Metaldiktator: Metallica - Kill 'Em All

Populær
Metaldiktator: Metallica - Kill 'Em All

Smag og behag er som bekendt forskellig. Men i denne Metaldikator skal der slås et ordentligt slag for, at Metallica nu var bedst, da de var helt friske fra metalfadet.

Kunstner
Titel
Kill 'Em All
Trackliste
Hit The Lights
The Four Horsemen
Motorbreath
Jump In The Fire
Anesthesia - (Pulling Teeth)
Whiplash
Phantom Lord
No Remorse
Seek And Destroy
Metal Militia
Karakter
666

Næsten alle metalfans har vel et Metallica-album, som de sætter højest, og der kan sikkert findes ligeså mange favoritter, som Metallica har udgivet album. Jeg mener at mindes, at der er en på Devilution-redaktionen, der har ’…And Justice for All’ som sin "all time favorite". Et album, som jeg ikke har gidet lytte til i mere end 20 år, og et album, det allerede dengang var svært at stå igennem på én gang. Jeg har også mødt folk, som mener, at "Lort" og "Relort"-pladerne er værd at høre. Og sådan er der jo så meget – og heldigvis for det.

Som én, der har "været med" fra Metallicas start, er det måske ikke så sært, at jeg holder mest af de første album. Sandt at sige har jeg faktisk ikke interesseret mig meget for bandet efter udgivelsen af ovenfor nævnte '…And Justice for All'. Dog hører jeg til den marginaliserede minoritet, der faktisk finder ’St. Anger’ lytteværdig. Men det er måske, fordi den besidder den vildskab og upolerethed, som kendetegnede Metallica i begyndelsen.

Men lad os tage tidsmaskinen 30 år tilbage. 1982 havde været et relativt godt metalår. NWOBHM var ved at være blevet voksen, men alligevel var der dette år kommet mange album, som den dag i dag må betegnes som klassikere inden for metalgenren. Nævnes kan i alfabetisk rækkefølge: Accept – ’Restless and Wild’, Diamond Head – ’Borrowed Time’ (den med ’Am I Evil’), Iron Maiden – ’The Number Of The Beast’, Judas Priest – ’Screaming for Vengeance’, Manowar – ‘Battle Hymns’, Raven – ‘Wiped Out’, Saxon –‘The Eagle Has Landed’, Scorpions – ‘Black Out’ og Venom – ‘Black Metal’ for blot at nævne enkelte.

Men det skulle snart vise sig, at 1983 skulle blive et endnu bedre metalår. Her blev verden forkælet med bl.a. Accept – ’Balls to the Wall’, Black Sabbath – ’Born Again’, Def Leppard – ‘Pyromania’, Dio – ‘Holy Diver’, Iron Maiden – ‘Piece of Mind’, Mercyful Fate – ‘Melissa’, Mötley Crüe – ‘Shout at the Devil’, Quiet Riot – ‘Metal Health’, Slayer – ‘Show No Mercy’, Thin Lizzy – ‘Thunder and Lightning’ og Twisted Sister – ‘You Can’t Stop Rock’n’Roll’. OG så var der jo lige Metallica, der smækkede døren op fra øvelokalet og i sommeren 1983 udgav debutalbummet ’Kill ’Em All’.

Med tak til Kerrang!

Det er lidt svært her så mange år efter at huske, i hvilket omfang dette album med det samme fik stor opmærksomhed. Herhjemme i lille Danmark gav det ikke umiddelbart noget ordentligt ryk. Men på en eller anden måde må jeg jo selv have hørt om dem, siden jeg investerede i albummet. Jeg vil dog slet, slet ikke udelukke, at det var via det engelske metal-magasin Kerrang (ja, det var faktisk det eneste decideret metal-magasin dengang), at jeg stiftede bekendtskab med bandet. I den forbindelse skal det også huskes, at ’Kill ’Em All’ i Europa udkom på det dengang fremadstormende metalselskab Music For Nations, der virkelig forstod at promovere de signede bands.

Men der er ikke tvivl om, at for dedikerede metal fans og metalmusikere var ’Kill 'Em All’ helt sikkert udtryk for noget nyt, hvilket nok især skyldes den energi, som bandet stod for.

Og energi havde de fire knægte – for det kan vi vel godt kalde dem på det tidspunkt – fra San Francisco. Der var kun gået et par måneder, efter at de havde fået sparket den oprindelige leadguitarist Dave Mustaine ud af turbussen (ej, det var nok nærmere en varevogn) og havde hyret Kirk Hammett, før debutalbummet var indspillet.
Der er da også flere sange på ’Kill ’Em All’, der er skrevet sammen med Mustaine.
Skulle der være nogen blandt Devilutions læsere, der er underoplyste med hensyn til det monumentale metalværk, så løber vi lige sangene igennem.

