Copenhell 2014: Herreløse hunde

Populær
Copenhell 2014: Herreløse hunde

Supergruppen Kill Devill Hill var et sympatisk og hårdtslående indslag fredag eftermiddag. Men bandet, der inkluderer tidligere medlemmer fra Pantera og Type O Negative, ligner nogle, som har svært ved at finde et nyt og seriøst ståsted i karrieren.

Dato
13-06-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Hårdtslående heavy metal som den blev lavet i de gode gamle dage (90'erne?, red.), der minder om et gadekryds af Pantera, Alice in Chains og Black Label Society.

Sådan beskriver man bedst amerikanske Kill Devil Hills musik. Bandet er endnu en såkaldt supergruppe, der i disse tider har tendens til at bestå af medlemmer, hvis gennembrudsgruppe og velmagtsdage er fortid.

Kill Devil Hill anføres af Panteras Rex Brown på bas, vokalen håndteres af Jason Bragg, der tidligere skreg i Pissing Razors, guitaren klares af Mark Zevon, der kort flirtede med W.A.S.P, mens seneste skud på stammen er trommeslager Johnny Kelly, som de fleste forhåbentlig kender fra Type O Negative.

Medlemmernes fortid gjorde, at det relativt antal beskedne publikummer, der var trådt op foran Kill Devil Hill fredag eftermiddag, stod med et nostalgisk blik i øjnene. Undertegnede inklusive.

’No Way Out’ fra sidste års ’Revolution Rise’ åbnede hårdt ud, mens ’War Machine’ fra 2012s selvbetitlede debut tog over, og sådan vekslede numrene mellem gruppens to udgivelser.

Bunden blev tungt lagt af en yderst skinny og rocket Rex Brown og en stadig ligbleg og supersej Johnny Kelly. De gamle helte kunne endnu og blev glimrende suppleret af Mark Zevons hårde guitariffs og skrigende overtoner. Braggs vokal slingrede mellem Phil Anselmo og Zakk Wyldes, og han gjorde det fint i front, men uden at bide fra sig med larger than life-format.

Det var heavy metal spillet med passion for genren og livsstilen, men alligevel stod man med følelsen af at opleve fire herreløse hunde, som manglede deres herre og velkendte plads. En band, som ikke er mere sikre på deres egen sag og egne sange, end at de nødtvunget må hive billige point hjem på fortidens bedrifter.

Ærligt talt, hvis Kill Devil Hill havde nok pondus i deres kompositioner, hvad skal vi så med et cover af Panteres ’Mouth for War’, bare forbi en fjerdedel af det legendariske og hedengangne texasband står på scenen?