RF '19: Frydefuld fællessang i teltet

LRM_EXPORT_64037725870231_20190706_195335330
_XTD0586
_XTD0771
_XTD0813
_XTD0815
_XTD0839
_XTD0871
_XTD1004

Phil Anselmo og hans soloorkester tog overbevisende livtag med klassisk Pantera og fremmanede en metallisk folkefest på Roskilde Festival.

Dato
06-07-2019
Trackliste
1. Mouth for War
2. Becoming
3. Yesterday Don't Mean Shit
4. I'm Broken
5. This Love
6. Walk
7. Fucking Hostile
8. Hellbound
9. Domination/Hollow
10. A New Level
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Få mennesker har betydet så meget for heavy metal – og fyldt så meget i genren – som Phil Anselmo. På godt og ondt. De store præstationer i Down og navnlig Pantera ligger dog efterhånden nogle år tilbage, og såvel Anselmos lejlighedsvise opførsel som det nyere materiale, han har udgivet i bands som Scour, Superjoint og nærværende soloprojekt, har ikke gjort noget specielt godt for hans eftermæle. Lørdag aften klokken lidt over spisetid ramte han Roskilde Festival for tredje år i træk; denne gang med solobandet The Illegals og med en helt speciel dagsorden: et sæt udelukkende bestående af Pantera-sange.

Det er sådan set et forståeligt valg, for få mennesker har kunnet se noget større lys i de to soloplader. Anderledes forholder det sig med Panteras bagkatalog, der bedst kan kategoriseres som metallisk kulturarv. Det ved Anselmo ganske udmærket, og den tyggegummigumlende frontmand er ikke sen til, inden hitparaden begynder, at udråbe aftenens sætliste som ”vores allesammens sange”. Og så banker de ellers af sted: ’Mouth for War’, ’Becoming’ med masser af fællessang, ’Yesterday Don’t Mean Shit’ og ’I’m Broken’. I et Avalon-telt, der bare når tættere og tættere på eksplosionen for hver strofe, den store mand slynger ud.

For han gør det fortrinligt, den nu 51-årige Phil Anselmo. Bevares, der er jo røget lidt på sidebenene, og han er ikke så energisk på scenen som for år tilbage. Men han er deroppe. Manden, hvis knyttede næve med en enkelt bevægelse kan kommandere det fyldte telt mod ragnarok. Med en karisma, der alene kan fylde hele Avalon ud, og en publikumskontrol som måske ingen anden på denne klode. Vi adlyder hans mindste vink. Hvis han siger ”hop”, siger vi ”hvor højt?” Hvis han siger ”gå nu hjem, knægt” gør vi det også, om end modstræbende. Men den sang er vi slet ikke nået til endnu.

Den gamle kunne stadig
Og frem for alt har Phil Anselmo stemmen. Man har haft sin oprigtige tvivl, om den brummende, growlende Anselmo anno 2019 stadig kunne fremføre de noget mere krævende Pantera-numre. Og indrømmet, ’Cowboys from Hell’-pladen er, af den grund, lidt underrepræsenteret på aftenens sætliste. I aften er ’This Love’ derfor den egentlige stemmeprøve. Og den består han. Han kan stadig synge, croone og skrige. Og Mike De Leon på leadguitaren rammer Dimebag Darrells guitarlyd så godt, som det lader sig gøre. Han er ikke Dimebag. Men han kommer tæt nok på til, at vi sagtens kan leve med det.

’Walk’ er næste punkt på dagsordenen, og forreste halvdel af Avalon-teltet eksploderer i hoppestemning og fællessang. Ud over Metallica og Iron Maiden er Panteras metaldiskografi formentlig den, som flest mennesker har skrålet med på i tidens løb. Og i denne diskografi er ’Walk’ kronen på værket. Den store, samlende, metalliske folkefest når sit klimaks og gynger videre ind i en stor, voldsom og velment moshpit under ’Fucking Hostile’. ’Hellbound’ giver en smule stilstand i folks bevægelser, hvilket animerer et par håndfulde crowdsurfere til at prøve lykken, trods Roskilde Festivals nultolerance over for den slags.

Sidst jeg så Anselmo live, var med Down på Copenhell i 2013. Da var han sur og vranten, men stadig underholdende og snakkende. I dag har han ikke andet end kærlighed til publikum. En stor, altfavnende kærlighed, som en samlet menneskemængde gengælder. Han takker, bukker, arrangerer en fødselsdagssang til en fyr på de forreste rækker, hylder en tre-årig knægt på sin fars skuldre og fortæller os, hvor meget han elsker os alle sammen. Og man tror ham.

Det Pantera-klassiske mashup mellem ’Domination’ og ’Hollow’ fortsætter ind i afsluttende ’A New Level’. Det timelange sæt har været alt for kort. Vi kunne stå her og lytte, synge og nyde koncerten i flere dage. En Phil Anselmo i denne tilstand, med denne stemme og denne overmenneskelige karisma, syngende disse sange. Det bør være enhver metalfan forundt at opleve. Og vi, der hørte de klassiske Pantera-sange, som alt for få af os fik set spillet af Pantera selv, forstod at nyde oplevelsen i fulde drag. Det var sentimentalt og sublimt.