Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mød Bookeren – Thomas Grønkjær, Copenhagen Metal Fest

Updated
IMG_4193

Copenhagen Metal Fest er blevet en integreret del af efterårssæsonen, og i år er ingen undtagelse. Vi har taget en snak med Thomas Grønkjær, der er en del af bookinggruppen bag festivalen, som sætter projektøren på et bredt udvalg af dansk metal. 

Dato
10-09-2025
Forfatter

I denne serie sætter vi fokus på festivalbookere bag de festivalprogrammer, vi glæder os til år efter år. Fra de små, lokale festivaler, der alene eksisterer i kraft af ildsjæle til de store og tunge festivaler på musikscenen.

De fleste af årets dage er bookeren den usynlige hånd, der kuraterer et festivalprogram. Men når programmet offentliggøres og billetterne sættes til salg, er resultatet af det hårde arbejde synligt for alle. Festivalbookeren er en person, som alle har en holdning til. Enten har bookeren valgt det helt rigtige eller det helt forkerte.

Thomas Grønkjær, som mange nok kender som en særdeles aktiv del af det københavnske metalmiljø, og som senest er en af hovedarkitekterne bag den anmelderroste EP, hvor Kollapse og Grava slog pjalterne sammen for en stund, er også hovedbookeren bag Copenhagen Metal Fest, der rammer Amager Bio d. 18. - 20. september. 

Vi har taget en snak med Thomas Grønkjær om hans rolle på festivalen og om hans overvejelser bag programmet til årets udgave af festivalen – og om man overhovedet kan kalde ham booker. Selv foretrækker han betegnelsen 'musikformidler', og hvorfor det er sådan kan du også blive klogere på. 

Hvorfor blev du booker?
–Jeg anser slet ikke mig selv som booker. Jeg har siden mine teenageår i slut 80’erne været, hvad der nok bedst betegnes som musikformidler. Først i min rolle som anmelder og skribent på Metalized i mange år. Derefter for alt fra NRG og Mighty Magazine til Chili og Roskilde Festivals avis, Orange Press.

– Jeg har også mit eget website, futhermocker.dk, som stadig findes, men ikke længere er aktivt. Nu er det bare en slags arkiv. Futhermocker.dk fungerede også som pladeselskab, hvor jeg i 00'erne udgav en stribe ret unikke 7-tommer singler med bl.a. The Ocean, Hatesphere og Mary Beats Jane. Fra 1995 frem til 2013 arbejdede jeg med musik professionelt, som promotion og label manager, først på Nordic Metal og derefter Target Distribution, hvor jeg var med til at videreformidle dansk og international metalmusik til den danske og udenlandske presse. I kraft af den rolle har jeg været med til at breake og stille skarpt på en masse bands, samt arrangere et utal af koncerter og events.

– Sideløbende fungerede jeg også i en lang årrække som betroet medlem af en lille gruppe af frivillige, som Roskilde Festivals bookinggruppe sparrede med, når de skulle overveje hvilke bands, de skulle gå efter at få på plakaten. Jeg stopper aldrig med at være musikformidler. Det har jeg erkendt, er mit lod, til jeg stiller træskoene. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at videreformidle især god musik, når jeg støder på den. Men jeg gør det ikke længere professionelt. Nu opererer jeg mere i baggrunden og hjælper og sparrer med alle mulige fede bands, store som små, samt har løbende kontakt med gode folk på spillesteder og booking-bureauer. Fornylig genoplivede jeg futhermocker-pladeselskabet for sammen med Vinyltrolden at udgive et kollaborativt projekt med de to danske bands Kollapse og GRAVA, der i den anledning uropførte albummet på årets Roskilde Festival. 

Hvordan blev du booker?
– Hvis vi skal snakke Copenhagen Metal Fest helt konkret, så er det faktisk ikke mere end et par år siden, jeg selv deltog i festivalen for første gang. Jeg husker hvordan jeg blev totalt grebet af festivalens helt unikke stemning og var vild med, at der var sindssygt mange dygtige, små og upcoming bands (og selvfølgelig også nogle større og velkendte) på tre scener henover to, nu tre dage. Og de spillede ikke meget mere end 30 minutter hver. Geniale smagsprøver. En af aftenerne stødte jeg på festivalens bagmand Rasmus Toftlund, som jeg bl.a. i en årrække arrangerede Danish Metal Awards sammen med. Jeg gav ham en lammer og sagde, at han bare skulle ringe, hvis han havde brug for hjælp til et eller andet. Og det gjorde han så kort efter. Derfor var jeg med til at booke CMF sidste år, hvor vi bl.a. havde Mnemic, Møl, Strychnos og LLNN på plakaten. Og igen i år er jeg med i festivalens pissehyggelige bookinggruppe, sammen med tre andre gutter. Så medmindre de sparker mig ud, er jeg med igen næste år.

Hvad er du inspireret af i dit arbejde som booker?
– Som formidler (og dermed også booker) skal jeg kunne mærke det i kroppen. Musik, der tænder mig, har jeg automatisk lyst til at kaste mig over. Jeg vil gøre en forskel.

