Copenhell 23: Fantastisk hyldest
Populær
Pantera hyldede de to afdøde brødre i en halvanden times eksplosion af følelser blandt såvel band som fans på Copenhell.
2. Mouth for War
3. Strength Beyond Strength
4. Becoming
5. I'm Broken
6. Suicide Note Pt. II
7. 5 Minutes Alone
8. This Love
9. Yesterday Don't Mean Shit
10. Fucking Hostile
11. Planet Caravan (cover)
12. Walk
13. Domination / Hollow
14. Cowboys From Hell
15. Use My Third Arm
Så skete det. Pantera gav igen koncert i Danmark. De tog Copenhell med storm, da de torsdag aften kl. 21.30 trådte op på den store Helviti-scene og trak 35.000 publikummer ned i en tidslomme, ingen troede, de igen skulle befinde sig i. Og med usvigelig sikker hånd førte Phil Anselmo og Rex Brown samtlige på Refshaleøen gennem en rejse tilbage til Dimebag Darrell og Vinnie Pauls tidsløse musik.
Men først må vi skrue tiden tilbage til år 2000. Da Pantera senest gæstede Danmark. Dengang var Phil Anselmo ikke helt på toppen, og det var netop de to brødre, der bar ham gennem showet. Året efter stod denne anmelder med en billet til et show i Hamburg, hvor Pantera skulle headline en aften med Slayer, Cradle of Filth og Biohazard. Desværre meldte Pantera fra og gik kort tid efter i opløsning. Vi så de tre andre bands den aften, men gik glip af Pantera. Tre år senere, da guitarist Dimebag Darrell blev skudt på scenen for sit andet band Damageplan, troede jeg, det aldrig skulle ske. At jeg ikke fik Pantera at se live.
Da trommeslager og storebror Vincent Paul Abbot dør i 2018 begraves enhver drøm om en genforening. Troede vi. For her 5 år senere er Pantera genopstået med hjælp fra Anthrax' trommeslager Charlie Benante og guitaristen Zakk Wylde, der var en nær ven af de to brødre fra Texas.
Så torsdag aften står de der. Pantera. På scenen til Copenhell. Tæppet er trukket for og en kort video kører, hvor der vises arkiv-materiale fra da Pantera stadig eksisterede og slutter med et billede af de to brødres silhuet. Dernæst falder tæppet og de buldrer i gang med 'A New Level' og hele pladsen foran Helviti eksploderer i ekstase over at høre de sange igen. Fra bandets egen hånd!
Derefter åbner Phil Anselmo koncerten med at sige: "Every note we play is for Dime and Vince", og så er tonen ligesom lagt. Der er ingen tvivl om, at det her gøres for at hædre de to brødres musikalske arv. Phil Anselmo og bassist Rex Brown er de værger, der skal varetage denne arv. Det gør de med ydmyghed og en vanvittig energi, der kun matches af publikums ditto.
For efter en tung 'Strength Beyond Strength' åbner fællessangen sig for alvor i 'Becoming', og sådan fortsætter det den næste time. Der brøles med på alle sange og det er ren hitparade. Men faktisk er det den dybe 'Suicide Note pt. II' fra den oversete plade 'The Great Southern Trendkill', der for alvor leveres følt og gennemført.
Og da den følges op af '5 Minutes Alone' og 'Fucking Hostile' er det lige før betonfundamentet på Refshaleøen slår revner. Publikum eksploderer endnu engang i fællessang, crowdsurfing og luftguitar som var der ikke nogen morgendag. Og da der også synges 'Yesterday Don't Mean Shit' fra den sidste studieplade 'Reinventing the Steel' så er der ikke noget at sige til, publikum glemmer hverdagen for en stund.
For det her har man ventet på i over 20 år. Mange blandt publikum har aldrig set Pantera før. Nu er det her. Med videohyldest under Sabbath-coveret 'Planet Caravan' mindes vi igen om de to brødres tid i bandet, og for en kort stund ånder alle op og får nogle minutter til at mærke efter.
Men kun få minutter. For 'Walk' sender igen Copenhells publikum helt op i stratosfæren og med Chuck Billy fra Testament på kor, er der ikke et øje eller fadølsglas tørt. Pantera går direkte videre i den lækre outro fra Domination og laver et kort medley af sange før 'Cowboys From Hell' igen dedikeres til de to brødre. Zakk Wylde på guitar gør et formidabelt stykke arbejde i at ære Dimebags lyd og formår faktisk at holde sig fra de mange og lange vræl, han er kendt for at gøre i sine andre bands. Ligesom Benante kompetent formår at forløse den trommelyd, der var noget nær lige så definerende for Panteras lyd som lillebrors guitar.
Og sådan var den halvanden time på Copenhell. En lang hyldest til Dimebag og Vinnie Paul. Selv ekstranummeret 'Use My Third Arm' afsluttes med en hilsen til de faldne brødre.
For selvom denne anmelder og resten af Copenhell nu har set Pantera, så er det ikke den udgave, vi gerne ville se og høre, Men det her. Det er så godt, som det kan blive, og de gjorde det helt igennem fantastisk. Phil Anselmo virker helt tørlagt og oprigtigt dedikeret til at hylde sine gamle bandkammerater, han ragede så forbandet uklar med i slutningen af bandets karriere. Nu bruges tiden på at læge de sår, der ikke kan heles. Forsøget er helhjertet og det kunne alle foran Helviti torsdag aften mærke.
Sikke en præstation. Sikke en aften. Og nej, det var ikke det "rigtige" Pantera. Men det var stadig helt igennem formidabelt. Vi gør det gerne igen!