. En plade frarøvet sange om faraoer i Egypten, magtmisbrug, stofmisbrug, samfundskritik eller andet. Denne var mere personlig, og det var også medvirkende til, at flere kunne relatere til ikke bare musikken, men også teksterne. Ikke mindst singlen 'Wherever I May Roam', der fortæller om den ensomme tilværelse, det kan være at turnere og leve på landvejene år ud og år ind.
EFTERMÆLET
Anno 2014 kan vi se tilbage på en plade, der nu har præcis 23 år på bagen. Dens betydning for metalgenren er forsøgt belyst her i Metaldiktator. Devilution er stadig usikre på, hvorvidt det var pladen eller MTV, der var skyld i, at det hele udviklede sig til den perfekte storm for Metallica. Det er nok lidt af begge dele. Man kan og må ikke undervurdere den betydning, MTV havde i halvfemserne. At Metallica og nogle få andre vigtige bands udsendte virkelig gode plader i samme periode var derfor med til at støbe fundamentet, hvorpå hele metalgenren i dag hviler. Det er svært at gisne om, hvor stor en festival Wacken Open Air ville være i dag, hvis ikke Metallica havde udsendt den plade. Hvor mange ville komme til en koncert med Machine Head i København? For hvor mange af dem, der er i miljøet i dag, fik deres introduktion med netop ’Enter Sandman’, ’Nothing Else Matters’ og ’The Black Album'?
Det får vi aldrig svar på. For det er blevet meget populært at hade pladen. Den er ikke rigtig ”Metallica”. Det var her, nedturen startede. Jo mere man får viklet sig ind i den tankegang, jo længere skal man tilbage, og pludselig står man og hører en musiklytter plædere for, at Metallica toppede kunstnerisk med 'Kill 'Em All' eller demoen før. ’The Black Album’ deler fortsat vandene. Undertegnede skal da også med det samme lægge hovedet på blokken og pligtskyldigt erkende, at jeg ikke længere hører den i hjemmet. Men det er ikke, fordi jeg hader den. Jeg var bare 14 år, da den udkom, var lige blevet konfirmeret og hørte den til døde i de sidste år af folkeskolen. Mine venner og jeg sled den simpelthen op. Så meget, at jeg ikke orker at høre de fem singler derfra mere.
Det var derfor også bittersødt at høre Metallica fremføre hele pladen i Horsens tilbage i 2012, hvor de fejrede 20-årsjubilæet. Det var godt, at en så vigtig plade blev hyldet. Historisk giver det mening, men da de kom til ’Nothing Else Matters’, og det nærmest derefter blot var singler, idet de spillede pladen bagfra, så stod jeg simpelthen og kedede mig. Det gør jeg hver gang, jeg er til koncert med Metallica, når de spiller de numre. Jeg er selv skyld i, at det er sådan. Jeg kunne have ladet være med at høre sangene i en uendelig gentagelsesstrøm dengang.
Jeg anerkender dog pladens vigtighed og betydning i historien. For nok var jeg blevet disponeret for AC/DC, Iron Maiden og Metallica, da den blev udsendt. Jeg havde sågar også hørt Pantera og Slayer. Men vi var meget få, der havde det. Pludselig hørte alle i skolen de sange. Og som anmelderen i den bornholmske Simca kunne fortælle:
”Den plade var med til at åbne den hårde musik for en bredere offentlighed på Bornholms Amtsgymnasium. Det var ikke den alene – Guns N' Roses og Red Hot Chili Peppers var bestemt også med til det. Mine venner i gymnasiet skulle pludselig til at låne mine plader, og til fester begyndte den hårde rock / tilgængelige metal også at klinge.”
Det gjorde sig også gældende i Nordjylland, hvor det ikke bare var til fester i folkeskolen og gymnasiet, men sågar også på diskotekerne, at Metallica blev spillet. Pladen nåede simpelthen ud til alle. Fra Bornholm til Nordjylland. Fra USA til Japan. Fra Europa til Australien.
Det gjorde bandet også. De turnerede verden over i 1991, 1992 og 1993. De nåede også forbi Danmark flere gange på den turné, bl.a. to koncerter i Forum i ’92 og et par legendariske koncerter på Gentofte Stadion i ’91 og ’93. De fandt også vejen forbi Mexico City i foråret ’93, hvor de gav fem koncerter og senere brugte disse til deres store liveudgivelse ’Live Shit: Binge & Purge’, der udkom i november 1993. Fra den juleaften kan jeg godt huske, hvad jeg fik!
’Metallica’ vil gå over i historien som den bedst sælgende metaludgivelse nogensinde. Bevares, der er også ’Back In Black’ med AC/DC og Led Zeppelins ’Led Zeppelin IV’, der begge har solgt flere plader, men de er ikke i nærheden af samme metalliske lyd, som Metallica leverede. Den åbnede døre, ører og sind for millioner af mennesker, der opdagede, at her var en genre, der var værd at dykke ned i, hvor man kunne få oplevelser, der måske ikke var nær så lette at fortære som den første smagsprøve, men måske endda mere holdbare på den lange bane. Sådan har jeg det selv med Metallica og ’Metallica’.
Der er dog ingen tvivl om, at det stadig er en plade, der deler vandene. Det er dem, der mener, at her gik Metallica fra ondt til værre og forrådte sig mod metalmiljøet, da de udgav 'Metallica'. Dem, der anerkender, at det er en stor og vigtig plade, men bestemt ikke bryder sig om den og alt derimellem.
Vi er meget interesseret i at høre din historie om den sorte plade. Hvor og hvornår hørte du den først? Var den en bidragende faktor til, at du i dag hører heavy metal? Hjalp den nogle af dine venner ind i miljøet? Del gerne jeres oplevelser og minder.