Hvordan beslutter du, hvilke bands du vil booke?
– Vi er som sagt fire personer i CMF’s bookinggruppe, der konstant ping-ponger navne, så det er aldrig mig eller andre, der alene beslutter at booke et specifikt band. Vi er til gengæld ret forskellige i vores musiksmag, men som regel er vi alligevel meget enige om, hvad der skal på plakaten.

Er der begrænsninger, som du skal tage hensyn til, når du booker?
– Copenhagen Metal Fest booker kun danske bands, hvilket selvfølgelig kan betragtes som en begrænsning. Selv synes jeg, det er et ret cool dogme, der giver CMF en ekstra dimension. Vi er både en rugekasse og et udstillingsvindue. Nye bands kan få lov at spille for flere publikummer, end de måske plejer, og på den måde blive tryktestet, imens de etablerede navne kan vise, hvordan kagen skal skæres, og være med til at inspirere de yngre bands.

I hvor høj grad booker du med afsæt i festivalens musikalske profil?
– Hmmmm. Udover at vi som sagt kun præsenterer danske bands, så synes jeg, vi anstrenger os for ikke at have en specifik musikalsk profil. Vi vil lige så gerne booke et episk power-band som et ondt black metal-band. Vi vil gerne præsentere lidt af hvert, så der er noget for alle, og så man kan gå på opdagelse i programmet og måske selv blive lidt udfordret. Eneste undtagelse er, at vi for andet år i træk har introduceret vores såkaldte tema-torsdag, hvor vi kun har Zebu-scenen åben og præsenterer fire mere genre-specifikke navne. Sidste år var temaet black metal, og i år er det hardcore. Men selv med den indsnævring prøver vi også at ramme bredt indenfor genren. I år har vi f.eks. Rot Away, Lack og Mite booket til hardcore-temaet. Hvor Rot Away er kommet langt med et mere moderne, powerviolence-agtigt take på traditionel hardcore, så har Mite på meget kort tid udviklet sig til et af landets sejeste bands indenfor genren takket være deres grindcore-feel. Og slutteligt, så er Lack notoriske for ikke at passe ned i nogen kasse til trods for, at de af resten af den danske hardcore-scene anses for stilskabende legender.

Oplever du en ændring i musikindustrien i dag i forhold til, da du startede?
– Jeg har været med som musikformidler utrolig længe, så det ville være decideret deprimerende, hvis ikke der var sket ændringer. Jeg hylder måden, hvorpå alting hele tiden er i bevægelse. Indrømmet, det er svært at følge med, men fuck hvor er det samtidig spændende.

Hvornår er det rigtig fedt at være booker?
– Jeg elsker det, jeg laver, og føler mig privilegeret, fordi jeg i metalmiljøet er omgivet af sindssygt mange virkelig dygtige folk, som jeg samtidig betegner som venner. Hvad end det drejer sig om musikere, bookere, grafikere, fotografer, producere, lyd- og lysfolk, you name it. Jeg er en heldig mand.

…Og hvornår er det mindre fedt at være booker?
– Det er aldrig fedt, når tingene ikke kører som planlagt. Men det sker heldigvis sjældent.

Hvilken booking er du allermest stolt af?
– Stolt og stolt. Men en af de koncerter, som jeg har lagt flest kræfter i, og som lykkedes til trods for en konstant tsunami af udfordringer, var, da jeg fik Satyricon til at spille et ret unikt show på Lille Vega tilbage i 1999. Det var på mange måder en crazy oplevelse. Planlægningen var lang og omfattende, men det var en vild fornemmelse at køre hjem på cykel derfra med lommerne proppet med kontanter.
I CMF-regi var det uden tvivl at få LLNN på plakaten sidste år. Og i år er jeg ekstra glad for, at Redwood Hill havde tillid til os og har valgt at give en af deres meget sjældne koncerter hos os. I min bog er det et decideret scoop.

Er der et band, du aldrig nåede at booke før de forsvandt eller blev for store?
– Sådan tænker jeg ikke.

Hvad er den største chance du har taget?
– Der er sikkert mange, jeg husker dem bare ikke. Men hvis jeg endelig skal fremhæve noget i CMF-regi, så var vi vældig spændte på, hvordan det ville fungere med Mnemics gendannelse og show hos os sidste år. Men lang tid før selve festivalen stod det klart, at det ville blive fedt. Mnemic var og er tilbage.

Hvad skal der til for at få succes som booker?
– Jeg gør mig ikke rigtig de overvejelser. For mig kommer tingene egentlig af sig selv. Men det skyldes nok mit engagement og evnen til at planlægge.

Har du nogle gode råd til bands, der gerne vil spille på din festival?
– Gør det I er bedst til, og bliv ved med det.

Og sidst men ikke mindst: Hvad er den underligste oplevelse du har haft? 
– Pas. Der er så uhyrligt mange sjove oplevelser forbundet med det, jeg har lavet igennem årene, men ligefrem “underligste”. Hmmm… Det er formentlig noget, der er sket på en af de utallige festivaler, jeg har været på.