Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell ‘23: Maskeklædte veteraner og moderne rockmusik

Populær
Updated
-XJD0856-11-1660677940

Copenhell sætter tidligt gang i sprinten, når de offentliggører Slipknot, Halestorm, Zeal & Ardor og seks andre bands til næste års festival.

“De gudløse har ingen fred, siger Herren”. Således står der skrevet i Esajas Bog, kapitel 22, vers 48. Og således understreger Copenhell Herrens ord med endnu en omgang bandoffentliggørelser, inden vi knap har nået at trække vejret efter sidste gang. Eller forrige gang. Eller gangen før det.
Og i denne omgang bliver det i den grad gudløst – og stensikkert populært, for ingen ringere end Slipknot står at finde øverst på plakaten. Herudover får vi besøg af Zeal & Ardor, der også har stået for det musikalske præg på trailervideoen, Halestorms moderne rockmusik og en optræden af de hjemlige veteraner i Saturnus. Det bliver stort.

Slipknot


Mastodonterne fra Iowa har stået på Copenhell to gange tidligere. Både i 2015 og 2019 gav de forrygende koncerter på Helviti, og at dømme efter deres show på Wacken Open Air i sommers, så vil deres tredje visit på Copenhell ikke komme til at mangle tyngde. Slipknot er et af de største metalbands lige nu, og mens de kunstnerisk ikke er på deres højeste med udgivelser de senere år, så er de stadig formidable på en scene. Corey Taylor og resten af maddikerne i Slipknot er uden tvivl mere end klar til at svinge pisken til sommer.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Læs vores metaldiktator om ‘Vol. 3: The Subliminal Verses’ her.
Læs vores metaldiktator om ‘Iowa’ her.

Zeal & Ardor


Schweizisk-amerikanske Manuel Gagneux og hans orkester opstod som et svar på en internetudfordring, men fandt hurtigt ud af, at der var mere at hente i fusionen mellem blues og spirituals og black metal end man skulle tro.
Siden debut-EP’en ‘Devil is Fine’  er det kun gået en vej for Zeal & Ardor, og Copenhell har i dem fundet deres huskomponist for 2023.
Gagneaux er en alsidig kunstner og har også stået for lydfladen til den officielle Copenhell-trailer-video. Det er derfor også oplagt, at de skal spille på festivalen en gang mere. Vi håber på bedre vejrlig end sidste gang.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.

Halestorm


Halestorm er 2020’ernes modsvar på Evanescence med medrivende keyboard-dreven hard rock og en solid og stærk vokal. Der er rigelig “djævel eller engel”-patos til at gribe de fleste gamle rockhjerter og Lzzy Hales karisma får overbevist endnu flere.
Halestorm er rigtig syng-med-musik og vi er overbevist om, at denne booking vil skabe glæde hos mange Copenhell-publikummer – hvilket de også beviste sidst de gæstede festivalen, tilbage i 2019. Halestorm er tilbage fra de døde med deres nyeste album, og det glæder både de og mange andre sig stensikkert til at høre fremført fra scenen på Refshaleøen.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.

Saturnus


Det er 10 år siden, de danske doom-konger sidst stod på Copenhell og gav os en opvisning i melankolsk metal. Dengang havde de netop udgivet ‘Saturn in Ascension’ fra 2012. I mellemtiden har vi set Saturnus med jævne mellemrum på forskellige festivaler og enkeltstående koncerter, og i går udgav de den akustiske EP ‘The Lightouse Session’. Nu vender de tilbage til Refshaleøen i 2023 og vi står klar til endnu en omgang med Thomas A.G. Jensen og resten af Saturnus.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.

Touché Amoré


Touché Amoré er nok blandt Copenhells mest modige bookinger i år. Det er dog ikke en beslutning taget i blinde, for kvintetten fra Los Angeles har over de sidste snart 15 år tegnet post-hardcoren sammen med bands som La Dispute, Balance and Composure og Pianos Become Teeth - også kærligt betegnet som “The Wave”. Bandet har desuden skabt sig et renomme som et fantastisk liveband. Senest kan nævnes udgivelserne ‘Stage Four’, der dokumenterede Jeremy Bolms tab af sin mor til kræft og den seneste udgivelse ‘Lament’ (ordet “Lament” betyder at ekspressivt og demonstrativt udtrykke sin sorg, hvilket må siges at være en rammende beskrivelse for Touché Amorés overordnede udtryk). Om der er plads til så meget sårbarhed på Copenhell vil tiden vise, men det kan potentielt blive rigtig, rigtig smukt.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.

Iotunn


Intergalaktiske Iotunn udgav sidste år ‘Access All Worlds’ til stor applaus og har kun fortsat med at imponere siden. På Næstved Metal Festival var vi begejstrede og det var vi også til Copenhagen Metal Fest sidste år.
Deres progressive rummetal blæser sokkerne af vores anmeldere hver gang, og det er så stort anlagt, at vi håber de får rigeligt albuerum på Copenhell. Der er behov for, at de virkelig får vist, hvad de er i stand til.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Læs 10 Hurtige til Jón Aldará her.

Gaerea


Det portugisiske band var allerede omgærdet af store mængder hype, da deres forrige plade ‘Limbo’  udkom for et par år siden, og med seneste, ‘Mirage’, har det virkelig taget fart. For nylig tog portugiserne pusten fra vores udsendte – og det meste af resten af publikum, da de opvarmede for Gaahls Wyrd i Vega. Vi er stensikre på, at de mystiske post-black-metallere kan gentage succesen på Copenhell.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.

Lamentari


De storladne, danske symfoniblackmetallere i Lamentari bliver ved med at have travlt. Efter en flot tredjeplads til dette års Wacken Metal Battle, begynder karrieren at tage fart og det internationale øje hviler tungt på dem.
Herhjemme har de også efterhånden skaffet sig en udmærket fanbase, og det lader til, at deres særlige take på symfonisk black metal er det, der skal til for at støve genren af.  

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs 10 Hurtige til Emil Partsch her.

Skynd


Endnu en spændende booking fra den tidligere fangekoloni får os til at spekulere i, hvem fra Copenhell, der måske har været på australsk ferie i sommer.
Fra Sydney kommer duoen Skynd, der kombinerer chockrock med tung elektronik, og krydrer det med aldeles tidstypisk og usmagelig true crime-lyrik. Forsangeren med samme navn som bandet skifter glidende mellem ren og rå vokal, rap og sang. Korns Jonathan Davis er fan af de industrielle toner og sang med på ‘Gary Heidnik’, så papirerne er i orden.