En anderledes vokalstil

’Kill ’Em all’ sættes hårdt og kontant i gang med ’Hit The Lights’. Sangen er krediteret til James Hetfield og Lars Ulrich. Det er en effektiv åbner, der sjovt nok starter med noget, der lyder som en slutning, inden en trommerundgang efterfulgt af det hårde guitarriff sætter det hele i gang.

Det, der for alvor adskiller Metallica fra hovedparten af de øvrige metalbands på udgivelsestidspunktet, er til dels den hastighed, hvormed de spillede, men den stil var nu så småt ved at sætte ind. En anden ting er den måde, som James Hetfield sang sangene på. James Hetfield havde en mere ’punket’ indgangsvinkel, end hovedparten af datidens metalvokalister havde, selvom han i dag synger på mere afdæmpet vis. Sjovt er det at lytte til de desværre få liveoptagelser, der ligger før indspilningen af ’Kill ’Em All’. Det er faktisk, som om han ved indspilningen har skruet en tand op for denne punkede attitude i forhold til tidligere, hvor han lød en smule mere traditionel.

Et højdepunkt

Anden sang på albummet er ’The Four Horsemen’. Det er anført, at den er skrevet af Hetfield, Ulrich og Mustaine, men efter sigende er det Dave Mustaine, der er ophavsmand til denne sang. Mustaine har selv indspillet den sammen med Megadeth i en hurtigere version med en anden tekst under navnet ’Mechanix’. ’The Four Horsemen’ er bestemt et af højdepunkterne på albummet.



’Motorbreath’ er skrevet af James Hetfield og er noget af en punksag, der, hvis det ikke lige var for Kirk Hammetts solo, lige så godt kunne være at finde på et decideret punkalbum. Det er ikke den mest komplicerede metalsang, der er skrevet, men den har helt klart råbe med-potentiale.

’Jump In The Fire’ er endnu en Hetfield/Ulrich/Mustaine-komposition. Her er vi mere ovre i den mere traditionelle metal stil tilsat "The Hetfield Touch". Det har været fremme, at sangen skulle være inspireret af Iron Maiden-sangen ’Run To The Hils’ og selvom det ikke er helt tydeligt, så kan sangens guitarriffs sagtens minde om noget, som Iron Maiden kunne have lavet – ikke mindst på Maidens to første album.

'Jump In The Fire' blev spillet med Dave Mustaine på scenen ved Metallicas jubilæumskoncert i 2011. 



’(Anesthesia) - Pulling Teeth’ er reelt en solo spillet af bassist Cliff Burton med afslutningsvis underlægning af Lars Ulrich på trommer. Nummeret er skrevet af Cliff Burton og er eneste nummer på debutalbummet, hvor han har indgået i komponistrollen.

Albummets sidste sang på side 1 (det var jo primært vinylplader den gang) afsluttes med ’Whiplash’, der er en heftig og hurtig sag. Denne sang var også første single fra albummet. Det er en rigtig headbanger. Det går stærkt, og Lars kæmper indædt for at følge med.




Ustyrlige soloer

På side 2 lægges der ud med sangen ’Phantom Lord’, og det er endnu en Hetfield/Ulrich/Mustaine-komposition. Riffet følger ret tæt i halen på ’Whiplash’, men denne sang er mere i den traditionelle metalstil, hvor Hetfield i flere stykker synger ret almindeligt, og hvor der endda er indsat et stykke uden forvrængning på guitarerne som en forsmag på, hvad der ville komme på de efterfølgende album. Hammetts soloer er til gengæld ret ustyrlige på denne sang. Det lyder, som om det er indspillet en i stor, tom fabriksbygning, hvilket giver en ekstra dimension til sangen.

’No Remorse’ er tungere og knap så hurtig som mange af de øvrige sange på albummet. Det er en "rigtig" heavy metal-sang med et fedt omkvæd og med herlige markeringer og hooks.

Et fremtidsvarsel

’Seek And Destroy’, skrevet af Hetfield og Ulrich, er måske den sang på debutalbummet, der mest varsler den stil, som bandet bevægede sig hen mod på efterfølgerne ’Ride the Ligtning’ og ’Master of Puppets’. Det er en lang sang med mange breaks og skiftende stykker. Endnu et af højdepunkterne på albummet.

Albummet i dets oprindelige form, inden alle genudgivelserne med ekstramateriale, slutter med sangen ’Metal Militia’, der er endnu en Hetfield/Ulrich/Mustaine-komposition. Der er igen tale om hurtig sag med fornemt basspil fra Cliff Burtons side og med et særdeles effektivt omkvæd. Med ’Metal Militia’ slutter albummet med stil.

Hele albummet kan høres her som en fornøjelig opvarmning til Metallica på årets Roskilde Festival: